Vil du være med til at udvikle og styrke kvaliteten af Finansministeriets interne finansielle kontrolmiljø og risikostyring? Så kan det være dig, vi søger.
Om stillingen Vi søger en engageret og ansvarsfuld kollega til arbejdet med at udvikle og styrke kvaliteten af Finansministeriets interne finansielle kontrolmiljø og risikostyring. Du bliver en del af et lille team, som har ansvar for at kortlægge og følge op på finansielle processer på tværs af koncernen, herunder sikre kontrolmiljøet vedligeholdes og at relevante og effektive kontroller gennemføres og dokumenteres. Teamet har også ansvar for at betjene et tværgående udvalg og rapportere til ministeriets øverste ledelse.
Finansministeriets kontrolmiljø og finansielle risikostyring er grundlæggende bygget op om COSO-modellens rammeværk. Du vil derfor ikke kun skulle bidrage til at afdække mulighederne for at indføre nye kontrolforanstaltninger, men også bidrage til en kultur, hvor risikostyring i højere grad bliver en integreret del af den daglige drift på tværs af koncernen.
Du får en bred kontaktflade, idet vi arbejder på tværs af koncernen, der omfatter Finansministeriets departement, Økonomistyrelsen, Statens Administration, Statens It og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. I det daglige vil du referere til ledelsen i Finansministeriets Koncernøkonomi, men som en del af din opgavevaretagelse skal du også rapportere til og rådgive ministeriets øverste ledelse om det interne finansielle kontrolmiljø og risikostyring.
Vi tilbyder et job, hvor du får rig mulighed for at præge dine arbejdsopgaver og udvikle din faglighed inden for intern kontrol og risikostyring såvel som processtyring, ledelsesrapportering og -rådgivning. Konkret vil du arbejde med kortlægning af finansielle processer samt løbende opfølgning og rapporter. Du vil også skulle bidrage med din faglighed i forhold til rådgivning af institutioner og ledelse vedrørende finansielle risici samt etablering og optimering af effektive kontroller.
Finansministeriets koncern har en kompleks økonomi med mange underliggende finansielle processer, hvilket giver gode muligheder for faglig udvikling og læring i opgavevaretagelsen. Du vil i arbejdet få et tæt samarbejde med dygtige kollegaer på tværs af hele Finansministeriet.
Du vil bl.a. skulle varetage følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Udvikling og vedligeholdelse af Finansministeriets interne finansielle kontrolmiljø, herunder sikre klare rolle- og ansvarsbeskrivelser og at effektive forretningsgange vedligeholdes.
- Bidrage til at sikre et tværgående overblik over koncernens finansielle risici og interne finansielle kontroller.
- Foretage analyser af risici på væsentlige områder og komme med anbefalinger til indsatser, der kan styrke kontrolmiljøet.
- Foretage systematiske gennemgange af væsentlige og risikofyldte finansielle processer og efterprøve eksisterende kontroller.
- Bistå med rådgivning og sparring med koncernens institutioner om deres finansielle kontrolmiljø, herunder design og udførelse af finansielle kontroller.
Arbejdssproget er dansk.
Om dig Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse som fx cand.merc.aud., cand.polit., cand.oecon., cand.scient.pol. eller lignende.
Vi lægger derudover vægt på, at du:
- har erfaring med økonomistyring, regnskab og/eller revision
- har indsigt i finansielle processer
- arbejder selvstændigt, struktureret og målrettet
- er god til at formidle faglig viden skriftligt og mundtligt
- har gode samarbejdsevner og forstår at bringe dem aktivt i spil.
Om os Finansministeriets Koncernøkonomi er organisatorisk placeret i Økonomistyrelsen. Ledelsesgruppen består af én kontorchef og to souschefer. Vi er ca. 25 medarbejdere, der spænder bredt i både alder, uddannelsesmæssig baggrund og faglige interesser, og vi er en del af et stærkt fagligt miljø i Finansministeriets koncernfælles funktioner.
Vi tilbyder et godt arbejdsmiljø, der er præget af en uformel tone og et højt fagligt niveau. Vi har et stort og systematisk fokus på kontorets samlede udvikling såvel som den enkeltes faglige udvikling og performance. Vi lægger meget vægt på vores medarbejderes udvikling. Konkret lægger alle medarbejdere sammen med deres chef en udviklingsplan, der afspejler ønsker til karriere og faglig udvikling. Vi afholder løbende 1:1 samtaler, hvor vi følger op på udvikling og trivsel. Derudover er vi et socialt kontor, hvor der både er plads til spontane arrangementer, men også løbende holdes planlagte sociale aktiviteter.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen
Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Karoline Sass Lytken på kalus@oes.dk eller 2032 9676.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 7. januar 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 3 og 4 og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen den 1. marts 2026.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.