Har du lyst til at fortælle om Roskilde Kommunes små og store historier, formidle visionerne for byens udvikling og styrke Roskildes position som en attraktiv kommune i vækst? Så er du måske vores nye kommunikationskollega på Roskilde Rådhus. Roskilde Kommune er en ambitiøs kommune i vækst med stærke visioner for fremtiden, som kalder på stærk og tydelig kommunikation. Vi mangler lige nu en skarp, dedikeret og handlekraftig kommunikationskonsulent til kommunikationsteamet i Roskilde Kommune, som vil indgå i et stærkt, fagligt fællesskab.
Jobbet Vi søger en kollega med en kommunikationsfaglig baggrund og et skarpt blik, som kan være med til at rådgive og styrke kommunikationen i kommunen. Kommunens velfærdsområder er under forandring, og det kræver kommunikation af høj kvalitet til borgere, samarbejdspartnere, medarbejdere og ledere. Du får til opgave både at producere indhold og rådgive om gode kommunikationsløsninger, fx når vi skal tilrettelægge kommunikationen for kommunens store udviklings-og omstillingsprojekter i visionen
’Velfærd skaber vi sammen’. Eller når vi skal fortælle omverdenen om, hvor dejligt der er at leve, bo og studere i Roskilde under vores
’Alle Tiders Roskilde’ brand.
Du vil blive en del af Kommunikationsafsnittet, som er centralt placeret på Rådhuset i Roskilde. Her driver og udvikler vi i fællesskab kommunens interne og eksterne kommunikationsindsatser.
Dit job i Kommunikation vil blandt andet bestå i at:
- Rådgive om kommunikationsindsatser, hvor faglige projekter skal omsættes til god, nærværende og forståelig kommunikation for borgere og interessenter.
- Være lead på kommunikationsindsatser, og tage processerne fra A-Z med gode resultater; fra opstart, planlægning og eksekvering.
- Udarbejde kommunikationsstrategier, kommunikationsplaner, og måske på sigt prøve kræfter med pressearbejdet, hvor der skal skrives pressemeddelelser, nyheder, interviewforberedelser, taler, beredskaber m.m.
- Samarbejde med mange slags fagligheder, hvor du skal navigere i et politisk landskab med mange interessenter og samarbejdspartnere.
Du - Har en relevant videregående uddannelse inden for journalistik eller kommunikation.
- Du må gerne være nyuddannet, men også gerne et par års erfaring med strategisk kommunikationsrådgivning, og ift. at tilrettelægge interne og eksterne kommunikationsindsatser og udarbejde kommunikationsplaner.
- Du føler dig hjemme ift. at skrive gode tekster og udarbejde forskellige kommunikationsmaterialer.
- Du har gerne erfaring med kommunikationsarbejde fra en lignende politisk organisation.
- Er detailorienteret, systematisk og sætter en ære i at levere produkter af høj kvalitet og til rette tid.
- Har et højt energiniveau og byder ind med ideer og nye vinkler på opgaver i teamet.
- Er en god kollega, som er med på, at vi også skal have det sjovt, mens vi passer vores arbejde.
Os I kommunikationsafdelingen får du 9 tætte kolleger. Her arbejder vi med alt fra pressearbejde, SoMe, web, intern og ekstern kommunikation, borgermøder, borgerinddragelse, taler og kommunikation til events, design og kampagner. Vi har en uformel tone, passer godt på hinanden og hvor tempoet ofte godt kan gå hurtigt.
Vi er her, fordi god kommunikation gør en forskel, og vi har altid ambitioner på egne og andres vegne. Og vi har god balance mellem arbejde og privatliv. Du får en fast makker i kommunikationsteamet, som hjælper dig godt i gang, og som løbende bidrager med strategisk overblik og hjælp til planlægning af opgaverne.
Det praktiske Stillingen er fuld tid med løn, pension og ansættelse i henhold til gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelse indhentes der straffeattest og referencer.
Kontakt Hvis du vil vide mere om jobbet, dine muligheder og vores forventninger til dig, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Simon Kærup på 23 32 00 49.
Ansøgningsfrist 29.4.25 kl. 23:59