Løsningsorienteret lønkonsulent til HR

fuldtid
Løsningsorienteret lønkonsulent til HR
  • Rebild Kommune
  • Hobrovej 110, 9530 Støvring
HR-afdelingen løser en bred vifte af opgaver, der alle drejer sig om arbejdspladsens vigtigste ressource – de mange dygtige ledere og medarbejdere, der hver dag arbejder for at gøre Rebild Kommune til at attraktivt sted at leve og bo. Et bærende fundament i opgaveløsningen er en fagligt velfunderet og professionel løn- og personaledrift, der understøtter kommunens mange ledere i at skabe rammerne om gode arbejdspladser. Hos os er vi sammen om at udvikle Rebild!

Vil du gøre en forskel som lønkonsulent der støtter ledere i arbejdet med de menneskelige ressourcer? Så har vi lige nu en attraktiv jobåbning, der giver dig muligheden.

Dine kompetencer
Vi er på udkig efter en dygtig lønkonsulent, der motiveres af at arbejde i krydsfelterne mellem drift og udvikling samt mellem personlig rådgivning og administrative opgaver. At være lønkonsulent i HR betyder, at du spiller lederne gode. Det er dig, lederen ringer til med spørgsmål om personale- og ansættelsesforhold, lønindplacering og meget andet. Det er derfor afgørende, at du har kendskab til og interesse i det løn- og personaleadministrative område, oplagt fra en anden kommune eller offentlig organisation. Da vi arbejder på hele tiden at dygtiggøre os og tilpasse vores tilbud til de aktuelle behov, er det desuden vigtigt, at du kommer med en god portion faglig nysgerrighed, tænker i sammenhænge og handler proaktivt, når opgaverne kalder på det.

Vi forestiller os derudover, at du
  • Har solid forståelse for og interesse i regler og aftaler på lønområdet, fx regler omkring ferie, arbejdstid mv.
  • Har kendskab til kommunale eller andre offentlige overenskomster
  • Har kendskab til og interesse i at arbejde med data, dataanalyse og ledelsesinformation. Du bliver involveret i vores spændende arbejde med sygefravær og dataunderstøttede indsatser på området
  • Er både engageret, systematisk og serviceorienteret
  • Trives med og ser værdien i at hjælpe kommunens ledere.
  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund. Det kan være som administrationsbachelor i offentlig administration, eller en administrativ uddannelse, hvor du har arbejdet med løn- og personaleområdet i en offentlig organisation.

Vi tilbyder
Helt konkret kan du forvente spændende opgaver med både bredde og dybde inden for det løn- og personaleadministrative område. Du bidrager aktivt i områder som kvalitetssikring af materialer og processer, indberetning af løndata samt afstemning. Derudover vejleder du ledere i spørgsmål om lønindplacering, ferie, overenskomster mv. Samtidig står vi over for at udvikle og styrke vores arbejde med sygefraværsdata. Et område, hvor du vil indgå i spændende udviklingsprocesser.

Du bliver en del af et velfungerende lønteam i en HR-afdeling, hvor samarbejde, faglighed og godt kollegaskab går hånd i hånd. I HR-afdelingen har vi hele kommunen som omdrejningspunkt og du bliver en vigtig medspiller i at sikre korrekt og rettidig løn. I lønteamet løfter vi i flok, og vi har et stærkt fokus på at hjælpe hinanden og skabe et godt samarbejde - både internt i teamet og vores samarbejdspartnere.

Du kan med andre ord se frem til et spændende job, hvor du
  • Får en varieret hverdag i et velkørende team, hvor solidaritet er en kerneværdi
  • Får mulighed for at arbejde med både drift og udviklingen af den
  • Får mulighed for at dygtiggøre dig inden for et komplekst fagområde
  • Får mulighed for at videreudvikle arbejdet med tal og data til glæde for den samlede organisation
  • Bliver en del af et kontorfælleskab – hvor flere kolleger sidder sammen.
  • Har fleksible arbejdsforhold og gode muligheder at arbejde hjemmefra.

Yderligere oplysninger
Du er meget velkommen til at kontakte funktionsleder for HR, Clara Soelberg på telefon 41 77 62 96, hvis du vil vide mere. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Du kan læse mere om kommunen her og specifikt kommunens vision her.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Første samtale afholdes den 25. august 2025, og eventuel anden samtale er planlagt til den 28. august 2025. Ved anden samtale vil der indgå en mindre case.

Arbejdsstedet er Rådhuset i Rebild Kommune, Hobrovej 110 i Støvring.

Ansøgningsfrist
Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest den 20. august 2025 kl. 12.00.

Kommunen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Den 1. januar 2019 blev der indført røgfri arbejdstid – og matrikler for alle ansatte i Rebild Kommune

 

Log ind