Oplevelsesmedarbejder & driftsassistent
med mulighed for indblik i falkoneri
Ørnereservatet – Nordjylland
Ørnereservatet søger en alsidig og engageret oplevelsesmedarbejder og driftsassistent til en af Danmarks mest usædvanlige arbejdspladser. Stillingen er for dig, der trives med ansvar, fysisk arbejde og direkte kontakt med publikum – og som ønsker at arbejde tæt på dyr, natur og mennesker.
Om stillingen
Du bliver en del af den daglige drift på en internationalt besøgt turistattraktion med gæster fra både Danmark og udlandet. Arbejdet er varieret og indebærer både formidling, praktiske opgaver og drift.
Arbejdsopgaver:
Deltagelse i vores forevisninger/programmer
(ca. 120 årligt, varighed ca. 1 time)
Mundtlig formidling til publikum på dansk og engelsk
Betjening og drift af vores butik i museumsbygningen
– herunder aktivt salg og kundekontakt
Praktiske opgaver i hestestalden:
fodring, udmugning og rengøring
Ridning – solid rideerfaring er et krav
Klargøring og håndtering af foder til rovfugle
(du må ikke være sart og skal kunne arbejde sikkert med kniv)
Praktiske drifts- og vedligeholdelsesopgaver
(brug af almindeligt håndværktøj forventes)
Vi forventer, at du
Er selvstændig, initiativrig og kan arbejde struktureret
Trives med fysisk arbejde og udendørs opgaver
Er imødekommende og tryg ved at tale foran mange mennesker
Er engageret, ansvarsbevidst og fleksibel
Har lyst til at lære og indgå i et tæt samarbejde i et mindre team
Sæson og ferie
Ørnereservatet er en sæsonvirksomhed med drift fra april til oktober.
Der er ingen mulighed for ferie i højsæsonen.
Ferie afholdes primært i perioden oktober – marts.
Vi tilbyder
En anderledes og meningsfuld arbejdsplads
En varieret hverdag med dyr, publikum og praktiske opgaver
Mulighed for indblik i falkoneri og rovfuglearbejde
Et engageret team og et stærkt arbejdsmiljø
Læs mere om Ørnereservatet her:
www.eagleworld.dk