Vil du være med til at sikre, at Danmark er en førende nation inden for eksport? Har du ledelseserfaring, en solid kommerciel profil og evne til at skabe konkrete resultater for danske virksomheder? Så er stillingen som generalkonsul i Sydney måske noget for dig. Vi søger en motiveret kandidat, der kan bidrage til at styrke Danmarks kommercielle interesser i Australien og New Zealand. Opgaver og ansvar Du vil have ansvaret for ledelsen af generalkonsulatet, forretningsudvikling og faglig sparring. Du indgår i en samlet varetagelse af danske interesser i Australien og New Zealand, som sker under ambassadørens overordnede ansvar. Du har det administrative og økonomiske ansvar for generalkonsulatets arbejde og for at nå de årlige aktivitetsmål for handelsindsatserne. Det forventes, at du har en strategisk tilgang til arbejdet med at fremme danske virksomheders interesser, lige såvel som du skal kunne rådgive både små og store virksomheder på tværs af sektorer. Du skal samtidig have forståelse for de skiftende internationale politiske rammevilkår og være i stand til at bringe bredden i Udenrigsministeriets politiske indsigter i spil til gavn for de danske virksomheder. Samtidig forventes du at indgå i løbende dialog med australske og newzealandske myndigheder med henblik på varetagelse af dansk erhvervslivs interesser
Du skal lede et team bestående af 11 dygtige medarbejdere i Sydney.
Sydney i NSW udgør det finansielle og i vidt omfang også kommercielle knudepunkt i Australien, men staterne Victoria og Queensland er også særdeles vigtige for danske kommercielle interesser. Der forhandles netop nu en frihandelsaftale mellem EU og Australien, som kan give et endnu bedre afsæt for danske virksomheder i Australien. Der er i dag mere end 200 danske virksomheder i Australien, og det er således allerede et vigtigt marked for danske virksomheder.
Generalkonsulatet indgår i et tæt samarbejde med de øvrige danske repræsentationer i ASEAN-regionerne på tværs af de forskellige fokussektorer i regionen. Samarbejdet sker særligt inden for de prioriterede sektorer som: Grønne løsninger inden for energi, byggeri og grøn ressourceudvikling
Generalkonsulatet yder også borgerservice til danske statsborgere i Australien – igen i et tæt koordineret samarbejde med ambassaden i Canberra.
Som leder af generalkonsulatet i Sydney skal du påregne en del rejseaktivitet både i Australien og New Zealand, men også i Danmark.
Der er knyttet konkrete aktivitetsmål til stillingen.
Hvem er du Vi søger en dygtig leder med en solid kommerciel profil og fokus på at skabe resultater både sammen med sit team, på tværs af repræsentationen, i samarbejde med ambassaden og på tværs af regionen. Samtidig har du en relevant akademisk uddannelse kombineret med flere års international erfaring, herunder fra det private erhvervsliv.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har ledelseserfaring, gerne fra internationale eller tværkulturelle sammenhænge, og er god til at motivere, sætte retning for og sparre med et engageret team af medarbejdere.
- Har omfattende erfaring med rådgivning om internationalisering til virksomheder, gerne både startups/SMV’er og store virksomheder.
- Har relevant erfaring og netværk særligt inden for følgende prioriterede sektorer: Grønne løsninger inden for energi, byggeri og grøn ressourceudvikling
- Har indgående kendskab til salg og evner at skabe tætte og systematiske kunderelationer.
- Har flere års international erfaring og forstår og kan afkode kultur- og forretningsforskelle.
- Er resultatorienteret
- Er god til at samarbejde internt og eksternt.
- Er god til at udvikle og vedligeholde netværk.
- Er diplomatisk anlagt og besidder en god politisk forståelse.
- Har gode engelskkundskaber.
Sprogkompetencer Der henvises til den officielle EU-oversigt:
Assessment grid - Danish.
Organisatorisk placering Stillingen er placeret ved det danske Generalkonsulat i Sydney, Australien
Løn og ansættelsesvilkår Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse på 2 år som udsendt af Udenrigsministeriet til Sydney med mulighed for at søge om forlængelse.
Løn- og ansættelsesvilkår vil være som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til gældende overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation.
Under udsendelsen får du et skattefrit udetillæg fastsat på baggrund af leveomkostningerne på posten. Udetillægget beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. din familiesammensætning. Der sker løbende årlige reguleringer af udetillægget. Der stilles tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. forflyttelsesrejse, flytning, sygdomsbehandling, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler. Der kan ske ændring af disse udevilkår under udsendelsen, hvilket man skal være opmærksom på. Der tilbydes en kort afklarende samtale om udevilkår til den endelige kandidat.
Det er en forudsætning for få udetillæg, at du er skattepligtig i Danmark på udsendelsestidspunktet og under udsendelsen.
Bor du allerede i udsendelseslandet, gælder særlige forhold vedrørende dine udevilkår, og derfor anbefales det, at du i den situation på forhånd afklarer spørgsmål vedrørende skat og opholdsgrundlag med relevante danske myndigheder.
Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.
Tiltrædelse 1. august 2026.
Ansøgning Ansøgningsfristen er
tirsdag den 21. oktober 2025. Stillingen søges på
www.um.dk under job/ledige stillinger. Klik nederst i det relevante opslag på ”søg stillingen”. Vi skal have en målrettet ansøgning, der også bør indeholde oplysninger om uddannelse, tidligere erhvervserfaring, kvalifikationer, sprogkundskaber, m.v. Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning.
Samtalerne forventes gennemført i Udenrigsministeriet i København. Der vil indgå sprogtest (engelsk) i rekrutteringsforløbet. Udenrigsministeriet ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Derfor opfordres alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Kontakt Du kan på Udenrigsministeriets hjemmeside
https://UM.dk/the-trade-council læse om The Trade Council og få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til ambassadør Ingrid Dahl-Madsen, ambassaden i Canberra på telefon +61262705301, e-mail
ingrda@um.dk. Spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår bedes rettet til konsulent Marianne Winther på tlf. 33920111, e-mail
mawint@um.dk.
Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge en stilling i UM.
Se her hvordan vi behandler dine personoplysninger, når du ansøger en stilling hos Udenrigsministeriet.