Nord Energi Net A/S søger snarest en koblingsleder til Drift- og Målerservice

fuldtid
Nord Energi Net A/S søger snarest en koblingsleder til Drift- og Målerservice
  • NORD ENERGI NET A/S
  • Ørstedsvej 2, 9800 Hjørring

En af vores kolleger har fået en ny rolle internt i organisationen, og vi har derfor brug for en ny kollega.

Kan du holde hovedet koldt og bevare overblikket, også når vigtige beslutninger skal træffes på kort tid? Er du robust, og vil du være med til at opretholde den høje person- og leveringssikkerhed inden for elområdet? Så læs med her.

Om jobbet 

Vores kontrolrum bliver din primære arbejdsplads, hvor du bliver en del af et team på 9 medarbejdere med fokus på et godt samarbejde, høj faglighed og god kundeservice. Vi arbejder målrettet og struktureret for, at netkunderne har strøm i stikkontakten 24/7 og så kortvarig afbrydelse som muligt ved vedligeholdelse og driftsforstyrrelser. 

I tæt samarbejde med en kollega vil du få en central rolle i at overvåge og koble i elnettet i vores forsyningsområde, der dækker store dele af Vendsyssel. Hos os er sikkerhed altid i højsædet, og her er du en vigtig brik. En af dine opgaver er altid at sikre, at vores koblingssystem afspejler virkeligheden, og at vores kolleger ude på arbejdsstedet arbejder på spændingsløse anlæg.  

Du vil besvare kundehenvendelser fra forbrugere, der oplever afbrydelser eller andre driftsforstyrrelser. Fra vores kontrolrum adviserer vi også forbrugerne ved planlagte og uforudsete afbrydelser. 

Udover arbejdet fra kontrolrummet er der opgaver af mere administrativ karakter, hvor du også selv vil have mulighed for at præge indholdet i jobbet afhængig af dine erfaringer og interesser. 

På sigt bliver du en del af vores vagtordning, hvor du har vagten hver 6. uge. 

Om dig 

Vi forestiller os, at du har en elteknisk baggrund, men det er ikke afgørende, da vi sørger for grundig oplæring. Måske har du kendskab til elforsyning, SCADA styring eller lignende. Det er vigtigt, at du er robust og handlekraftig, når situationen kræver det. Du kan holde hovedet koldt, også når der opstår fejl, og når der skal træffes hurtige beslutninger. 

Du er dedikeret og ansvarsbevidst i dit arbejde og trives i et samarbejdsorienteret miljø, hvor du er i tæt dialog med kollegaer på kontoret, og dem der arbejder i marken. Det er en fordel, hvis du er kendt i vores forsyningsområde. 

Vi lægger stor vægt på, at du er skarp i både skriftlig og mundtlig kommunikation og kan tilpasse din stil til situationen og modtageren. Med din evne til at kommunikere konstruktivt og diplomatisk bidrager du til at formidle budskaber klart og præcist, samtidig med at du bevarer en venlig og professionel tone. 

Det er en forudsætning for jobbet, at du kan skelne mellem farver, da arbejdet indebærer brug af farvekodede systemer. Derudover har du flair for tal og IT.

Om Nord Energi

Nord Energi Net - en del af Nord Energi-koncernen, er det lokale infrastrukturselskab, der dækker størstedelen af Vendsyssel. Vi spiller en aktiv rolle i den digitale og grønne omstilling ved at sikre drift, vedligeholdelse og udbygning af både fibernet og elnet – i dag og for fremtidige generationer.  

Vores vision er: Dit, mit og vores Nord Energi – infrastruktur til lokal vækst, udvikling og grøn omstilling. Som forbrugerejet virksomhed vil vi skabe værdi for vores andelshavere og vores lokalområde. 

Organisationsstrukturen hos Nord Energi er flad og omgangstonen uformel. Vi vil være en ordentlig arbejdsplads, hvor vi passer på hinanden og har en god balance mellem arbejde og fritid/familieliv. Tilgangen til arbejdsopgaverne og relationen til vores kunder og samarbejdspartnere er bl.a. kendetegnet ved, at vi gør os umage og hjælper hinanden i mål. 

Flere af vores medarbejdere har været hos os i mange år, og du bliver en del af et stærkt fællesskab. 

Vi tilbyder en række medarbejdergoder, herunder pensionsordning, sundhedsforsikring, kantineordning, medarbejderbredbånd og medarbejdermobil.

Vil du være med på holdet? 

Send din ansøgning med relevante bilag til job@nordenergi.dk 
Skriv i emnefeltet, at du søger stillingen som koblingsleder. 

Ansøgningsfristen er den 21. april 2025, og vi afholder samtaler i slutningen af april. 

Er du interesseret i at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Thomas Bukdahl Mortensen. 

Læs mere om os på: https://nordenerginet.dk/ og /information/jobs/

Log ind