Vi søger en dygtig Vedligeholdelsesforvalter til at styre vedligeholdet af diverse grønne elementer langs jernbanen.
Du bliver en del af sektionen Forst & Natur i divisionen Teknik & Udførelse, hvor vi arbejder med drift og pleje af skov- og naturarealer. Sektionen er systemansvarlig og driftsansvarlig for jernbanens grønne assets; bl.a. hegn, adgangsveje, bevoksninger, natur, biodiversitet, pladser, depotområder og graffiti. Desuden har vi vedligeholdelsesansvar på andre fags assets bl.a. slåning omkring tekniske installationer, affaldsopsamling, manuel sporsprøjtning og regulering af generende vilde dyr.
Du vil som Vedligeholdelsesforvalter indgå i et af to teams i sektionen Forst & Natur. Sektionen indeholder 26 kolleger fordelt på Banedanmarks kontorer i Århus, Fredericia og Ringsted. Denne stilling har tjenestested i Ringsted.
Vi har flekstid og mulighed for hjemmearbejde.
Dine opgaver i stillingen Som Vedligeholdelsesforvalter vil du have mange samarbejdsflader med både vores entreprenører, planlæggere, tilsyns- og strækningsansvarlige samt Contract Managers. Din primære opgave vil være den overordnede styring af Banedanmarks grønne driftskontrakter, med henblik på at sikre en lige forvaltning og et godt samarbejde mellem leverandører og de driftsansvarlige Geografiske fagspecialister.
Dine opgaver indebærer bl.a.:
- Håndtering af fejlretninger
- Etablering af stormberedskab
- Mødeledelse, herunder facilitering, forberedelse og planlægning
- Driftsledelse samt klarlæggelse af krav og forventninger til entreprenøren
- Holde overblik og lave status over leveringer
- Driftsstyring, kvalitetssikring og dokumentation
Du vil dagligt arbejde med Excel og SharePoint, og erfaring med GIS-systemer vil være en fordel.
Du er bindeled imellem leverandørerne og resten af dine kollegaer, hvor I sammen sikrer at planlægnings- og udførelsesaktiviteter sker som aftalt i kontrakterne, hvor det forventes at du følger op på afvigelser og agerer overfor entreprenøren.
Stillingen forudsætter gode danskkundskaber, da dokumentation, kommunikation og samarbejde primært foregår på dansk.
Ved siden af drifts- og administrative opgaver, forekommer der af og til kontrol og tilsyn med opgaverne, så du som vedligeholdelsesforvalter også selv får syn for sagen.
Jernbanefaglig koordinator med indsigt i arbejdet i det grønne. Vi forestiller os at du har erfaring med produktionsledelse- og styring af vedligeholdelsesarbejde samt erfaring med mødeledelse og mødefacilitering. Du har fokus på den grønne dagsorden og ønsker at bidrage til en miljørigtig og naturvenlig transport.
Som person og kollega er du en dygtig koordinator og du er glad for at indgå i et team, hvor vi er afhængige af hinandens hjælp og samarbejde. Du er en afslutter, som arbejder ansvarsbevidst og systematisk. Du lader dig ikke slå ud, hvis du af og til er nødt til at håndtere nye opgaver før igangværende, er afsluttede, men trives i et miljø med mange bolde i luften.
Din nye arbejdsplads I sektionen Forst & Natur er det vigtigt for os, at der er plads til at have det rart sammen, samtidigt med at vi leverer rettidigt på vores opgaver. De forskellige teams rummer skønne kollegaer, som holder af hinanden og hjælper hinanden. Der er altid plads til at ringe til en kollega også selvom I ikke sidder på samme kontor.
Vi bruger fremmødedage, hvor alle mødes på samme kontor for at sikre, at vi får vores arbejde helt ud at leve i driften. Sektionen indeholder forskellige kompetencer og arbejdsområder, som vi bruger i den fælles faglige udfordring, så vi sammen sikrer rettidig levering af høj faglig kvalitet. Vi gør os umage for at holde hinanden involveret og orienteret, så vi får løst problemerne i fællesskab.
Løn Du ansættes efter gældende overenskomst. Lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.
Ansøgning og kontakt Vil du vide mere om jobbet, kan du kontakte teamleder Christian Bjergager på telefon 23361623.
For at søge stillingen skal du klikke på linket ”Søg stillingen” og følge instruktionerne.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden der bliver indhentet en reference.