Lektorat i arkitektur, rum og interiør (Housing and Domestic Interior) ved Det Kongelige Akademi

fuldtid
Lektorat i arkitektur, rum og interiør (Housing and Domestic Interior) ved Det Kongelige Akademi
  • Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
  • Philip de Langes Allé 10, 1435 København
Ved Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering opslås en fast fuldtidsstilling som lektor med særligt fokus på arkitektur, rum og interiør (Housing and Domestic Interior)

Vi søger en visionær faglig profil, som brænder for at levere resultater og formidle viden og som kan bidrage med at nytænke området for arkitektur, rum og interiør (Housing and Domestic Interior). Med fokus på proces og metode samt inddragelse af nyeste viden og teknologi forventes du at kunne tilføre fagområdet en aktuel videnskabelig tyngde. Vi ønsker generelt at styrke fagområdet arkitektur med et særligt fokus på bolig og interiør, at supplere vores forsknings – og undervisningskompetencer på området samt at styrke vores netværk og samarbejder - såvel nationalt som internationalt.

Lektoratet er tilknyttet Institut for Arkitektur og Rum, og undervisningen er primært tilknyttet kandidatprogrammet Spatial Design, hvor man vil få en ledende rolle som programansvarlig, og forskningen er tilknyttet forskningscenteret Centre for Interior Studies samt klynge for Boligforskning.

Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2025 eller snarest muligt herefter.

Du kan læse mere om instituttet, kandidatprogrammet og forskningscentret her:

Institut for Arkitektur og Rum

Spatial Design

Centre for Interior Studies



Om stillingen

Stillingen som lektor vil bestå af forskning, undervisning samt administrativt arbejde.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Undervisning, undervisningsplanlægning og dertil hørende administration i tilknytning til Det Kongelige Akademis programmer og tværgående undervisning.
  • Vejledning, eksaminationer og censorvirksomhed samt faglige bedømmelsesarbejder
  • Forskning, herunder publicering og videnskabelig formidling inden for stillingens fokusområde i samarbejde med relevante eksterne institutioner, virksomheder og netværker nationalt og internationalt, såvel som med de øvrige forsknings- og udviklingsområder på instituttet og Det Kongelige Akademi som helhed.
  • Visionært og produktivt teamwork i tilrettelæggelsen af fremtidige forsknings- og udviklingsprojekter, herunder at deltage aktivt i at søge ekstern finansiering og fundraising til instituttets aktiviteter
  • Deltagelse i en række af Det Kongelige Akademis udvalg og evt. i kollegiale organer
Endvidere forventes du at deltage i tværdisciplinære samarbejder i undervisning og forskning i samarbejde med Det Kongelige Akademis øvrige institutter og ansatte, herunder at bidrage til indhold og udvikling af den tværgående fællesfaglige undervisning på Det Kongelige Akademi samt evt. andre opgaver.

Dit forskningsmæssige fokus vil være indenfor boligfeltet, Interior Studies, Housing and Domestic Interior. Herudover skal du være med til at udvikle instituttets forskningsprofil i feltet mellem arkitektur og rum.

Dit undervisningsmæssige fokus vil være kandidatprogrammet Spatial Design, hvor du vil få en ledende rolle som programansvarlig sammen med en kollega.



Kvalifikationskrav

Du har en relevant uddannelse på minimum kandidatniveau samt en ph.d.-grad eller videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau.

Vi forventer, at du i din ansøgning dokumenterer:

