Pædagogisk personale til børnehaven Stjernen

fuldtid
Pædagogisk personale til børnehaven Stjernen
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Vil du lege med os?

Vi gør en forskel hver dag, har en bedre normering end de fleste og øver os hele tiden på at blive bedre til vores arbejde ved bl.a. at holde stue-, planlægnings- og refleksionsmøder – og lave alle de gode ting med børnene, som vi aftaler.

Vi søger to pædagoger/medhjælpere til Stjernen, der har lyst til at indgå i et arbejdsfællesskab, som er kendetegnet ved respekt for hinanden og lysten til videreudvikling af egen og fælles praksis.

Vi er en integreret institution i Tingbjerg med 30 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Vi ligger i naturskønne omgivelser med bibliotek, mose og legepladser meget tæt på. Vi er i tæt samarbejde med lokale klubber, heriblandt Brønshøj Boldklub og andre gode kræfter.

Stilling 1: Her vil du have en fast dag på hver stue. Det betyder at du får et indgående kendskab til alle stuer i både vuggestue og børnehave. Du kommer til at indgå i forskellige planlagte aktiviteter, hvor du er sammen med en gruppe børn.

Stilling 2: Her vil du skulle indgå i aktiviteter på forskellige stuer. Det betyder, at du har en flyver funktion og derfor skal være indstillet på, at dagen kan være fleksibel. Du har et godt overblik og synes det er spændende at komme rundt og danne relationer med børn og voksne på tværs af stuerne.

Vi er optagede af at give vores børn det bedst mulige børneliv og skabe de bedste betingelser for at blive livsduelige, og det gør vi blandt andet gennem arbejdsfællesskaber i vores klynge, hvor vi sammen med pædagoger fra de andre institutioner, kompetenceudvikler og får inspiration til vores arbejde omkring pædagogik, sprog og bevægelse.

Vi er et nysgerrigt fællesskab af to ledere, pædagoger og medhjælpere, der er i god dialog med hinanden om, hvordan vi vil skabe udvikling med børnene. Vi elsker vores arbejde og det skal kunne mærkes. Vi ligger i et område, hvor der er familier med mange etniciteter, der på hver deres måde beriger vores arbejde.

Vi har særligt stort fokus på sprog og bevægelse og er også vældigt optagede af børneperspektivet. Vi arbejder systematisk samtidig med, at der er råderum for spontanitet. Vigtigst af alt følger vi børnenes spor, når de bliver nysgerrige på noget.

Vi ønsker, at du

  • er nærværende, ansvarsbevidst, stabil og engageret med professionelt fokus
  • er imødekommende og kan arbejde selvstændigt, men også i tæt samarbejde med dine kollegaer og leder
  • brænder for at skabe trygge og udviklende rammer for børn
  • kan lide at grine, lege og fordybe dig i samtaler med børn
  • forstår vigtigheden af at kunne arbejde systematisk og overholde fælles aftaler
  • kan bevare roen og overblikket i pressede situationer
  • taler dansk, så du er en sproglig rollemodel
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Begge stillinger er på 37 timer ugentligt og gerne med start snarest muligt.

I forbindelse med ansættelse indhenter vi børne- og straffeattest samt tager referencer.

Yderligere information
Du er meget velkommen til at komme forbi til en snak, før du søger stillingen. Kontakt de pædagogiske ledere Karina S. Reimers på 30 44 53 26 eller Charlotte Lauridsen på 29 39 85 74

Søg via linket senest fredag den 21. marts 2025

Log ind