Stillingen som organist ved Asmild og Tapdrup kirker er ledig og ønskes besat som et tidsbegrænset barselsvikariat fra den 1. januar 2026 til barslens udløb.
Stillingen er på 37 timer pr. uge.
Arbejdsopgaver:
* Gudstjenester og kirkelige handlinger ved de to kirker.
* Deltagelse i arrangementer i de to sognegårde 2-4 gange om året.
* Deltagelse i plejehjemsgudstjeneste, når organist-assistenten holder ferie.
* Medvirken ved undervisning af konfirmander og minikonfirmander 2-4 gange om året.
* Ledelse og videreudvikling af kirkernes korarbejde i både Asmild og i Tapdrup.
Booking samt PR af koncerter.
Fordeling af opgaver i samarbejde med organistassistenten
Stillingsbeskrivelse kan rekvireres.
Vi ønsker en organist, der behersker både klassisk og i mindre grad rytmisk kirkemusik, har stor interesse for korledelse, er samarbejdsvillig, åben og imødekommende og vil indgå i et inspirerende medarbejderteam. Der er ved kirkerne ansat en organistassisten på 14 timer/uge, der varetager blandt andet plejehjemsgudstjenester, børnegudstjenester i Tapdrup, tjenester på 1. organistens flydende fridag, samt ca. én weekend pr måned.
Vi tilbyder:
Orgel i Asmild kirke: Carsten Lund 1978 med 12 stemmer, 2 manualer og pedal. Klaver i Asmild kirke.
Orgel i Tapdrup kirke: I. Starup & Søn 1974 med 5 stemmer og pedal.
Et velfungerende korliv med Asmild kirkes Pigekor, der medvirker til weekendens handlinger, samt ad hoc voksenkor i Tapdrup op til jul og forår.
Varieret gudstjenesteliv for alle aldersgrupper med stort fokus på børn og unge
Velfungerende arbejdsplads med engagerede medarbejdere og menighedsråd
Samarbejde med Viborg bys øvrige organister.
Der er pligt til at gøre tjeneste ved andre ansættelsesmyndigheder i provstiet i overensstemmelse med de aftaler menighedsrådet indgår/har indgået med andre ansættelsesmyndigheder herom.
Ansættelsen sker ved Asmild Sogns Menighedsråd beliggende Gl. Randersvej 2, 8800 Viborg
Ansættelse af en kirkemusiker vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 og organisationsaftale mellem By, Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganistionen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere.
Ansættelsen af en organist med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller en organist med PO-eksamen er omfattet af Overenskomst mellem By, - Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010.
Organister med en kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet.
Aftalen kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte organister har ikke ret til at fortsætte som tjenestemænd, da stillingen er et vikariat.
Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet 323.234,00 kr. – 460.608,00 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 26.771,00 kr. (nutidskroner).
OK tillæg på 1.048,00 kr. (nutidskroner).
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening inden ansættelsen.
Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 351.728,00 kr. – 428.588,00 kr. årligt (nutidskroner).
Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 45.255,00 kr. – 70.286,00 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.
Årslønnen for ansøgere med kirkemusiker med uddannelse i orgel og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 339.396,00 kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 356.690,00 kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 36.746,00 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 2-3 kirker.
Løn og rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Der indhentes børneattest i forbindelse med ansættelsen.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte organist Katrine Jokumsen på telefon 61339384 eller sognepræst Mads Bjerre Gram på telefon 29336401. Yderligere oplysninger om kirkens liv kan findes på www.asmildkirke.dk.
Vi skal have din ansøgning senest den: 20. oktober 2025, kl. 12.00.
Vi forventer ansættelsessamtaler i uge 45 og 46 med prøvespil og korledelse.
Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail til: 8615fortrolig@sogn.dk