Vil du være en del af et kontor, som er helt centralt i varetagelsen af Danmarks interesser på det økonomiske område i EU og globalt? Og kunne du tænke dig at komme helt tæt på arbejdet med at varetage et dansk EU-formandskab? Det kan du få muligheden for som student i Økonomiministeriets kontor for EU og International Økonomi.
Om stillingen Jobbet som student i kontoret for EU og International Økonomi giver et unikt indblik i en række store emner på den internationale økonomiske dagsorden. Du vil blive tæt knyttet til et stærkt økonomisk team, der arbejder for Danmarks interesser på det økonomiske og finansielle område i EU, IMF og andre internationale fora, og du får mulighed for at komme helt ind i det politiske maskinrum under det danske EU-formandskab. I kontoret vil du skulle bidrage til arbejdet med at fremme danske interesser i det internationale økonomiske og finansielle samarbejde samt understøtte sammenhængen mellem internationale drøftelser og dansk økonomisk politik. Et væsentligt omdrejningspunkt for afdelingen og din kommende stilling er møderne i Rådet af EU's økonomi- og finansministre (ECOFIN).
Dine opgaver vil omfatte bidrag til notater, lettere analyse- og skriveopgaver samt indsamling, behandling og præsentation af informationer og nøgletal. Samtidig skal du have mod på at påtage dig løbende ad hoc opgaver.
Om os Du vil blive en del af et spændende miljø med en uformel kultur, udfordrende opgaver og en alsidig hverdag, som er præget af et stort engagement og høj faglighed.
Kontoret for EU og international økonomi består af 10 AC-medarbejdere, to udsendte medarbejder i Bruxelles, tre studentermedhjælpere, en souschef og en kontorchef.
Kontoret varetager Økonomiministeriets opgaver i forbindelse med internationalt økonomisk samarbejde, herunder varetagelsen af Danmarks formandsrolle i Rådet af EU's økonomi- og finansministre (ECOFIN) under det danske EU-formandskab. Kontorets ansvarsområde omfatter bl.a. EU’s finanspolitiske samarbejde (herunder Stabilitets- og Vækstpagten), EU’s samarbejde om strukturpolitik, skattepolitik (herunder bekæmpelse af skatteundgåelse), finansiel regulering (herunder bankunionen) samt EU’s Økonomiske og Monetære union. Kontoret arbejder også med globalt økonomisk samarbejde i bl.a. IMF samt med det nordiske økonomiske samarbejde. Under EU-formandskabet har kontoret ansvaret for at varetage dansk deltagelse på vegne af EU i det økonomiske samarbejde i G20, som bl.a. indebærer, at kontoret skal stå for at forberede økonomiministerens deltagelse i G20-møder for finansministre og centralbankchefer.
Om dig Det er vigtigt for os, at:
- Du har en stor interesse for international økonomi og EU.
- Du er analytisk og fagligt dygtig.
- Du har lyst til at lære og går engageret til dit arbejde.
- Du har gode samarbejdsevner.
- Du er selvstændig, grundig og ansvarsfuld i din tilgang til dine arbejdsopgaver.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du allerede har kendskab til det økonomiske samarbejde i EU, finansielle markeder og internationale makroøkonomiske forhold.
Vi forestiller os, at du er studerende på en samfundsøkonomisk uddannelse (polit., oecon. e.l.), og som minimum har gennemført første årsprøve, men stadig har noget tid tilbage på studiet.
Ansættelsesvilkår Stillingen er på 15 timer om ugen i gennemsnit med mulighed for fleksibilitet i eksamensperioder. Tilsammen vil kontorets studenter skulle dække alle ugens dage.
Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på rette niveau og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte, specialkonsulent, Christian Kirkegaard Nielsen (chrni@oem.dk, tlf. 2543 9896), eller specialkonsulent, Søren Friis (sofri@oem.dk, tlf. 23843136).
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 26. juni 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 26 og 27, men kan også indkalde til samtaler løbende. Vi håber at kunne byde vores nye kollegaer velkommen i august 2025.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.