Vil du være med til at uddanne præster til folkekirken? Vil du indgå i teamet omkring pastoralseminarieuddannelsen i Aarhus med undervisning i et centralt pastoralteologisk fag? Og vil du stå for kontakt til praktikpræster og varetage en række formelle og uformelle vejledende samtaler med studerende?
Så er du måske FUV’s nye lektor i Aarhus.
Om stillingen
Stillingen forudsætter indgående kendskab til præstegerningen og folkekirkens indretning, aktiviteter og aktører. Den kræver lyst og evne til at omgås og vejlede en mangfoldig gruppe af studerende.
Lektor forventes at undervise indenfor et af de store pastoralteologiske fag kirkekundskab, kateketik eller sjælesorg og tillige at indgå i en række tværfaglige undervisningsforløb. Lektor får ansvar for praktik-ordningen parallelt med en kollega ved pastoralseminarieuddannelsen i København, en opgave, som indebærer etablering og tildeling af praktikpladser samt kontakt med og efteruddannelse af uddannelsespræster over hele landet.
Lektor indgår i dagligdagen på pastoralseminarieuddannelsen sammen med øvrige ansatte og time- og gæstelærere. Stillingen indeholder en lang række samtaler med de studerende. Der er tale om formelle samtaler ved semesterforberedelsen og ved afsluttende, embedsafklarende samtaler. Desuden indeholder hverdagen en lang række uformelle samtaler med de studerende.
Pastoralseminarieuddannelsen har i disse år mange studerende, og typisk et større antal studerende i efterårssemesteret, hvor der kan blive tale om holddeling. Her vil lektor skulle fungere som hold-lektor for det ene hold. Stillingen kræver dagligt fremmøde i perioder, hvor de studerende undervises.
Pastoralseminarieuddannelsen tilrettelægges og gennemføres i et nært, løbende team-samarbejde og koordineres og skemalægges af studielektor for uddannelsen.
Lektor refererer til FUV’s områdeleder for uddannelse.
Vi forventer, at den kommende lektor
er teolog med højt fagligt niveau indenfor den praktiske teologi, opnået fx gennem en master- eller phd-uddannelse
har relevante erfaringer som præst
har erfaring som underviser og lyst til at arbejde udviklingsorienteret og didaktisk.
har erfaringer med vejledende samtaleforløb
har sans for samarbejde og lyst til at indgå i et fagligt kollegialt fællesskab præget af stort engagement og en travl hverdag
Ansættelsesvilkår
Tiltrædelse 1. februar 2026 eller snarest derefter. Der afholdes samtale i Aarhus den 5. december og evt. anden samtale den 8. december. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende krav i overenskomst for akademikere i staten.
Arbejdssted: FUV, Aarhus.
Ansøgning
Ansøgningsfrist er 2. november 2025. Ansøgning vedlægges dokumentation for faglige kvalifikationer, samt pastoral og undervisningsmæssig erfaring i form af CV, publikationsliste, undervisningsportefølje (såvel kvantitet som kvalitet i undervisningserfaring ønskes dokumenteret), samt op til fem skriftlige arbejder som ønskes taget med i betragtning ved bedømmelsen. Ansøgningen skal indsendes som én samlet pdf med denne rækkefølge: CV, ansøgning, andre bilag.
Den faglige vurdering af ansøgerne sker ved et af By-, Land- og Kirkeministeriet nedsat bedømmelsesudvalg.
For yderligere oplysninger kontakt områdeleder for uddannelse Ulla Morre Bidstrup: tlf. 24644147 eller rektor Birgitte Stoklund Larsen: tlf. 29420521. Ansøgning stiles til rektor Birgitte Stoklund Larsen og sendes vedlagt bilag til jobfuv@km.dk med emnefeltet: lektor pastoralseminarieuddannelsen.
Om Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
FUV blev etableret i 2014, hører under By-, Land- og Kirkeministeriet og har en selvstændig bestyrelse. Centrets opgaver er organiseret med to hovedområder: 1. Uddannelse, 2. Viden og Udvikling. FUV uddanner og efteruddanner præster, provster, kirke- og kulturmedarbejdere og provstisekretærer og bidrager til at skabe udvikling inden for de folkekirkelige aktiviteter på et vidensbaseret grundlag. FUV har lokaliteter i København, Løgumkloster og Aarhus.