Vil du arbejde indenfor det specialpædagogiske område med fokus på autisme og ADHD i både skole og KKFO? - Ønsker du at gøre en forskel for nogle af de mest sårbare og udfordrede børnegrupper i en skole- og fritidsmæssig sammenhæng?
- Ønsker du at arbejde helhedsorienteret med alle barnets kompetencer; personlige, sociale og faglige?
- Ønsker du at være del af et dynamisk tværfagligt arbejdsfællesskab med fokus på udviklingen af vores fælles pædagogiske og didaktiske afsæt?
- Vil du arbejde i et tæt og forpligtende teamsamarbejde med fokus på de fælles løsninger?
Så velkommen til vores hverdag, der måske bliver din hverdag.
Nøgleord for den profil vi søger - Fokus på relationer og anerkendende børnesyn
- Ambitiøs ift. egen og fællesskabets pædagogiske praksis
- Personlig ansvarlighed – opsøgende, initiativrig og loyal
- Refleksiv teamplayer – at man kan indtænke og engagere sin viden og kompetencer i fællesskabet
- Overskud og tålmodighed
- Positiv og løsningsorienteret
- God til at skabe struktur og forudsigelighed
- God til at skabe inkluderende fællesskaber
- Kan indtænke bevægelse, leg og kreative processer i læring
Hvem er vi? Specialklasserækken på Lundehusskolen er et specialtilbud i Københavns Kommune for normaltbegavede børn med vanskeligheder indenfor autisme og ADHD. Vores målgruppe af børn og unge har typisk sociale og kommunikative udfordringer, opmærksomhedsproblematikker, sanseforstyrrelser, kravafvisende og konfliktskabende adfærd samt angstproblematikker.
Lundehusskolen har nogle af Københavns absolut største og bedste udendørs arealer, og hele skolen har gennemgået en helhedsrenovering, der betyder moderniserede læringsmiljøer inklusiv en ny multihal.
Vi er ca. 30 lærere, 30 pædagoger og et antal pædagogmedhjælpere til at undervise og varetage fritidstilbuddet for vores 90 børn dækkende 0.-9. klassetrin i både skole og KKFO.
Vi arbejder ud fra en narrativ og anerkendende tilgang med fokus på børnenes kompetencer og deres oplevelser af at lykkes. Vi arbejder metodisk og systematisk med opbyggelsen af en fællespædagogisk kultur.
I vores arbejde støtter vi børnene ved at fokusere på trygge og overskuelige læringsmiljøer, trivsel og personlig selvforståelse samt evnen til at kunne indgå i sociale relationer og fællesskaber, som pædagoger i Lundehusets KKFO har fokus på i KKFO-tiden.
Til at støtte os i den målsætning har vi et tæt samarbejde med psykolog, ergoterapeut og logopæd, der fungerer som faglig support og optræder fast på teammøder.
Vi tror på, at læring hænger sammen med, at børnene er i trivsel – og går hånd i hånd når tingene lykkes.
At vores børn gør det allerbedste, de kan ud fra de forudsætninger, de har – hver gang.
At vores opgave er at vise dem, at vi har tiltro til deres evner og derfor har forventninger til dem.
At de har betydning for fællesskabet og gør en forskel.
At vi skal lære dem at lære at lykkes selvstændigt.
Pædagogstillingen Stillingen er en fast stilling i en 5. klasse. Du vil have både timer i skoledelen og i KKFO'en. Du vil blive en del af et team, som består af to pædagoger (inkl. evt. dig), tre lærere og en medhjælper.
Du skal være pædagoguddannet og gerne have specialpædagogisk erfaring.
Du skal arbejde tæt sammen med andre pædagoger og lærere om at understøtte skoledagen og skabe et spændende og udviklende KKFO-tilbud om eftermiddagen på tværs af grupperne.
Man er som pædagog i Lundehuset ansat i den tilknyttede KKFO med timer i specialklasserækkens skoledel.
En pædagog har 27 børnetimer og har 10 timer til andet arbejde og pause. Heri ligger der to timer ugentligt et teammøde om tirsdagen kl. 15.00-17.00 og to timers KKFO-møde hver 2. fredag kl. 9.00-11.00.
Mødetiden ligger indenfor tidsrummet kl. 7.00-17.00, hvor man evt. en gang ugentligt er i morgentilbuddet fra kl.7.00-8.00 og en anden dag til kl.17.00.
Den resterende forberedelsestid planlægger man selv og aftaler møder med forældre og kollegaer. I skoleferier er der andre mødetider, og alle timer lægges med børnene.
Ansættelsesforhold Løn og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst. Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest.
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse pr. 1. november 2025 eller efter aftale.
Yderligere information Vi opfordrer ansøgere til at besøge vores hjemmeside og læse mere om, hvem vi er, og hvordan vi arbejder. Du kan læse om specialklasserækken og Lundehusskolen på skolens hjemmeside
Lundehusskolen.
Har du spørgsmål kan du kontakte KKFO-leder Pernille Gersbo Sølling på 28 15 06 19 eller afdelingsleder Michael Navi på 20 36 21 99.
Søg via linket senest mandag den 6. oktober 2025