Din Sociale Indgang søger to nye medarbejdere, som skal arbejde med udsatte københavnere. Vi søger
- en medarbejder til Helhedsorienteret Indsats på Vesterbro til en midlertidig stilling med start den 1. marts 2026 til den 31. december 2028
- en medarbejder til Helhedsorienteret Indsats for udsatte med grønlandsk baggrund til en fastansættelse
Fælles for stillingerne Du bliver ansat som myndighedskoordinator med et lavere caseload. Din opgave er sagsbehandling ift. servicelovens voksenparagraffer, og indsatsen er opsøgende, udgående og håndholdt, fordi det er det, der skal til, for at vi kan lykkes med hjælpen til de mest udsatte borgere. Du har fokus på afklaring og udredning af borgenes støttebehov, helhedsorienteret koordinering af relevante indsatser og at hjælpe med at finde det bedst mulige sted i livet for den enkelte borger. Opgaven er at brobygge til andre indsatser samt at sagsbehandle på servicelovens voksenparagraffer for målgruppen. I UPA 3 arbejder vi ud fra principperne i housing first og recovery i samarbejdet med borgeren.
Hos os får du en fleksibel og dynamisk hverdag med mulighed for at planlægge din arbejdsdag. Du bliver en del af et bredt socialfagligt miljø med rum for faglig sparring med dine kollegaer samt supervision.
Stillingen i Helhedsorienteret Indsats på Vesterbro I stillingen i Helhedsorienteret Indsats skal du som myndighedskoordinator opsøge og etablere kontakt til borgeren og understøtte den stabiliserende hjælp på gaden ift. økonomi, basal sundhed, misbrug og psykiatrisk og somatisk behandling. Den koordinerende og helhedsorienterede indsats skal også understøtte, at borgeren får en bedre tilværelse i egen bolig og kan fastholdes i hjælpesystemet og dermed undgå yderligere social- og sundhedsmæssig deroute. I stillingen i Helhedsorienteret Indsats på Vesterbro vil borgeren opholde sig primært på Vesterbro.
Stillingen i Helhedsorienteret Indsat for udsatte med grønlandsk baggrund I stillingen skal du tilbyde rådgivning og vejledning samt relevant sagsbehandling i kendte og trygge rammer på relevante civilssamfundstilbud. Formålet er at gøre hjælpen mere tilgængelig og forebygge senere behov for mere omfattende indsatser i Socialforvaltningen. Det vil være en fordel for opgaven, hvis du behersker det grønlandske sprog og har kendskab til grønlandsk kultur.
Hvem drømmer vi om, du er? Borgerne har brug for dig, som har stærke relationelle kompetencer og erfaring med myndighedsarbejde samt kendskab til arbejdet med borgere i udsathed. Du skal trives med høj grad af selvstændighed i en omskiftelig hverdag, der det meste af tiden foregår ude hos borgerne på herberger, gaden mv. Dine kollegaer oplever jobbet som meningsfyldt, og du får al den opbakning, du har brug for – fagligt som kollegialt.
Du er en fantastisk teamplayer, der forstår at spille borgere, kollegaer og ledere gode. Du forstår at være medskabende til et godt arbejdsmiljø og er drevet af en faglig stolthed. Vi investerer gerne en masse i dig fagligt og personligt og til gengæld forventer vi, at du er motiveret og engagereret i vores fælles arbejdsplads.
Du har en socialfaglig uddannelse (socialrådgiver, socialformidler eller lignende), og du har erfaring med sagsbehandling og kendskab til målgrupperne.
UNG UPA 3 UPA 3 består af 16 medarbejdere fordelt i seks forskellige indsatser – Fællesteamet, Udsatteteamet, Helhedsorienteret Indsats på Vesterbro, helhedsorienteret indsats for udsatte med grønlandsk baggrund, Fremskudt indsats på civilsamfundstilbud til grønlændere i socialt udsatte positioner og fremskudt indsats for fordrevne ukrainere. UPA 3 løser også opgaver for voksne over 30 år.
Vi er en flok fagligt dygtige, engagerede, humoristiske og meget forskellige medarbejdere, der dog tilsammen har det fælles mål, at vi brænder for, at byens allermest udsatte får den støtte, hjælp og vejledning, de har krav på/behov for.
Ansættelsesvilkår Begge stillinger er med en arbejdstid på 37 timer pr. uge med tiltrædelse gerne den 1. marts 2026. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK-overenskomst for administration og IT. Dit arbejdssted bliver Borups Allé 43, 2200 København N.
Vil du vide mere? Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Louise West Carlsen på 23 84 27 55 eller myndighedskoordinator Jannie Ea på 29 11 02 88.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest torsdag den 22. januar 2026 Samtaler forventes at afholdes i uge 5 i Telehuset, Borups Allé 43, København N.