  • erfaring og faglige kvalifikationer som minimum er på det niveau, der kan opnås på grundlag af en tilfredsstillende gennemført adjunktperiode eller på tilsvarende vis, har tilegnet sig kvalifikationer svarende hertil eller derover.
  • relevante fagfællebedømte publikationer i anerkendte nationale og internationale tidsskrifter og/eller bøger/antologier.
  • forskningsimpact gennem høj international forskningskvalitet og/eller citationer i anerkendte tidsskrifter og/eller bøger/antologier.
  • deltagelse i nationale og internationale videnskabelige netværk og konferencer med egne bidrag.
  • solid undervisningserfaring, herunder eksamensarbejde og erfaring med praktisk kursusudvikling, der inddrager viden om læring, undervisning og uddannelse.
  • at have modtaget supervision, pædagogisk opkvalificering samt positiv vurdering af dine undervisningsmæssige kvalifikationer
  • gennemført og bestået pædagogikum. Det Kongelige Akademi kan undtagelsesvist dispensere fra kravet om pædagogikum under forudsætning af at pædagogikum gennemføres og bestås inden for 2 år.
  • en formuleret vision og strategi vedrørende fagområdet.
  • erfaring med kommunikation af forskning til relevante aktører og interessenter, herunder studerende.
  • bidrag til formidling af egen forskning til offentligheden
  • erfaring med at indgå i institutionelle formelle fora og arbejdsgrupper
  • deltagelse i tværfaglige og internationale samarbejder.
  • erfaring med at søge og hjemtage forskningsmidler – som minimum til eget ph.d. eller postdoc-forløb.
Særlig kvalificeret indsats og nyudvikling inden for det undervisningsmæssige område vil blive vægtet i den samlede vurdering ved stillingens besættelse.

Øvrige kvalifikationer, der vil vægte positivt i bedømmelsen:

  • erhvervserfaring fra international arkitektvirksomhed
  • gode dansk og engelske kundskaber, da programmet Spatial Design undervises på engelsk


Vi tilbyder

Vi tilbyder et kreativt, engageret, udviklende og visionært uddannelses- og forskningsmiljø. Jobbet rummer medindflydelse, ansvar og mulighed for at præge forskningen og undervisningen. Vi lægger vægt på et godt kollegialt samarbejde med rum til gensidig inspiration og sparring.



Løn og ansættelsesforhold

Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer. Der vil være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg afhængig af dine kompetencer og erfaring.

Ansættelsen sker desuden i henhold til gældende stillingstruktur.

Stillingen er en fuldtidsstilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer og omfatter forskning og undervisning samt administrationen i begrænset omfang. Fordelingen mellem forskning og undervisning vil som udgangspunkt være en 40/60- fordeling. Fordelingen mellem de forskellige opgaver kan variere efter Det Kongelige Akademis bestemmelse, og du vil kunne blive pålagt andre tjenstlige opgaver.



Ansøgningen

Du skal sende en motiveret ansøgning, opdateret CV, uddannelsesdiplomer, dokumentation for opfyldelse af de kvalifikationskrav som er listet ovenfor, beskrivelse af dine forskningsplaner samt en fuldstændig liste over dine publicerede arbejder og eksemplarer af de arbejder, som du ønsker at fremhæve (dog maksimalt 7 arbejder). Endelig bør du vedlægge materiale, der kan belyse dine undervisningsmæssige kvalifikationer, i form af en undervisningsportfolio eller tilsvarende. Eventuelt tidligere lektorbedømmelse(r) bedes desuden vedlægges. Ansøgningen kan være på enten dansk eller engelsk.

Ansøgning og bilag skal sendes via linket ”Søg stillingen” senest den 9. juni 2025.

Bilagsmateriale, som ikke kan fremsendes elektronisk sammen med ansøgningen, bedes fremsendt pr. post i 4 eksemplarer så det er Det Kongelige Akademi i hænde inden ansøgningsfristens udløb til nedenstående adresse:

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering

Att. Lykke C. Ortega

Philip de Langes Allé 10

1435 København K

Mrk. Lektorat i arkitektur, rum og interiør (Housing and Domestic Interior)



Ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristens udløb medtages ikke i bedømmelsen.

Vi gør opmærksom på, at stillingen opslås og besættes i henhold til gældende bekendtgørelse og ansættelsesproces.



Yderligere oplysninger

For oplysninger om kvalifikationskrav, ansøgningsprocessen og e-rekrutteringssystemet, kontakt HR-medarbejder, Lykke C. Ortega, e-mail: lcoo@kglakademi.dk tlf.: 4170 1695

Oplysninger om stillingens faglige indhold kan fås ved at kontakte institutleder Mathilde Serup, mser@kglakademi.dk tlf. 4170 1513.

Du kan finde yderligere oplysninger om Det Kongelige Akademi på vores hjemmeside.

Det Kongelige Akademi er en mangfoldig arbejdsplads, som anser diversitet for at være en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere til at søge stillingen.

Log ind