Overlæge ved Mave- og Tarmkirurgi, Esophago-Cardia-Ventrikel kirurgi, Aarhus Universitetshospital

fuldtid
Overlæge ved Mave- og Tarmkirurgi, Esophago-Cardia-Ventrikel kirurgi, Aarhus Universitetshospital
  • Region Midtjylland
  • Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N

En stilling som overlæge inden for fagområdet Esophago-Cardia-Ventrikel kirurgi (ECV) er ledig til besættelse pr. 1. maj 2026 eller efter aftale. Primære funktion vil være inden for malign ECV-kirurgi kombineret med binyrekirurgi. 

Vi tilbyder et spændende job, hvor du sammen med de øvrige overlæger og speciallæger i teamet skal varetage udredning og behandling af patienter med maligne lidelser inden for ECV-fagområdet i øvre mave-tarm-kanal. Dertil skal du i samarbejde med urologisk- og ØNH-afdelingen varetage binyrekirurgien på AUH.

Du vil ligeledes sammen med de andre speciallæger i teamet skulle varetage udvalgt benign ECV-kirurgi. 

Der vil blive lagt vægt på, at ansøgeren har bred erfaring inden for ECV-fagområdet, herunder særlig interesse indenfor det maligne felt. Ansøger skal selvstændigt kunne varetage udredning indenfor malign ECV og bør være langt i sin operative uddannelse med henblik på selvstændig varetagelse af operation indenfor dette felt. Dertil er det et krav, at ansøger er erfaren i laparoskopisk og åben binyrekirurgi og har et ønske om at udvikle dette område sammen med den maligne ECV-kirurg. Erfaring med og interesse for EUS er også et plus.

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i kirurgi, og ansøger skal have dokumenteret særlig interesse inden for ovennævnte på specialistniveau. 

I stillingen ligger også et betydeligt ledelsesansvar, hvor overlægen forventes at være den primære lægefaglige kontakt til afdelingens nyetablerede bookingenhed i forhold til ECV-operationer. Overlægen er således ansvarlig for, at booking af benigne og maligne indgreb på operationsgangen hele tiden er optimeret i forhold til kræftpakker og maksimale ventetider.  Overlægen vil skulle have et tæt samarbejde med den ledende overlæge i Klinik for Kikkertundersøgelser og sikre koordinering mellem operationsgangen og skopiafsnittet, så der altid er optimal udnyttelse af lejetiden.

I Mave- og Tarmkirurgi er vi i gang med at udvikle de stærke, faglige teams og styrke samarbejdet endnu mere for at udnytte den tværfaglige synergi med henblik på at skabe optimale patientforløb, læringsdeling mellem kolleger og optimere ressourcerne. Vi har en forventning om, at du aktivt går ind i den proces, hvor du naturligt bidrager positivt og tager ansvar. Du skal have gode samarbejdsevner, være god til at involvere og sætte dine kompetencer i spil.

Afdelingen har et stort og aktivt forskningsmiljø, hvorfor vi ønsker en kollega, som er motiveret for at bakke op om dette og udvikle behandlingerne og tillige har interesse for at bidrage til både forskning og undervisning.

Der er vagtforpligtigelse med 10-12 skiftet overlægevagt med tilkald fra hjemmet.

Dertil vil der være en mindre forpligtelse som almindelig bagvagt svt maksimalt 1/2 bagvagtsrul. 

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest samt autorisation.

Den faglige bedømmelse sker på baggrund af ansøgerens oplysninger og dokumentation af egne kompetencer inden for de syv kompetenceområder.

Har du brug for flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte cheflæge Uffe Schou Løve på mail: uffescho@rm.dk eller på telefon 2325 1468. Der henvises også til stillings- og funktionsbeskrivelsen for stillingen.

Ansøgningsfristen er den 8. januar 2026 og ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 14. januar 2026.

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Log ind