Har du erfaring med anlægsprojekter og ønsker du at arbejde med komplekse miljø- og naturhensyn i Danmarks største infrastrukturprojekter? Så er du måske én af vores to nye kollegaer. Vejdirektoratet udvikler Danmarks vejinfrastruktur med omtanke og fokus på bæredygtighed. Det kræver dygtige medarbejdere, der kan balancere mobilitet, økonomi, miljø og trafiksikkerhed. Vi har masser af spændende opgaver og derfor søger vi lige nu to nye kolleger, der vil være med til at sikre, at natur- og miljøhensyn tænkes ind i Vejdirektoratets infrastrukturprojekter.
Infrastrukturplan 2035 betyder, at vi har mange projekter i Vejdirektoratet de kommende år. Veje skal anlægges, nye forbindelser etableres og der arbejdes med den grønne omstilling – både med bæredygtig jordhåndtering, hvor jorden så vidt muligt holdes i projektet, nedbringelse af CO2 ved anvendelse af råstoffer indvundet tæt på anlæggene eller ved anvendelse af affaldsprodukter. Vi arbejder også med at minimere påvirkningen af naturen ved etablering af f.eks. faunapassager og erstatningsnatur. Når der planlægges, projekteres og anlægges, skal vi sørge for, at infrastrukturprojekter ikke belaster naturen og miljøet omkring projekterne unødigt.
Om stillingen Vi søger to nye miljøingeniører, hvis kerneopgave vil være at tænke miljø- og naturhensyn ind i vores anlægsprojekter. Du er med i alle faser af infrastrukturprojekterne fra de tidligste miljøkonsekvensundersøgelser til asfalten lægges. De første opgaver du skal løse, vil primært være i udbuds- og anlægsfasen. Der er i alle opgaver tilknyttet en rådgiver.
Dine hovedopgaver vil bl.a. omfatte:
- Ansvarlig for miljø og natur i anlægsprojekter med bl.a. ansvar for myndighedsbehandling, miljøvurderinger, forureningsundersøgelser, jordhåndtering, naturhensyn, erstatningsnatur, bæredygtighed og input til udbud mm.
- Sikre nødvendige tilladelser og dispensationer på natur- og miljøområdet
- I projekterne vil du som miljø- og naturansvarlig være med i koordinering på tværs af fagdiscipliner, besigtigelser i felten og deltage på borger- og kommunemøder
- Myndighedskontakt i relation til store anlægsprojekter, styring af rådgivere, herunder tid og økonomi, kvalitetssikring og kontraktstyring
- Indgå i udviklingsprojekter af forskellig art
Din baggrund Du har en relevant uddannelse, f.eks. som ingeniør, geograf, geolog eller biolog. Vi forventer ikke, at du med din profil kan løse alle overstående opgaver og vi vil sikre, at der sker en god oplæring.
Derudover ser vi gerne, at du:
- har nogle års praktisk erfaring med miljø- og naturopgaver, f.eks. med bygge- og anlægsprojekter, jordhåndtering, prøvetagning, myndighedsarbejde eller andet
- har indblik i miljøvurderingsprocessen
- er skarp til kommunikation – både mundtligt og skriftligt
- har et stort engagement og gode samarbejdsevner
- motiveres af at få ansvar, er i stand til at prioritere i en alsidig hverdag og kan veksle mellem komplekse og simple opgaver
Velkommen til Vejplan- og Miljøafdelingen Du kommer til at arbejde i ’Miljøteam Større Anlæg’, som er en del af Vejplan- og Miljøafdelingen. Afdelingen står for planlægning af udbygning af statens veje (motorveje og større regionale veje) og andre infrastrukturprojekter. Det næste år sætter vi seks nye statsvejprojekter i gang. I teamet er vi 11 medarbejdere, som har en blandet baggrund som geologer, biologer og ingeniører. Vi arbejder tæt sammen omkring opgaverne og bruger hinanden som sparring, så man ikke kommer til at sidde alene med opgaverne.
Som arbejdsplads dækker Vejdirektoratet hele landet. Vejplan- og Miljøafdelingen består af ca. 44 medarbejdere. Miljøarbejdet er organiseret i to teams bestående af 20 personer, hvoraf ca. halvdelen arbejder i Skanderborg og den anden halvdel i København.
Arbejdsstedet for denne stilling er i Skanderborg eller København afhængig af, hvor du bor. Du skal regne med noget mødeaktivitet geografisk spredt rundt i landet, ligesom vi gør stor brug af virtuelle møder i vores projektarbejde.
Dine løn- og ansættelsesvilkår – mulighed for hjemmearbejdsdage Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende statslig overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg alt efter dine kvalifikationer.
Du bliver en del af en organisation, hvor fleksibilitet, kompetenceudvikling og arbejdsliv i balance står højt på dagsordenen. Der vil være mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage.
Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil blive ansat i Vejdirektoratet i Vejplan- og Miljøafdelingen.
Tjenestestedet bliver enten Thomas Helsteds Vej 11, 8660 Skanderborg eller Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal, 1577 København V. afhængig af din bopæl.
Hvis du vil vide mere om stillingen… … er du velkommen til at kontakte teamleder Pernille Kjærsgaard på tlf. nr. 51727989 / e-mail: pk2@vd.dk.
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.
Er du interesseret? Send din ansøgning og CV
senest 21. september 2025. Vi forventer at afholde samtaler i uge 39 og 40.
Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk.
Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, politisk anskuelse, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.