Læreruddannet synskonsulent til den nationale specialrådgivning ved Synscenter Refsnæs

fuldtid
Læreruddannet synskonsulent til den nationale specialrådgivning ved Synscenter Refsnæs
  • Region Sjælland
  • Kystvejen 112A, 4400 Kalundborg

Vil du være med på holdet af Danmarks dygtigste specialister og gøre en afgørende forskel for landets børn og unge med alvorlig synsnedsættelse, herunder blindhed?

Motiveres du af faglighed, udvikling og specialisering samt et godt arbejdsmiljø hvor der er højt til loftet og stor fleksibilitet?

Vil du være en del af et dedikeret og højt specialiseret team der tilbyder specialrådgivnings- og udredningsforløb for målgruppens børn og unge i grundskoletilbud, samt kursustilbud til deres forældre og fagprofessionelle?

Motiveres du af stærke fagfællesskaber i ind og udland, et stort ansvar og fleksibilitet?
Så se nærmere her - måske er du vores nye kollega?

Vi sørger for oplæring og videreuddannelse

Synscenter Refsnæs er det nationale specialpædagogiske ressource- og videnscenter for børn og unge med synsnedsættelse, og er landets VISO-leverandør på børnesynsområdet.
Synscenter Refsnæs arbejder vidensbaseret og tværfagligt med udvikling, læring, trivsel og medborgerskab for målgruppen i et landsdækkende samarbejde.

Centeret har en landsdækkende funktion og tilbyder en bred vifte af tværfaglig specialrådgivning, udredning, kurser, materialeproduktion og -formidling, vidensarbejde samt taksttilbud indenfor undervisning, uddannelse og botilbud.

Synscenter Refsnæs leverer i samarbejde med kommunale synskonsulenter et højt specialiseret tilbud til børn med alvorlig synsnedsættelse, deres familier og fagpersoner omkring barnet. Vi supplerer og understøtter dermed kommunernes og de lokale synskonsulenters arbejde med inklusion og rehabilitering. Vi anvender ”De Udvidede Læringsmål” (DUL) som pædagogisk forståelsesramme. (se mere her: https://synref.dk/viden-og-udvikling/den-nationale-vejledning/).

Vi samarbejder ressourceorienteret med de familier og lokale fagpersoner, som vi rådgiver.

Du skal bidrage med rådgivning og udredning af børn med synsnedsættelse - individuelt og i gruppeforløb. Desuden undervisning og rådgivning til de pårørende og fagprofessionelle, der er omkring barnet i hverdagen. Opgaven løses dels på Synscenter Refsnæs og dels lokalt i barnets nærområde.

Synscenter Refsnæs søger en dygtig, selvstændig og dedikeret synskonsulent med lærerfaglig baggrund og erfaring til tværprofessionel indsats for børn og unge, der har alvorlig synsnedsættelse, herunder blindhed.

Stillingen er organisatorisk placeret i Specialrådgivningen. Her arbejder synskonsulenter med specialpædagogisk og lærerfaglig baggrund, psykologer, pædagogisk psykologisk konsulent, ergo- og fysioterapeuter, videnskonsulenter og grafikere. Specialrådgivningen er organiseret i fire teams; Skoleteam, Småbørnsteam, Team børn og unge med yderligere funktionsnedsættelser og Materialeteam. Denne stilling er placeret i specialrådgivningens skoleteam, der fortrinsvist varetager opgaver for børn og unge i målgruppen, der er placeret i almene og specialiserede grundskoletilbud.
Der er i specialrådgivningen et tæt tværfagligt samarbejde på tværs af de fire teams.

Vores nye kollega skal være fagligt stærk, idérig og udviklingsorienteret og se sig selv levere en bred vifte af opgaver, der understøtter læring, trivsel og udvikling for børn og unge i målgruppen.

Det er en fordel hvis du endvidere kan understøtte vores nuværende lærerkompetencer indenfor naturvidenskab og matematik.

Specialrådgivningen har en landsdækkende materialeproduktion.
Her udarbejdes der særligt tilrettelagte læringsmaterialer i formater der er tilgængelige for målgruppen til anvendelse i børnenes skole- og dagtilbud. Materialerne udarbejdes med henblik på at sikre at børn og unge i målgruppen får de samme forudsætninger for læring, inklusion og deltagelse som andre børn.

Foruden opgaver forbundet med specialrådgivning, udredning kursusundervisning og vidensarbejde vil der i forbindelse med denne stilling være arbejdsopgaver forbundet med materialeproduktion.
Dette indbefatter bl.a. samarbejde med grafikere om særlig tilrettelæggelse og re-didaktisering af undervisningsmaterialer i synsvenlige formater til landets børn og unge i målgruppen.
I tæt samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet tilrettelægger vi ligeledes folkeskolens prøver i svagsynsvenligt format samt på punktskrift med tilhørende taktile illustrationer til punktlæsende elever.
Denne opgave vil ligeledes indgå som en del af stillingen.

