Pædagogisk specialfaglig medarbejder til fuldtidsstilling

fuldtid
Pædagogisk specialfaglig medarbejder til fuldtidsstilling
  • Region Nordjylland
  • 9550 Mariager
Kære dig, der søger et spændende, anderledes og udviklende pædagogjob...

Vi leder lige nu efter en udadvendt og entusiastisk pædagog, der kan bidrage med stor faglig viden om tilgange og metoder. Du vil komme til at spille en vigtig rolle i at løfte fagligheden på vores afdeling.

Vi har brug for dig, der kan:
  • Se nye perspektiver og vinkler på udfordringer
  • Være sparringspartner for dine kollegaer
  • Være meddelsom og understøttende gennem åben kommunikation, så vi sammen når vores fælles mål
  • Genkende sig selv i følgende video:  
 https://video.rn.dk/secret/114217939/a76e95b0615afbf2be1527af65ca6b05

Hvem er vi?
Afdeling Løvhøj er et §§107/108 tilbud, som sammen med afdelingerne Tårnly, Tårnbo udgør det samlede tilbud for Særforanstaltninger, hvor vi pt. har 14 beboere tilsammen. Tilbuddet ligger på Sødisbakke som hører under Området for Voksne med Udviklingshandicap.
Tilbuddet er et selvstændigt botilbud og er et kombineret bo- og aktivitetstilbud. På alle afdelinger er der en høj personalemæssig dækning grundet beboernes funktionsniveau og støttebehov.
Alle beboerne har en udviklingshandicap, flere af dem med en psykiatrisk tillægsdiagnose. I de tilfælde hvor beboergruppen oplever usikkerhed, kan det komme til udtryk via ritualiserende, udadreagerende eller grænseoverskridende adfærd - både fysisk og verbalt. Flere beboere har behandlingsdom eller dom til anbringelse på institution. 



Hvad indeholder stillingen?
Indholdet i stillingen er en kombination af pædagogiske og administrative opgaver. Dit arbejde tilrettelægges med en fleksibel fordeling af dine opgaver, alt efter hvilke behov, der opstår på afdelingen.
Som pædagogisk specialfaglig medarbejder vil du få en understøttende rolle, hvor du, med din stærke forankring i pædagogiske metoder og tilgange, får ansvar for at løfte fagligheden på afdelingen.
Du skal være med til at inspirere og hjælpe dine kollegaer i deres daglige opgaver og udfordringer samt sikre, at fagligheden kobles på vores konkrete indsatser. Du vil fungere som sparringspartner mellem afdelingsledelsen og personalet, og skal derfor være tilgængelig og kunne træde til som følgeperson for personalet.
Dine administrative opgaver består bl.a. i at være skarp på resultatdokumentation og målbare indsatser, forestå punkter på personalemøder og deltage i tilsyn. Desuden vil du komme til at stå for undervisning i vores metoder og tilgange.

Vi arbejder ud fra værdierne i Gentle Teaching og Low Arousal samt neuropædagogiske principper. Vi fokuserer på livsforståelse og gør os kvalificerede antagelser om, hvordan borgerne oplever deres liv.

Vi forestiller os, at du har:
  • En specialpædagogisk uddannelse f.eks. en pædagogisk diplomuddannelse
  • Stor viden om pædagogiske metoder og lyst til at have tæt sparring med dine kollegaer
  • Lyst til aktivt at deltage i et fagligt miljø med højt refleksionsniveau
  • Mod på at tage ansvar og løfte fagligheden på afdelingen
  • En udadvendt, optimistisk og initiativrig personlighed med evne til konstruktivt samarbejde
  • En imødekommende og støttende tilgang overfor kollegaer
  • Villighed til at dele og videreudvikle pædagogiske kompetencer
  • Evne til at omsætte teori til praksis
  • Tro på, at positive relationer fremmer trivsel og udvikling
  • Erfaring med strukturer som redskab i individtilpasset indsats
  • Kreativitet i opgaveløsningen og forståelse for forskellige måder at tænke på
  • Gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner
  • Styr på dokumentation og skriftliggørelse af arbejdet
Hvad kan vi tilbyde dig?
  • En spændende og alsidig stilling med frihed til at prioritere opgaver
  • Mulighed for at bruge og videreudvikle dine faglige kompetencer
  • Grundig introduktion til arbejdet og beboerne på afdelingen
  • En mentor til at sikre den rette introduktion
  • En arbejdsplads med høj vægt på kommunikation og samarbejde
  • Et miljø med høj faglighed og ansvar for kerneopgaven
  • Mulighed for videreuddannelse, kurser, temadage og faglig sparring
  • Guidning i beboeropgaver og minimale plejeopgaver
Arbejdstiden er skiftevis dag, aften og weekend med weekendvagter hver 3. uge.

Arbejdstiden fordeles imellem:
- timer til pædagogisk praksis, hvor du indgår i vagtplanen.
- timer til administrative opgaver med tid til refleksion og plads til fleksibilitet.

Ansøgningsfrist: Mandag den 21. juli 2025.
Samtaler afholdes: Mandag den 28. juli 2025.

Ansættelse: Mandag den 1. september 2025, eller snarest muligt efter aftale.
Du ansættes efter gældende overenskomst for socialpædagogisk personale ved døgninstitution mv. (32.38.1) Vi venter gerne på den rette kandidat. Der vil i forbindelse med samtalerne blive indhentet en personlighedsprofil.

For nærmere oplysninger kan du kontakte:
Afdelingsleder Benni Jørgensen på mobil 20 63 33 21 samt Tilbudsleder Mette Sommer-Dahl på mobil 92 43 81 96...

Læs mere om Sødisbakke, Særforanstaltninger og Gentle Teaching på www.sodisbakke.rn.dk. Her kan du også se filmen ”I kærlige hænder” eller høre vores podcasts ”Specialpædagogiske eftertanker”. 
______________________________________________________________________________________________ 


Om Området for Voksne med Udviklingshandicap - Sødisbakke
Sødisbakke er en paraplyorganisation med fem Tilbud og er Region Nordjyllands specialenhed for voksne med udviklingshandicap. Vores pædagogik bygger på et systemisk menneskesyn med Gentle Teaching Nordic som overordnet metode og vi har fokus på kompetenceskabende miljøer, faglige netværk samt musik og kultur. Vi har stor succes med at udvikle nye tilbud til borgere fra hele landet og er nytænkende i forhold til pædagogiske metoder og løsninger i samarbejde med vores kunder - kommunerne. Vi er samtidig leverandør af viden og pædagogiske metoder til Socialstyrelsen (VISO) indenfor vores felt. Sødisbakke har omkring 130 beboere og ca. 500 medarbejdere fordelt på 10 døgnafdelinger, aktivitets- og samværstilbud samt fire serviceafdelinger. 

 

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Log ind