Pædagoger søges til Center for botilbud og beskæftigelse (CFBB) afd. Midgården

fuldtid
Pædagoger søges til Center for botilbud og beskæftigelse (CFBB) afd. Midgården
  • Halsnæs Kommune
  • 3300 Frederiksværk
Vi søger 2 pædagoger til et team med 5/6 borgere, hvoraf nogle har særligt skærmet indsats

Midgården er et botilbud til borgere med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne. 

Vi har integreret en mindre andel af specialiserede 1:1 indsatser for borgere med omfattende behov for skærmning som følge af eksekutive, autismerelaterede og/eller sanseintegrative udfordringer. 

Du skal veksle mellem at arbejde med de skærmede 1:1 indsatser og de øvrige 4-5 borgere i boenheden.

Alle borgere har i varierende grad behov for:

  • et struktureret og genkendeligt dagsprogram.
  • kontinuerligt at blive forberedt og anvist passende adfærd.
  • guidning og fysisk støtte til alle daglige gøremål og personlig hygiejne.

Vi er åbne for, i samarbejde med de faglige organisationer og øvrige kollegaer i teamet, at drøfte vilkår for arbejdstidstilrettelæggelse. Det væsentligste for os er forsvarlige arbejdsforhold, hvor du kan yde dit bedste, så borgerne trives og udvikler sig.

Lidt om dig

Vi har brug for dig, som formår at tilpasse din tilgang mentalt, såvel som fysisk til borgernes aktuelle behov. 

Det kan du, fordi du aktivt, nysgerrigt og fordomsfrit sætter dig ind de særlige forudsætninger borgerne har, og fordi du har menneskelige kompetencer til at afstemme dit møde efter dette. 

Personligt har du ro og styrke til at fastholde indsatsen, også når det er svært for borgeren, men samtidigt formår du at tage selvstændige beslutninger om at skifte tempo eller metode, så snart du fornemmer, det er nødvendigt. 

Du er kreativ og aktiv i arbejdet med borgeren, og du er vedholdende og systematisk i at fastholde arbejdet også over længere stræk. 

Vi forventer, at du er en central del af arbejdet med at udvikle, tilrettelægge og beskrive de pædagogiske indsatser.  Du skal endvidere understøtte det pædagogiske arbejde ved at formidle og bidrage til fælles refleksion over metodevalg og handlemuligheder for kollegaer, som enten er under uddannelse eller ikke uddannede. 

Du kan forvente et tæt samarbejde med både andre fagpersoner og pårørende.

Vi tilbyder

Vi tilbyder til gengæld et fællesskab, hvor vi sørger for at klæde hinanden på bl.a. gennem introduktionsprogrammer og kontinuerlig supervision. Vi anerkender og anvender forskelligheder aktivt. For eksempel ved at afsætte formel tid til de opgaver, vi er ansvarlige for. Vi prioriterer og afsætter ressourcer til at drøfte, tilpasse og udvikle vores indsats og tilgang ved ugentlige møder. 

Vi er fagligt ambitiøse og mange af os har efteruddannelse, som anvendes både i vores daglige pædagogiske indsats og til at kvalificere vores arbejde på tværs af teams. 

Yderligere oplysninger

Lønindplacering sker efter gældende overenskomst på området. 
Arbejdstiden ligger i tidsrummet 7.00-22.30. Vi arbejder, som udgangspunkt, hver anden weekend, du har mulighed for at tilgå lokalaftale om lange vagter på 15 timer.
Du skal være i besiddelse af gyldigt kørekort. Der vil blive indhentet straffeattest i forbindelse med ansættelsen.
Stillingerne er på 37 timer ugentligt.
Ansøgningsfrist er den 8. oktober.
Samtaler forventer vi at afholde den 21. oktober.
Ansættelse er pr. 1. december eller efter aftale.
Henvendelser om stillingerne til daglig leder Gitte Zoe Savannah Hovgaard tlf. 28 59 09 66. 

Du kan lære os bedre at kende i denne video

Om Halsnæs Kommune

Halsnæs er en levende kommune med stærke lokale identiteter og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her lever vi tæt på natur, hav og fjord, som giver mulighed for aktive oplevelser for borgere, besøgende og ansatte.

Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i bevægelse. Vores tre værdier: redelighed, mulighed og helhed er vores fundament. I Halsnæs Kommune får du cirka 3.000 kollegaer fordelt over hele kommunen. Vi har en ambition om, at Halsnæs Kommune skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi sætter barren højt og gør os hver dag umage med at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejderne trives og leverer service og velfærd af høj kvalitet.

Du kan læse mere om Halsnæs Kommune på vores hjemmeside eller på vores LinkedIn-profil.

Log ind