Måleoperatører til automatisk trafikkontrol

fuldtid
Måleoperatører til automatisk trafikkontrol
  • Syd- og Sønderjyllands Politi, Hovedstation Esbjerg
  • Kirkegade 76, 6700 Esbjerg

Som måleoperatør af hastighedsovertrædelser ved automatisk trafikkontrol (ATK) understøtter du færdselspolitiets arbejde. Du får muligheden for helt konkret at bidrage til at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken og dermed øge færdselssikkerheden og trygheden i trafikken. Din indsats er værdsat og en vigtig del af at optimere politiets arbejde.

 

OM JOBBET

 

I operatørjobbet foretager du hastighedsmålinger i hele politikredsen. Du stiller hver dag udstyret op med ansvar for at sikre, målingerne foretages korrekt. Vi har fokus på præcision og høj kvalitet af målingerne og udveksler kollegialt erfaringer om opgaveløsningen. Vi lægger desuden stor vægt på at sparre med hinanden om kontakt med borgere.

 

Da du primært arbejder alene, tilbyder vi her et job til dig, som trives med høj grad af selvstændighed med frihed under ansvar.

 

Vi giver en grundig oplæring i jobbet og vores måleudstyr, radio m.v., inden du begynder opgaverne.

 

OM DIG

 

Du har kørekort til kategori B og basalt kendskab til færdselsloven – særligt hastighedsbestemmelser. Endvidere har du god teknisk forståelse og it-kendskab på brugerniveau.

 

Som person er du selvstændig og formår at prioritere dine opgaver. Det fungerer fint for dig at arbejde alene, og du trives med, at hovedparten af din arbejdsdag foregår i en bil, som holder stille.

 

Du besidder situationsfornemmelse og kan håndtere tilspidsede situationer på en konstruktiv måde.

 

Løn- og ansættelsesvilkår

 

Ansættelse sker på individuel kontrakt. Derudover vil du blive ansat på vilkår, der svarer til dem, der fremgår af Statens ferieaftale, barselsaftale og aftale om arbejdstid for tjenestemænd, herunder reglerne om ekstra betaling for arbejde på ubekvemme tidspunkter. Du vil desuden få ret til løn under sygdom og have de samme opsigelsesvarsler som dem, der fremgår af funktionærloven.

 

Stillingen er på 24 timer om ugen/ 3dage og arbejdstiden vil variere mellem dag-, aften- og natarbejde (primært dag og eftermiddag- og aftenvagter) - inklusiv weekender. 

 

Der er 1 stilling til besættelse hurtigst muligt.

 

Dit ansættelsesområde bliver Syd- og Sønderjyllands Politi med tjenestested i Færdselsafdelingen i Varde. Den daglige tjeneste som ATK-operatør foregår også fra lokalpolitistationerne i Haderslev, Sønderborg, Esbjerg. 

 

Det er forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde denne gennem hele din ansættelse. 

 

Kontakt og ansøgning

 

Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte vicepolitiinspektør Jan Kjær Lambertsen på telefon 24432819 eller politikommissær Anders H. Borg på telefon 51215258. 

 

Ansættelsessamtalerne afholdes den. 24. april 2025.

 

Du kan finde mere information generelt om politiet på www.politi.dk.

 

Når du søger et job i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.

 

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.

 

Ansøgningsfrist: D. 14. april

Log ind