Lejre Musik-, Billed- og Ungdomsskole søger violinlærer

deltid
Lejre Musik-, Billed- og Ungdomsskole søger violinlærer
  • Lejre Kommune
  • Skolevej 12, 1. sal, 4330 Hvalsø
Lejre Musik-, Billed- og Ungdomsskole søger violinlærer til fastansættelse pr. 1. oktober 2025 eller hurtigst muligt derefter. Vi søger en dygtig og engageret violinlærer, der både kan lege musikken ind hos de yngste og inspirere de erfarne elever til at tage næste skridt. Du skal brænde for at undervise og have lyst til at udvikle både musikalske færdigheder og kreative fællesskaber.

Lejre Musik-, Billed- og Ungdomsskole er en skole i stærk udvikling og arbejder efter en strategi, der favner både bredde og talent, styrker kreative fællesskaber på tværs af fag, samt fordybelse i håndværket. Som vores nye strygerlærer vil du være en vigtig del af dette arbejde, hvor modet til at tænker nyt hviler på stærke faglige traditioner.

Musikskolen har på nuværende tidspunkt en solid strygergruppe med elever på violin, bratsch og cello. Eleverne er fra begyndere til talentniveau. Et vigtigt element på strygerlinjen, er vores strygersammenspil, som har fokus på sammenspil og fællesskab og løfter eleverne, både fagligt og socialt.

Stillingen er på ca. 8/37 og består af soloundervisning for både violin- og bratschelever med overvægt af violin, samt undervisning på hold á 2-3 begynderelever i alderen 5-7 år. Udover den faste undervisning tilbydes eleverne også at deltage i div. koncerter og arrangementer, som du som lærer selvfølgelig også skal være en del af.

Du vil indgå i et samarbejde med den nuværende violin/bratsch-lærer og cellolærer og blive en del af institutionens dygtige og engagerede lærerteam.

Undervisning foregår onsdag i hhv. ’Musikbyen’ i Allerslev og Hvalsø, begge ligger tæt på stationen. Det er en mulighed at tilpasse og tilrettelægge skemaet mere hensigtsmæssigt med hensyntagen til de tilmeldte elever. Det er også muligt at undervise solo-elever i skoletiden.

Om os

Lejre Musik-, Billed- og Ungdomsskole er en decentral institution. Musikskolen har et lærerteam på ca. 25 lærere; alle med høj musisk og pædagogisk faglighed samt, for en stor dels vedkommende, et professionelt musisk virke ved siden af musikskolen. Vi har fokus på en kreativ skabende tilgang til undervisningen og en kultur der bygger på åbenhed, tillid, plads til at tage chancer og tænke skævt og nyt.

Ansættelsessamtaler foregår i uge 39, 2025

Løn og ansættelse

Løn og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.

Log ind