Økonomipartnere til Sundhedsdatastyrelsen

fuldtid
Økonomipartnere til Sundhedsdatastyrelsen
  • Sundhedsdatastyrelsen
  • Ørestads Boulevard 5, 2300 København S.
Bliv en af vores to nye økonomer med ansvar, udviklingsmuligheder og gode kolleger – og vær med til at opbygge Digital Sundhed Danmark, som får en nøglerolle i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen.

En organisation på vej mod noget nyt
Sundhedsdatastyrelsen står over for store og spændende forandringer. Som led i Sundhedsreformen bliver vi fra 1. januar 2027 til en selvejende institution – Digital Sundhed Danmark – en ny landsdækkende organisation, som vil bestå af Sundhedsdatastyrelsen, sundhed.dk, MedCom og nationale it- og datafunktioner fra regionerne.

Allerede i 2026 samler vi kræfterne i Det forberedende Digital Sundhed Danmark med fælles ledelse og stabsfunktioner. Det betyder, at du som økonom bliver en central del af at udvikle nye budgetprocesser og ny fælles økonomistyring til Digital Sundhed Danmark.

Brug din faglighed – og få både udvikling, ansvar og grin med i pakken

Vi søger to nye kolleger, og hvordan opgaverne fordeles, afhænger af dine kompetencer, erfaringer og interesser. Du kan fx komme til at arbejde med:

  • økonomipartnerskab for nogle af vores faglige afdelinger, hvor du er afdelingens daglige sparringspartner og understøtter de løbende budgetopfølgninger
  • tværgående koordination for udvalgte områder, fx ansvarlig for proces og rapportering ved en udgiftsopfølgning
  • udvikling af styringskoncepter og arbejdsgange
  • analyse og formidling af data til brug for rapportering og estimering af opgaveporteføljen
  • undervisning i vores styringskoncepter, økonomiprocesser og systemunderstøttelse
Uanset hvilke opgaver, du får, bliver du en del af et stærkt og hjælpsomt team. Christian, der har været en del af økonomisektionen i 1 år, fortæller:

”Jeg kom til Sundhedsdatastyrelsen som nyuddannet statskundskaber. Allerede fra starten fik jeg ansvar og mulighed for at bruge min faglighed, men der var også tid til oplæring og støtte fra kollegerne. Det betyder meget, at man ikke står alene med tingene. Vi har et stærkt team, hvor vi hjælper hinanden og har det sjovt – også når der er travlt. Der sker hele tiden noget nyt, og jeg lærer stadig nyt hver uge. Det gør arbejdet både udfordrende og meningsfuldt.”

Det, du bringer til bordet
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse, er talstærk og er motiveret af arbejdet med offentlige budgetter og regnskaber, gerne med interesse for sundhedsdata og digitalisering.

Uanset om du er nyuddannet og klar til dit første job, eller du har flere års erfaring og søger nye udfordringer, så vil vi meget gerne høre fra dig. Hos os er der plads til begge dele – og vi sørger for en god introduktion, uanset hvor du er i din karriere.

Du er struktureret og kan planlægge og prioritere dine opgaver selvstændigt. Du er god til at samarbejde og kan forklare komplekse tal og processer i et sprog, som andre forstår.

Du skal have mod på en arbejdsplads, der er præget af forandring og have lyst til at være med til at bygge en stærk økonomifunktion op med afsæt i bedste praksis.

Erfaring med dataarbejde og analyse, enten fra studiet eller tidligere job, er et plus.

Hos os får du
I Sundhedsdatastyrelsen bliver du en del af økonomisektionen i direktionssekretariatet, hvor vi er en sektionsleder og seks engagerede kolleger. Vi sidder tæt på direktionen og har kolleger, der arbejder med kommunikation, jura, HR, organisationsudvikling, strategi og direktionsbetjening.

Vi tilbyder et fleksibelt arbejdsmiljø med mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det. Hos os er der en uformel tone, højt til loftet og plads til både faglig sparring og fællesskab. Vi har fokus på din udvikling, og du får stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dine opgaver.

Du finder os i historiske omgivelser på Islands brygge, side om side med Statens Serum Institut, og blot 6 minutter på cykel fra Rådhuspladsen og 2 minutters gang fra metroen – og gratis parkering, hvis du kommer i bil.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation. Stillingen er på 37 timer om ugen. For kandidater med den rette erfaring vil det være muligt med ansættelse som specialkonsulent eller chefkonsulent.

Vil du vide mere
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte økonomichef Sidsel Hviid på tlf. 2172 4340 eller sihvi@sundhedsdata.dk.

Søg stillingen
Klik på "Søg stillingen", og send os din ansøgning, CV og eksamenspapirer. Ansøgningsfristen er den 27. november 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 49 og 50.

Tiltrædelse den 1. februar 2026 eller hurtigst muligt.

Log ind