Miljøstyrelsen søger kontorchef til Klimatilpasning Vil du være med til at klimasikre Danmark? Er du en synlig leder? Har du et skarpt blik for udvikling af opgaveløsning og medarbejdere? Er du god til at sætte retning? Kan du sikre, at strategier og planer omsættes til holdbare resultater? Sørger du for effektive processer? Har du statslig erfaring? Kan du svare ”ja” til det, så har vi en attraktiv kontorchefstilling – og arbejdsplads!
Miljøstyrelsen Miljøstyrelsen er en del af Miljø- og Ligestillingsministeriet og myndighed på miljø-, kyst- og havnaturområdet. Vores kerneopgave er at omsætte lovgivning til virkelighed, og målsætningen er at balancere hensynene til både beskyttelse og benyttelse.
Vi er ca. 800 kolleger i hele Danmark og har hovedkontor i Odense. I Miljøstyrelsen skaber vi fagligt funderet og proaktivt helhedsorienterede løsninger i samspil med omverdenen. Vi arbejder for Rent vand og Rig havnatur, Robust klimatilpasning, Sikker kemi, Grøn produktion og Cirkulær økonomi.
Klimatilpasning Den stigende bevidsthed i samfundet om konsekvenserne af klimaændringer medvirker i disse år til øget fokus politisk og i samfundet som helhed på alle aspekter af kystbeskyttelse og klimatilpasning. Afbødning af konsekvenserne og tilpasning af samfundet til fremtidens klima med mere vand fra alle sider er en fællesnævner for enhedens arbejde og udvikling.
Du bliver en del af et ledelsesteam i to enheder i Center for Klimatilpasning, der arbejder med alle elementer af klimasikring. De to enheder ledes af hver sin kontorchef, og i enheden Klimatilpasning er der yderligere to ledere af hvert sit team med reference til dig. Vi lægger vægt på samarbejde på tværs af centerets mange fagligheder og på tværs af to adresser, dels den del der er placeret i Kystdirektoratet, der ligger i Lemvig og i Miljøstyrelsens hovedkontor i Odense. Du får udgangspunkt i Odense. I Center for Klimatilpasning er den helt store opgave implementering og udvikling af fagligt solide bidrag til regeringens klimatilpasningsplaner. En særlig opgave i efteråret bliver at bygge en implementeringsorganisation op i samarbejde med centrets anden enhed til den kommende klimatilpasningsplan. Desuden bliver et fokus, at understøtte implementeringen af ny lovgivning for håndtering af terrænnært grundvand i kollektive løsninger, samt eksisterende regler for håndtering af tag- og overfladevand, hvor der er stort fokus på, at understøtte kommuner og forsyningsselskaber med faglig vejledning til deres opgaver. Opgaverne omfatter også formidling af behov for muligheder for klimatilpasning, herunder via en fælles offentlig portal klimatilpasning.dk, digitale platforme og andre vejledningsindsatser såsom undervisning mv. Derudover får du ansvaret for EU's oversvømmelsesdirektiv samt Danmarks repræsentation i tilhørende arbejdsgruppe.
Klimatilpasning i Danmark kræver et solidt datagrundlag. Det datagrundlag sidder Miljøstyrelsen i spidsen for at koordinere samarbejdet på tværs af relevante styrelser og ministerier. Du bliver ansvarlig for at drive indsatsen og samarbejdet på tværs.
Kompetenceprofil Vi forestiller os, at du har en uddannelse på kandidatniveau og erfaring med ledelse af myndighedsopgaver og forvaltning i en politisk styret organisation samt lyst og evne til at sætte sig ind i det brede spænd af faglige opgaver og i Miljøstyrelsen.
Vi er i en spændende udvikling i et komplekst felt med faglig dybde og bredde, som påkalder sig stor samfundsmæssig interesse, mange aktører og ditto forventninger.
Derfor vægter vi særlig højt, at du:
- Har stor forståelse for embedsmandsrollen, gerne i en statslig sammenhæng.
- Har ledelseserfaring og erfaring med at lede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde og kompetencer, og at du kan udøve ledelse af ledere.
- Har erfaring med forandringsledelse og interesserer dig for organisationsudvikling.
- Har forståelse og gerne erfaring med samarbejdet mellem styrelse og departement og kan ”skære en sag til”.
- Har blik for at indgå i samarbejdet på tværs i en styrelse, der er spredt på flere geografiske lokationer.
- Kan navigere kompetent og løsningsorienteret i spændingsfeltet mellem faglighed og politik.
- Kan samarbejde, indgå i og bidrage konstruktivt til processer i samspil med ledelse og medarbejdere samt med departement og øvrige samarbejdspartnere.
- Har helhedssyn og tager ansvar for helheden.
Du sætter retning og mål, følger op og tænker nyt. Du er delegerende, engagerende og udvikler dine medarbejdere.
Vi tilbyder Enhedens opgaver er alsidige og rummer spændende faglige og ledelsesmæssige udfordringer. Du er som kontorchef med til at sætte retningen på væsentlige dele af vores opgaveportefølje og indgår som aktiv medspiller i chefkredsen. Der er tale om et attraktivt chefjob i en dynamisk organisation med højt fagligt niveau, stort engagement og i tæt samspil såvel med interne som eksterne samarbejdspartnere og aktører.
Ansættelsen sker på åremålsvilkår og i henhold til ”Rammeaftale om kontraktansættelser af chefer i staten” med en grundløn efter løngruppe 1 på kr. 659.340 årligt i aktuelt niveau (april 2025). Ud over grundlønnen kommer individuelt tillæg, åremålstillæg, pensionsordning og engangsvederlag efter indsats og resultater.
Er du tjenestemand i forvejen, kan ansættelse ske på tjenestemandsvilkår i lønramme 37. For tjenestemænd stiles ansøgningen til Kongen.
Ansættelsesområdet for kontraktansatte chefer er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du ansættes som tjenestemand er ansættelsesområdet Miljøstyrelsen. Tjenestestedet er Miljøstyrelsen, Tolderlundsvej 3, 5000 Odense C.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2025.
Flere oplysninger kan fås hos vicedirektør Anne E. Kamstrup på tlf. 61 62 77 19.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den
15. juni 2025.
Rekrutteringsprocessen består af to samtaler, den første samtale finder sted den 18. juni 2025 og anden samtale finder sted den 25. juni 2025. Der vil også være et profil- og testforløb med tilbagemeldingssamtale forventeligt 23. juni 2025.