Økonomipartner med stort drive og vision

fuldtid
Økonomipartner med stort drive og vision
  • Professionshøjskolen Absalon, Campus Slagelse
  • Sdr.Stationsvej 30, 4200 Slagelse
Vi søger en dynamisk økonomipartner (controller) til budget- og økonomistyring.

Absalon har brug for dig, der har en stærk økonomiprofil kombineret med et stort drive og en naturlig tilgang til at inddrage organisationen i økonomistyringen.

Absalon er en professionshøjskole i vækst med et strategisk fokus på at udbyde professionsuddannelser, der mærkes i hele Region Sjælland. Du bliver en del af økonomiafdelingen, hvor dine nærmeste kolleger er økonomipartnergruppen, somarbejder med tværgående økonomi- og virksomhedsstyring gennem budget, opfølgning på budgetter, controlling og rapportering. Økonomiafdelingen har også ansvar for Absalons samlede økonomistyring, for procedurer og forretningsgange, regnskab, projektøkonomi samt for Absalons økonomisystemer.

Økonomiafdelingens energiske ledelsesteam har sat en fælles retning: ”Et sammenhængende økonomioverblik”. Der er igangsat en større omorganisering af måden, der arbejdes på i Økonomiafdelingen - hele organisationen er inddraget og bakker op. Processen er i gang, men du kommer også til at sætte dit aftryk på din rolle, måden vi arbejder på og samarbejdet med organisationen.

Din profil
Ud over at bidrage til ovenstående udvikling og retning, forventer vi, at du kan se dig selv i følgende:

Du trives i en større organisation med mange samarbejdsflader. Værdien af tværgående samarbejde er tydelig for dig, og du insisterer på at inddrage relevant viden i et hvert samarbejde. Du er dygtig til at skabe gode relationer og netværk og bruger dem flittigt.

Du får energi af at være en del af et team. Du ved, at fire øjne ser bedre end to og bruger naturligt dine kolleger til videndeling og sparring. Det betyder noget for dig at lykkes sammen med andre.

Du tør prøve nyt, er nysgerrig og trives i et dynamisk miljø, hvor ikke to dage er ens. Du motiveres af at deltage i optimering af processer, materialer og kommunikation med vores samarbejdspartnere, og sikre samspil med de øvrige økonomipartnere. At kunne omsætte din økonomifaglighed til et sprog, der kan forstås af alle, prioriterer du højt.

Du har en stærk økonomiprofil og du har erfaring med afstemninger, budgetlægning og controlling. Stærke Excel-kundskaber vil hjælpe dig godt på vej. Det vil være en fordel, hvis du kender til Navision Stat, Statens Budget System og PowerBI, ellers sørger vi for oplæring.

Derudover forventer vi, at du:
  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund

Dine arbejdsopgaver
Du kan se frem til at skulle løse følgende opgaver:

Økonomistyring. Du bliver en del af et eller flere centerteams, hvor du i samarbejde med dine kolleger skal assistere ledere og chefer med løbende budgetopfølgning, budgetlægning og analyser – inden for vores forskellige økonomier: Grunduddannelse, efter- og videreuddannelse, forskning og udvikling samt indtægtsdækket virksomhed. Som økonomipartner er det dig, der har kontakten til chefer og ledere. I jobbet ligger også forskellige økonomiske afstemninger og indarbejdelse af budgetter i vores systemer.

Indsigt i regler og rammer for offentlige institutioners økonomi. Du finder det naturligt at sætte dig ind i nye regler og sikre compliance. Du kan bl.a. komme til at arbejde med regelsættet for uddannelsesinstitutioner, aktivitetsbaserede tilskud samt statslige byggerier og ejendomme.

Udviklingsopgaver og analyser vil der være rig mulighed for løbende at være en del af. Vi er i fuld gang med at systemunderstøtte vores økonomistyring, og vi er blevet beriget med en ny reform, der kræver nye beregninger, modeller og analyser, hvilket du selvfølgelig vil blive en del af.

Dine kolleger
Du bliver en aktiv og bidragende del af økonomiafdelingen bestående af 26 medarbejdere. Vi har i fællesskab ansvar for at levere god drift, arbejde med løbende optimering af vores processer og udvikle økonomifunktionen til en værdiskabende nøglefunktion på Absalon på tværs af de økonomiske hovedområder.

Vi har et uformelt arbejdsmiljø med god omgangstone, faglig sparring og omsorg for hinanden. Som kolleger er vi dygtige, søde og sjove og ud over at være hårdtarbejdende, finder vi også tid til at være sociale sammen.

Du får arbejdsplads på Campus Slagelse, helt tæt på stationen. Her arbejder vi i flotte rammer med smuk udsigt ud over byen. Vi tilbyder lækker kantine, motionsrum, en aktiv personaleforening og mulighed for hjemmearbejde.

Sådan ansøger du
  • Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område. For en ansøger med de rette kompetencer vil der være mulighed for ansættelse som specialkonsulent afhængig af faglige kompetencer og erfaringer inden for stillingernes område.
  • Stillingen er på fuld tid, og vi vil gerne have, at du begynder den 1. august 2025, eller snarest muligt
  • Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, kan du kontakte budget- og regnskabschef Carina Vincent på telefon 72 48 21 26.
  • Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her (https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger) eller ved at klikke på ”Søg stillingen” til højre på denne side senest den 28. maj 2025.
  • Vi forventer at holde 1. og 2. samtaler i ugerne 23 og 24, men vil også indkalde løbende

Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.

Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.

Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.


Log ind