Du vil indgå i tæt oplæring efter mesterlærerprincippet med henblik at opnå de fornødne kompetencer til at indgå i denne specialiserede opgave.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med Synscenter Refsnæs’ forskellige brugere og interessenter, herunder skoler, kommunikationscentre og internationale samarbejdspartnere. Vi forventer derfor, at du arbejder selvstændigt og struktureret, har flair for mundtlig og skriftlig formidling samt rådgivning og har udprægede samarbejdsevner.
Der arbejdes konsultativt i stillingen med mulighed for god fleksibilitet i tilrettelæggelse af eget arbejde.

Opgaven
  • Understøtte læring, trivsel, og udvikling gennem undervisning og specialpædagogisk bistand til børn og unge i målgruppen
  • Rådgive og undervise forældre og fagprofessionelle der arbejder med målgruppen.
  • Tilrettelæggelse og re-didaktisering af undervisningsmaterialer til børn og unge i målgruppen
  • Rådgive om synskompenserende indsatser med henblik på at fremme læring, trivsel og udvikling
  • Samtaler og rådgivningsrapporter med praksisnære vejledende anbefalinger
  • Præcis dokumentation
  • Deltage i relevante videns- og udviklingsprojekter med afsæt i din erfaring og faglighed

Året byder på en mangfoldighed af opgaver, herunder eksempelvis en årlig sommerskole, kurser og synsfaglige udviklingsprojekter

Personprofil
  • Interesse for hvad det vil sige, at børns synsfunktion er nedsat
  • Interesse og motivation for undervisning, rådgivning, faglig udredning, afprøvning og test
  • Gerne erfaring med den naturvidenskabelige fagblok, herunder matematik og fysik/kemi
  • Evne til relationsarbejde, også når samtalen er svær og flere synspunkter er i spil
  • Motivation for udvikling af punktskriftskompetencer
  • God til at formidle viden og erfaring til familien, familiens netværk og de fagprofessionelle omkring barnet
  • Villig til at yde landsdækkende indsats i børnenes nærmiljø i landets kommuner

Vi sørger for oplæring.

Det er en fordel, men ikke et krav, at have kendskab til børns og unge med alvorlig synsnedsættelse og hvad den betyder for læring, trivsel og udvikling. Vi tilrettelægger et kompetenceforløb på synsområdet med afsæt i din erfaring og faglighed.
Vi tilbyder synsfaglige efteruddannelsesmoduler på diplomniveau samt interne uddannelsesmoduler i synsfaglige temaer.

Vi tilbyder

Vi kan tilbyde en professionel arbejdsplads, hvor der er rart at være og er plads til et godt grin. Der er et stort ansvar i stillingen, høj grad af selvtilrettelæggelse i dit arbejde og mulighed for at arbejde hjemmefra i op til 2 dage om ugen efter aftale med nærmeste leder

IT-udstyrspakke bestående af bærbar pc, tablet, mobiltelefon og i øvrigt efter behov.

Opgaven løses dels på Synscenter Refsnæs og dels lokalt i barnetsnærområde i hele landet. Stillingen indbefatter derfor også rejseaktivitet i forbindelse med rådgivning og kursusaktivitet.
Det vil derfor være en fordel, men ikke et krav at have egen bil til rådighed.

Kørsel i egen bil takseres i henhold til Region Sjællands gældende retningslinjer.

Som medarbejder tilbyder vi ligeledes adgang til synscentrets svømmehal, gymnastiksal og motionsfaciliteter.

Synscenter Refsnæs har ca. 120 medarbejdere og er beliggende meget naturskønt ved Kalundborg Fjord

Samtaler 24.06.2025

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Om Synscenter Refsnæs

Synscenter Refsnæs er det nationale specialpædagogiske ressource- og videnscenter for børn og unge med synsnedsættelse herunder blindhed. Børn og unge, der er optaget i Synsregistret eller opfylder kriterierne herfor, kan gøre brug af tilbuddene. Målgruppen omfatter også børn og unge med yderligere funktionsnedsættelser herunder blindhed.

Synscenter Refsnæs er et højt specialiseret tilbud, som arbejder vidensbaseret og tværfagligt med udvikling, læring, trivsel og medborgerskab for målgruppen i et landsdækkende samarbejde.

Tilbuddene omfatter vidensarbejde, specialrådgivning og vejledning, individuel udredning, kursustilbud og gruppeforløb, materialeproduktion, skole, efterskole, STU og botilbud.

Læs mere om Synscenter Refsnæs på vores egen hjemmesideFacebook og LinkedIn

Log ind