Vil du være med til at videreudvikle et fantastisk kontor inden for policy og compliance på sikkerhedsområdet i den mest spændende it-organisation i staten? Har du erfaring med teamleder- eller souschefopgaver? Brænder du for at skabe resultater og sikre høj trivsel? Så er du måske vores nye kollega til Leverandørtilsyn og Compliance i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Bliv en del af et stærkt fagligt og socialt miljø inden for informationssikkerhed Du bliver ansat i kontoret Leverandørtilsyn og Compliance i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Vores kontor sætter politikker og krav for informationssikkerhed i Skatteministeriets koncern, og varetager vi compliance og leverandørtilsyn. Vi er 14 kolleger i kontoret fordelt på to teams for hhv. Compliance og Leverandørtilsyn.
Grundet det høje ledelsesspænd i kontoret søger vi en person med erfaring med compliance og/eller it-revision, som kan varetage souscheffunktionen for hele kontoret.
Complianceteamet varetager udarbejdelse og vedligehold af koncernens politikker og retningslinjer for sikkerhed med udgangspunkt i ISO27001. Teamet varetager også løbende gennemførsel af compliance-målinger for at vurdere regelefterlevelsen. Der rapporteres til topledelsen herunder de øvrige styrelser.
Leverandørtilsynsteamet varetager primært udarbejdelse og vedligehold af koncernens standardsikkerhedsbilag samt indhenter revisorerklæringer for applikationskontroller, generelle it-kontroller samt erklæringer for databeskyttelsesområdet og rapporterer på disse aktiviteter til topledelsen, departementet og Rigsrevisionen.
Dine opgaver bliver: - Personaleledelse af kontorets medarbejdere, hvor du ser som din fornemmeste opgave at sikre trivsel og udvikling af det enkelte menneske
- Ledelse af kontoret samlet set, hvor du fokuserer på fortsat at udvikle holdånden og en kultur, hvor vi hjælper og støtter hinanden
- Operationel ledelse, hvor du sikrer, at kontorets opgaver bliver planlagt, fordelt, prioriteret og eksekveret
- Faglig ledelse, hvor du giver faglig sparring og hjælper med kvalitetssikring af de to teams leverancer
Du vil indgå i kontorets ledelsesteam som på nuværende tidspunkt består af den kommende souschef og kontorchefen.
Ledelse med fokus på resultater og trivsel Vi forestiller os, at du har en uddannelse og erhvervsmæssig baggrund inden for it eller jura. Du har erfaring med ledelse, formelt eller uformelt, fx som teamleder eller souschef. Det vil være et stort plus, men ikke et krav, hvis du har erfaring inden for en statslig myndighed eller en politisk styret organisation.
Uanset din faglige baggrund ønsker vi, at du:
- kan skabe motivation og være en rollemodel for andre
- er struktureret og har fokus på god planlægning på kort og lang sigt
- kan sikre prioritering blandt mange opgaver i hverdagen for dit team, således at kapacitet og opgaver hænger sammen
- er en dygtig kommunikator, både skriftligt og mundtligt, og i stand til at håndtere og kommunikere med en bred vifte af interessenter
- er en god kollega med et positivt sind, der vægter det sociale og relationerne højt og bidrager til en glad og sjov stemning på kontoret
Fleksibilitet og gode arbejdsforhold Vi tilbyder gode arbejdsforhold og stor fleksibilitet i en ofte travl hverdag. Vi lægger stor vægt på selvstændighed i vores opgaveløsning og kombinerer det med et tværgående samarbejde og særdeles godt kollegaskab. Vi har fokus på at fastholde vores høje trivselsmålinger i kontoret, herunder sikre og styrke vores gode kollegaskab og balancen mellem arbejdsliv og privatliv.
Kontakt og ansættelsesvilkår Send din ansøgning sammen med CV og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg stillingen” senest den 29. juli 2025. Samtaler afholdes efter fristen, og der vil blive gennemført case i forbindelse med anden samtale.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorcheferne Anne-Hedvig Olsen på telefon 72376541 eller Christian Gehler på telefon 72373156.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Inden ansættelse vil der blive indhentet straffeattest, samt reference.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.