Nationalt Genom Center søger en stærk generalist med interesse for internationalt samarbejde, personlig medicin og sundhedsøkonomi

fuldtid
Nationalt Genom Center søger en stærk generalist med interesse for internationalt samarbejde, personlig medicin og sundhedsøkonomi
  • Nationalt Genom Center
  • Ørestads Boulevard . 5, 2300 København S.
Vil du være med til at sætte retning for den internationale dagsorden inden for personlig medicin? Har du kendskab til sundhedsøkonomi? Og trives du med at koordinere komplekse samarbejder og omsætte faglig viden til konkrete løsninger? Så er det måske dig, vi leder efter.

Om Nationalt Genom Center
Vi er en styrelse under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som har ansvar for at drive og udvikle en sikker national infrastruktur i sundhedsvæsenet, som understøtter, at læger og forskere ved hjælp af viden om patienters gener, ny teknologi og anden viden kan udvikle målrettet behandling. Fra den 1. juli 2025 bliver vi et center i Sundhedsdatastyrelsen.

Du kan finde mere information om Nationalt Genom Center her: www.ngc.dk

Din hverdag hos os
Du bliver en del af sektionen Sundhed, forskning og internationale relationer, hvor du refererer til Lene Cividanes. Her vil du spille en central rolle i at understøtte og drive internationale projekter – både bilaterale og i EU-regi – med fokus på personlig medicin og relateret infrastruktur.

Det internationale samarbejde er ofte præget af mange fagligheder og interesser. Derfor bliver en vigtig del af din rolle at koordinere og facilitere samarbejde på tværs af aktører – nationalt såvel som internationalt – inden for politik, sundhed, bioinformatik, jura, sundhedsøkonomi m.m. Du skal derfor kunne navigere sikkert i dette krydsfelt og omsætte input til løsninger, der kan anvendes i praksis.

Som en del af stillingen vil du også få ansvar for en række sekretariatsopgaver i relation til betjeningen af vores internationale advisory board, arbejdsgrupper, bidrag til lovgivningsarbejde og henvendelser fra departementet. Desuden vil der løbende være drifts- og udviklingsopgaver af forskellig karakter og omfang, som du skal bistå med at løfte.

Der er således tale om en akademisk stilling, hvor opgaverne er mange og forskelligartede, hvor tempoet til tider er højt og arbejdsopgaverne komplekse. Til gengæld er der plads til at sætte sit præg på opgaverne og faglig sparring prioriteres højt.

Dine primære arbejdsopgaver:

  • Dialog og samarbejde med internationale partnere og interessenter
  • Sekretariatsbetjening af det danske engagement i projektet Genomic Data Infrastructure
  • Hjælpe med at drive arbejdet med sundhedsøkonomi i Nationalt Genom Centers engagement i projektet B1MGplus
  • Koordinering af forskningsrelaterede aktiviteter internt og med øvrige styrelser
  • Deltagelse i internationale arbejdsgrupper og fremme danske interesser
  • Sekretariatsbetjene Nationalt Genom Centers Internationale advisory board
  • Besvarelse af henvendelser og opgaver fra Sundhedsministeriets departement
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Vi søger en relativt nyuddannet generalist – fx cand.scient.san., cand.scien.pol. eller cand.polit. – med viden om sundhedsøkonomi og interesse for personlig medicin. Du kan også have en helt frisk ph.d. eller et par års erfaring fra fx en offentlig myndighed, sundhedsvæsnet eller en forskningsinstitution.

Det er en fordel, hvis du har:

  • Interesse for – og gerne erfaring med – internationalt samarbejde
  • Kendskab til sundhedsøkonomiske metoder og analyser
  • Erfaring med sekretariatsbetjening/administrativt arbejde
  • Erfaring med projektarbejde
  • Viden om genetik, sundhedsforskning, life science og/eller det danske sundhedsvæsen
Som person er du nysgerrig, selvstændig og struktureret. Du har stærke analytiske evner og kan opsøge, forstå og formidle komplekse emner klart og forståeligt – både skriftligt og mundtligt - på dansk og engelsk. Herudover skal du trives i en hverdag med højt tempo og stor variation i opgaverne.

Da vi er en styrelse i forandring, vil det være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde struktureret i et omskifteligt miljø og kan drive forandringsprocesser sikkert til dørs. Du skal være god til at fokusere på muligheder og løsninger frem for udfordringer. Og vigtigst af alt: Du er samarbejdsorienteret og imødekommende både i dine interne relationer og i dialogen med forskelligartede eksterne aktører såvel nationalt som internationalt. Altafgørende for din succes i stillingen er dog interessen for at lære nyt.

Sidst men ikke mindst vil en portion godt humør og god energi blive vægtet højt, da vi er et center med såvel højt humør som tempo.

Vi tilbyder
Et inspirerende, afvekslende og motiverende job i et center under forandring med dygtige og engagerede kollegaer. Du får en vigtig rolle i et område med stor politisk og faglig bevågenhed. I tæt samarbejde med dine kolleger og mange eksterne samarbejdspartnere – vil du bidrage til at genere ny viden, der har potentiale til at gøre en afgørende forskel for patienterne.

Stillingen er placeret i en sektion med høj faglighed, stærkt sammenhold og højt humør. Du får en bred kontaktflade til både direktør og kolleger i styrelsen, det øvrige ministerområde og eksterne samarbejdspartnere. Du vil få rig mulighed for både faglig og personlig udvikling – og for at præge dine egne opgaver.

Om ansættelsen
Du bliver ansat som fuldmægtig og efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Der er tale om en varig stilling, der i udgangspunktet er på fuld tid.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til Lene Cividanes på tlf. 2182 9219 (send gerne en sms, så ringer Lene tilbage).

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.

Første samtale forventes afholdt 16 -17. juni og anden samtale 24. juni. Der vil være en lille opgave, der skal løses imellem første og anden samtale.

Log ind