Medhjælpere med konservatorfaglig baggrund søges til Statens Naturhistoriske Museum

deltid
Medhjælpere med konservatorfaglig baggrund søges til Statens Naturhistoriske Museum
  • KU - SCIENCE - SNM
  • Museum, Øster Voldgade -7 5, 1350 Kbh. K
Statens Naturhistoriske Museum ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE), Københavns Universitet søger tre medhjælpere med konservatorfaglig baggrund med tiltrædelse 1. januar 2026 eller snarest herefter. Stillingen er tidsbegrænset til 30. juni 2026.

Du vil blive en del af et tværfagligt projekt, som går på tværs af museets samlingsafdeling, udstillingsafdeling og konservatorafdeling. Arbejdsopgaverne vil blive planlagt af en projektleder og en projektansvarlig konservator.

Vi tilbyder et fagligt udfordrende job i et spændende miljø på en arbejdsplads i konstant udvikling. Vi er engagerede kollegaer, der lægger vægt på kvalitet, professionalisme og dynamik i arbejdet.

Arbejdsopgaver
Som medhjælper vil du komme til at arbejde med genstande fra et bredt udvalg af museets samlinger. Arbejdsopgaverne vil være meget varierede, for eksempel:

  • Bevaringsopgaver af tør- og vådkonserveret materiale (f.eks. påfyldning og rengøring af præparater).
  • Nedtagning af naturhistoriske genstande samt udstillingsscenografi.
  • Nedpakning af genstande.
  • Dokumentation og rapportskrivning.
Vi forventer

  • at du har afsluttet en bachelor i konservering og kan lave bevaringsfaglige vurderinger af forskelligartede genstande.
  • at du har erfaring med genstandshåndtering og pakning, og også gerne have kendskab til udstillingerne i det gamle zoologiske museum i Universitetsparken.
  • at du kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre.
  • at du har en god ordenssans, er struktureret, fleksibel og ansvarsbevidst.
  • at du har en god fysik, samt gode IT- og engelskkundskaber.
Om os
Naturhistoriske museer har aldrig haft større betydning, end de har i dag. Vores planet er beboet af millioner af levende arter. Men i dag har en enkelt art magten til at ændre livet på Jorden fundamentalt. Skal vi finde løsninger på de store udfordringer verden står over for, kan det kun ske ved, at vi forandrer lokalt, samarbejder internationalt og deler den viden og de ressourcer, vi i fællesskab besidder.

Statens Naturhistoriske Museum er Danmarks nationale hovedmuseum for naturhistorien. Visionen for Statens Naturhistoriske Museum er at styrke forbindelsen mellem mennesker og natur. Vi vil inspirere, engagere og give alle mulighed for at nyde, forstå og passe på naturens mangfoldighed. I de kommende år færdiggør vi en ny stor museumsbygning. Den nye museumsbygning får beliggenhed i Botanisk Have i hjertet af København og vil rumme state-of-the art laboratorier, enestående videnskabelige samlinger, nye udstillinger, samt faciliteter til undervisning. Det er vores ambition, i løbet af de kommende år, at ændre opfattelsen og brugen af naturhistoriske museer og herigennem styrke forbindelsen mellem mennesker og natur.

Museet har ca. 245 ansatte, og en stærk økonomi, og forventer betydelig vækst antallet af ansatte, kommercielle indtægter mv. Museet er opdelt i fire afdelinger: Forskning, Samlinger, Udstilling og Formidling, samt Ressourcer.

Løn og ansættelsesforhold
Du ansættes og aflønnes som betjent/servicemedarbejder i henhold til gældende Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt Organisationsaftalen for Lager- og handelsarbejdere i hovedstaden (3F).
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 7 timer.


Din ansøgning
Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest 24. november 2025.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere spørgsmål
Spørgsmål til stillingen kan rettes til Tina Thunø, telefon nr: 21 16 19 34.

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – SCIENCE i kort form – er landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution med 4.000 ansatte og 9.700 bachelor- og kandidatstuderende fordelt på 11 institutter og et museum. Fakultetet har et årligt budget på ca. 3 mia. kr.

Læs mere om Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på www.science.ku.dk



Log ind