Lærer til Skolen ved Radiomarken

fuldtid
Lærer til Skolen ved Radiomarken
  • BKF Familie og Rådgivning
  • Rådhus Alle 7, 2860 Søborg
Ønsker du at blive en del af et spændende og udviklende specialpædagogisk fagligt miljø og kan du se dig selv bidrage til et godt kollegafællesskab, hvor der arbejdes i selvstyrende teams?

Stillingen som lærer ønskes tiltrådt hurtigst muligt.

Om Skolen ved Radiomarken
Skolen ved Radiomarken er Gladsaxe Kommunes Skole- og Dagbehandlingstilbud. Vi arbejder med små klasser og hold og har en gennemsnitlig normering på en voksen til tre børn.
Eleverne i vores klasser har ofte meget forskellige undervisnings- og behandlingsbehov. Differentiering af undervisningen er derfor en forudsætning for at kunne imødekomme elever, der til tider har brug for alternative måder at lære på. Vores pædagogiske tilgang tager afsæt i at skabe en forudsigelig, genkendelig og visuel struktureret skoledag, med passende udfordringer til hver enkelt elev.

Ud over den faglige undervisning, har lærere og pædagoger fokus på at understøtte elevernes behov for social læring og arbejder målrettet med elevernes forudsætninger for at indgå i samspil og kommunikation med andre. Vi støtter eleverne i at være i relationer og aktiviteter med deres kammerater og er optagede af at sikre hver enkelt elev deltagelsesmuligheder i meningsfulde fællesskaber.

Skolens børn har brug for voksne der møder dem med tålmodighed og forståelse for deres særlige behov og udfordringer. Vi arbejder bevidst med en konflikt- og stressnedsættende pædagogisk tilgang, hvor vi er sammen med børnene på en anerkendende, rolig og løsningsorienteret måde.

Som lærer på Skolen ved Radiomarken får du mulighed for at sætte alle dine faglige kompetencer i spil og undervise i flere fag på flere årgange. Som udgangspunkt er du sammen med en kollega i lektionerne.

Vi søger en lærerkollega der:
  • Er uddannet lærer
  • Meget gerne har specialpædagogisk undervisningserfaring indenfor autismeområdet, og har viden om tilgange til og tilrettelæggelse af forudsigelige, visuelle og strukturerede læringsforløb.
  • Værdsætter at være en del af et professionelt læringsmiljø med afsæt i et samarbejde mellem lærere og pædagoger og andre faggrupper.
  • Ser potentialet i et nært og afstemt forældresamarbejde, som en forudsætning for at eleven udvikler sig bedst muligt.
  • Arbejder anerkendende med afsæt i principperne for Low Arousal.
  • Kender til og anerkender betydningen af relationsarbejde i et professionelt perspektiv.
  • Er robust og energisk og med et roligt temperament.
  • Kan beskrive elevernes udvikling, udfordringer, progression og mål, både skriftligt og mundtligt, i forbindelse med fx visitationssager, statusrapporter og netværksmøder.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist 26. januar 2026.
Samtaler afholdes løbende.

Har du lyst til at vide mere
om stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret skoleleder Frederikke Faurschou på telefon 28 78 19 30.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Log ind