Mestrer du det relationelle håndværk? Vi søger dig til Bækkegården.

fuldtid
Mestrer du det relationelle håndværk? Vi søger dig til Bækkegården.
  • Egedal Kommune
  • Bækkegårds Plads 3, 3650 Ølstykke

Det er mig, der møder kl. 9 i dag. Jeg åbner døren ind til løvestuen, og jeg bliver mødt af store kram fra små venner. Nogle kravler ind i min favn, andre gør et par hop, mens vi smiler til hinanden. Jeg favner, aer, vi deler øjenkontakt og glæde. Børnene og jeg.

 

Vi har i efteråret åbnet vores nye stue, der er fuld af 16 dejlige, sjove og skønne børn i alderen to til tre år. Vi er to pædagoger, Katrine og Tani, samt medhjælpere Marina og Karoline. Vi og børnene mangler en tredje hjertevarm pædagog til kram, leg og latter. Karoline, der kender huset rigtig godt, er i vikariat, indtil vi finder netop den pædagog. Er det dig, der skal fuldende vores lille stueteam?

 

Hos os sætter vi en ære i at skabe lege og aktiviteter, der udvider børnenes verden. Vi giver plads til børnenes leg, men vi arbejder samtidig ud fra betydningen af, at vores guidning og aktive deltagelse er vigtig for børnenes relationer, leg og trivsel.

 

Vores fornemmeste opgave er at skabe et psykologisk trygt miljø for vores børn. Det betyder, at vi søger dig, der betragter det relationelle arbejde som et pædagogisk håndværk. Et relationelt håndværk, der afspejler sig i dit toneleje, i dit kropssprog, og i din måde at fortolke børnenes intentioner og adfærd på. Rettesnoren i vores pædagogiske arbejde er at være en tryg havn, hvorfra børnene får mod på at udforske fællesskab, relationer og den store verden. Sammen med os skal du vise dem omsorg, leg, venskab og glæden ved at være sammen om et fælles tredje. Vores kultur afspejler sig i deres kultur med hinanden. Vi søger derfor dig, der har et veludviklet lege-gen, let til latter og forstår, når situationer kalder på lange kram med børnenes følelser i fokus.

 

Vi sætter en ære i at trække hastigheden ud af nuet, vi tør dvæle og vægte processen. Vi anerkender også, når vi glemmer det, og sammen tager vi ansvar for et kollegaskab, hvor “fejl” giver anledning til at stille spørgsmål, undre os og justere os i vores arbejde.

 

Vi insisterer på at samle på stjernestunder: begejstringen ved at kunne lyne flyverdragten selv, et særligt blik i spejlet mellem to venner, grinene når tårnet bliver væltet for femte gang eller lettelsen over at sidemakkeren hjælper med at åbne ens madpakke. Vi mangler dig, der ser potentialerne i dem. Du skaber dem, du understøtter dem, og du finder glæde i at dele dem med børn, kollegaer og ikke mindst forældre.

 

Vi har stuemøder hver uge, hvor vi sammen har tid til at være i dialog om børnene. Her er plads til både stort og småt, men det vigtige er, at vi tager udgangspunkt i de behov, vi ser hos det enkelte barn og i det samlede fællesskab. Vi tør gå skridt tilbage og genbesøge beslutninger. Vores vigtigste fokus er, hvad vores børn kalder på. Vi er en del af et vuggestueteam med tre stuer, hvor vi arbejder på at kvalificere vores arbejdsgange og samarbejde på tværs. Dette både i kontinuerlige teammøder og i vores daglige samarbejde mellem stuerne.

Du vil arbejde under en ambitiøs ledelse, der har høje visioner for Bækkegården og som skaber gode rammer for, at vi kan lykkedes i vores pædagogiske arbejde.

Vi leder efter dig, der vil være medskaber i en hverdag, hvor vuggestuebørn langsomt bliver til børnehavebørn. Dette er et magisk og lærerigt sted, og vi har brug for dig, der har mod, hjerte og faglighed til at navigere i det. Hvert et børneskridt hos os skal mødes med tryghed, nysgerrighed, glæde og leg. Grib tastaturet og fortæl os om dine faglige visioner og ideer til netop dette overgangsarbejde med de 2-3 årige.

Vi har ikke travlt, og vi venter derfor gerne på den helt rigtige. Måske er det dig?

Venlig hilsen
Katrine, Marina og Tani

 

I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske

Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.

Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk

Løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst.

Der indhentes børne-og straffeattest.

Egedal kommune er en røgfri arbejdsplads.

 

Stillingskategori Pædagogisk personale i daginstitution, klub og skole

Arbejdsstedets adresse Bækkegårds Plads 3, 3650 Ølstykke

Ansættelsesvilkår Fastansættelse

Arbejdstid Fuldtid

Kontaktperson Janni Antofte

Telefon72599696

Frist 16. januar

Tiltrædelse 1. marts eller efter aftale

 

Log ind