Medarbejder til etablering af vådområder i Grønt Trepart

fuldtid
Medarbejder til etablering af vådområder i Grønt Trepart
  • Nyborg Kommune
  • Nørrevoldgade 9, 5800 Nyborg

Kom med på vores hold af naturentusiaster, byudviklere og klimanørder, der omsætter store indsatser til konkrete resultater.

Nyborg Kommune arbejder, ligesom alle andre kommuner i Danmark, på højtryk for at nå målene og indfri ambitionerne i Grøn Trepart. Nyborg kommune har opland til tre hovedvandoplande, hvoraf Storebælt er det opland med langt de fleste indsatser. Særligt oplandet til Holckenhavn og Nyborg Fjord rummer mange spændende indsatser, der skal koordineres med vigtige naturgenopretningsprojekter. 

Vi er selvfølgelig allerede i gang, og vi har brug for flere hænder og hoveder til at realisere de mange vådområde- og lavbundsprojekter.

Afdelingen består af ca. 25 medarbejdere inden for natur, planlægning og klima. Vi har både myndighedsopgaver og store projekter – herunder EU-projekter med mange samarbejdspartnere. Vi synes selv, at vi er dynamiske og har det godt med hinanden. 

Du vil indgå i gruppen af naturentusiaster, og dit hovedfokus bliver på udtagning af lavbundsjorde. Her spiller etablering af vådområder og lavbundsprojekter en central rolle i kommunens arbejde med omlægningsplanen i Grøn Trepart, som for Nyborg Kommune omfatter op mod 150 projekter inden for kvælstofreduktion, lavbund og vådområder. 

Stillingen vil bestå af:
Du bliver tovholder på, og ansvarlig for, alle dele af projektledelsen af vådområde- og klima-lavbundsprojekter, herunder bl.a. lave projektansøgninger (fx til forundersøgelser og detailprojektering), udarbejde udbudsmateriale af konsulent- og entreprenørydelser samt føre tilsyn med anlægsarbejderne.  

Dit ansvar bliver overordnet bl.a. at:

  • sikre fremdrift af projekterne i tæt samarbejde med lodsejere og rådgivere.
  • stå for projekt- og økonomistyring. 
  • koordinere med relevante faggrupper og myndigheder inden for primært naturområdet, men også miljø- og byggesag. 
  • sikre at ansøgninger, tilladelser og dispensationer efter relevante lovgivninger (§ 3, vandløbslov, byggelinjer mv.) er tilvejebragt til tiden.

Om dig:
Vi søger en kollega, der kombinerer faglig styrke med stærke menneskelige kvalifikationer.

Det vil være en fordel, hvis du: 

  • har en relevant naturvidenskabelig uddannelse.
  • har indgående erfaring med projektledelse og/eller myndighedsarbejde inden for natur, vandløb eller vådområder.
  • trives i rollen som bindeled mellem mange aktører og kan navigere i komplekse projekter med mange interessenter.
  • arbejder selvstændigt, struktureret og med blik for både detaljer og helhed.
  • er god til at kommunikere og skabe tillid i dialogen med lodsejere og samarbejdspartnere.

Hos os får du:

  • en arbejdsplads, hvor faglighed, udvikling og ansvar går hånd i hånd.
  • et uformelt og kollegialt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden og tager hensyn til forskelligheder. 
  • høj faglighed, hvor vi sparrer, videndeler og kompetenceudvikler hinanden.
  • fleksibel fredag, hvor der er mødefri, og vi har mulighed for at arbejde hjemme.
  • aftale om arbejdstid i toget, hvis du pendler fra f.eks. København.
  • ca. en gang i kvartalet tager vi en dag i skoven, laver mad på bål og taler om vores arbejdsmiljø.

Yderligere oplysninger:
Stillingen er på 37 timer ugentligt.

Stillingen kræver, at du har kørekort til bil. 

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at der skal forevises straffeattest inden ansættelse.

Hvis du er nysgerrig og ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Pernille Bech på tlf.: 2042 6793.

Ansøgningsfrist: tirsdag 2. december 2025
Indkaldelse til samtale: mandag 8. december 2025
Ansættelsessamtaler: onsdag 10. december og torsdag 11. december 2025
Opfølgende telefonsamtale: fredag 12. december 2025
Tiltrædelse: 1. februar 2026

Vil du med på holdet? 
Så send din ansøgning og bliv en del af vores engagerede team.

Nyborg Kommune har indført røgfri arbejdstid. Politikken gælder alle ansatte og betyder, at det ikke er muligt at ryge i arbejdstiden. Rygepolitikken skal sikre, at alle ansatte i Nyborg Kommune kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø.

Log ind