Kan du nørde med detaljen samtidig med, at du bevarer overblikket?
Kan du lytte til personalets oplevelser fra weekenden og lige bagefter beregne kapacitetstilpasning?
Har du styr på økonomien, og kan se den i sammenhæng med det faglige behandlingsarbejde? Og ja - har du forstand på næsten alt?
Så kunne det være dig, vi er på udkig efter til vores ledige stilling.Det er faktisk noget af det spændingsfelt, som vores nye sekretariatsleder pr. 1. marts 2026 skal navigere i.
Center for Indsatser til Børn og Unge (CIBU) er udførerdelen på det specialiserede børne- og ungeområde i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune. Sekretariatet er placeret på Ejby Kirkevej 15 i Odense SØ.
CIBU består af to familiehuse, et børne- og ungehjem, der har eksisteret i mange år, og et nyt børne- og ungehjem, som er under opstart. Derudover har CIBU en driftsherrefunktion for det regionale Børnehus Syd og Fønix Syd. Kendetegnende for vores afdelinger er, at vi ser ind i udvidelser, som du som ny økonomisk-administrativ leder vil blive en del af og være med til at sætte dit præg på. Udvidelserne sker som led i en politisk vedtaget leverandørstrategi, der skal sikre flere kommunale tilbud.
Du bliver leder for et sekretariat, der består af 7 fuldtids administrative medarbejdere, en studentermedhjælper, en kontorelev og en deltids kontorservicemedarbejder. Du vil i dette job bl.a. blive leder af to faglige medarbejdere, som hver især er ansat for de samlede børnehuse og Fønix-enheder i Danmark, hvor CIBU varetager en særlig funktion i forhold til bl.a. at understøtte faglig ensartethed og dataindsamling på tværs af hele landet i De Danske Børnehuse og Fønix.
Kendetegnende for den samlede gruppe af medarbejdere er, at de arbejder selvstændigt og tager et stort ansvar i forhold til at levere kvalitet i opgaveløsningen, men også en helt fundamental indstilling til at yde sit bedste for at understøtte ledere og medarbejdere i de forskellige enheder, som CIBU består af og samarbejder med.
Dine opgaver spreder sig over et meget bredt felt.
Først og fremmest er det dig, der skal have det overordnede overblik over økonomien i CIBU. Vi har en bestiller-udfører-model, som – udover et tæt samarbejde med bestillerne i Børn og Familierådgivningen (BFR) – betyder, at der arbejdes takstbaseret på alle de ydelser, der leveres fra det samlede CIBU. CIBU og BFR har netop justeret deres samarbejdsmodel, så den fremover i højere grad bygger på et dialogbaseret fundament. Du får en central rolle i at omsætte de nye tiltag til praksis. Det betyder desuden, at du fra dine medarbejdere får månedlige budgetopfølgninger på hver enkelt enhed, så du nøje kan holde fokus på balancen mellem opgaver og kapacitet samtidig med, at det behandlingsfaglige har den økonomi, der kræves. Dermed vil du i stillingen have en helt central rolle i forhold til at sikre budgetoverholdelse og gennemsigtighed i forhold til dette.
Du har jævnlig kontakt og samarbejde med fællessekretariatet i Børn- og Ungeforvaltningen, dels omkring økonomi og drift i CIBU, men også på tværs i forhold til øvrige afdelinger i forvaltningen.
Du har et tæt samarbejde med By- og Kulturforvaltningen omkring bygningen på Ejby Kirkevej – både den lokale tekniske serviceafdeling, men også mere overordnet omkring drift og udvikling af ejendommen.
Du indgår i ledergruppen i CIBU og skal derudover varetage stedfortræderfunktionen for centerchefen i CIBU. Med centerchefen skal du indgå i et tæt samarbejde, der favner de mange forskelligartede opgaver og kendetegn, som er essentielle for at sikre den faglige og økonomiske drift af CIBU.
Endelig bliver du leder af arbejdsmiljøgruppen i sekretariatet, hvor du sammen med arbejdsmiljørepræsentanten skal følge op på handleplaner og sikre et fundament for at en gruppe medarbejdere, der sidder med mange forskelligartede opgaver, trives og har et tilstrækkeligt kendskab arbejdsopgaver på tværs.
Som det fremgår, er jobbet mangesidigt, og her er kun de væsentlige områder medtaget.
Vores nye sekretariatsleder skal derfor være en person, der:- har forstand på næsten alt – eller får det
- er god til at skabe relationer og et tillidsfuldt arbejdsmiljø
- er synlig, til stede, nysgerrig, motiverende, nærværende, beslutningsdygtig og handlingsorienteret
- kan give relevant sparring på opgaver, uden at have kendskab til alle detaljer
- med kontrolleret puls kan navigere med korte deadlines i forhold til bestillinger af større eller mindre grad fra den centrale forvaltning
- har solid erfaring med økonomisk styring fra en større organisation og gerne fra en, der er politisk styret
- ikke er konfliktoptrappende, men heller ikke konfliktsky
Vi garanterer til gengæld:- et uhøjtideligt arbejdsmiljø
- dedikerede og engagerede medarbejdere
- erfaringsudveksling og indflydelse gennem arbejdet i CIBU’s ledergruppe
- et afvekslende job med mange spændende samarbejdspartnere og mulighed for at sætte dit præg på en organisation i udvikling og vækst
Vil du vide mere?Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til centerchef Annie Thyrri
Jørgensen på 51 16 04 42.
Løn- og ansættelsesvilkårLøn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Tiltrædelse er den 1. marts 2026.
Det praktiskeAnsøgningsfristen er torsdag den 8. januar 2026.
Der afholdes samtaler over 2 gange. Første samtale forventes afholdt torsdag den 15. januar 2026, og anden samtale forventes afholdt torsdag den 22. januar 2026.
Kandidater, der inviteres til anden samtale, vil blive bedt om at udfylde en personprofil i perioden mellem første og anden samtale.
Du skal præsentere referencer i samtaleforløbet.