Lægestuderende til Infirmeri Nordjylland ved Forsvarets Sanitetskommando

deltid
Lægestuderende til Infirmeri Nordjylland ved Forsvarets Sanitetskommando
  • Aalborg Kaserner
  • Gammel Høvej 34, 9400 Nørresundby
Er du lægestuderende og har du bestået 8. semester, er en stilling som lægestuderende på et af Forsvarets infirmerier måske noget for dig?

Om os
Forsvarets Sanitetskommando har een stilling som lægestuderende til besættelse 1. august 2025 eller snarest muligt derefter ved infirmeriet i Aalborg. Forsvarets infirmerier udgør den kliniske del af Forsvarets Sanitetskommando og varetager soldatens helbred. På infirmerierne udføres både akutte og elektive læge- samt tandlægeydelser til værnepligtige og fast personel, som støtte til Forsvarets operative enheder. Infirmeriernes personale er overlæger, civile afdelingslæger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, tandlæger, tandplejere og klinikassistenter samt sekretærer og militært personel med sanitetsfaglig uddannelse.

Om stillingen
Vi tilbyder et studierelevant job i dynamiske omgivelser med gode muligheder for såvel klinisk som personlig udvikling. Efter en introduktionsperiode kommer du til at arbejde i et militært miljø med varierende opgaver, som fx kliniske undersøgelser og behandling af akutte skader samt forundersøgelser (blodprøvetagning, urinundersøgelse, BT, ekg, lungefunktionsundersøgelse, syns- og høretest) og – efter oplæring – klinisk undersøgelse i forbindelse med periodisk helbredsundersøgelse for fastansat militært personel. Arbejdstiden er mandag-torsdag kl. 08.00-15.24 med forventet mødehyppighed 3-4 hverdage om måneden, dog med reduceret funktion i ferieperioder.

Om dig
Du er medicinstuderende med interesse for Forsvaret og har bestået 8. semester, og du har klinisk erfaring fra tidligere ansættelse og/eller klinikophold. Du er motiveret, pligtopfyldende, arbejdsom og god til at samarbejde på tværs af faggrænser.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en tidsbegrænset civil stilling ved Forsvarets Sanitetskommando.

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Foreningen af Danske Lægestuderende og Forsvarsministeriets Personalestyrelse for lægestuderende på Forsvarsministeriets område.

Timelønnen udgør 182,81 kr., som følger reguleringsprocenten. Hertil kommer et arbejdsgiverfinansieret pensionsbidrag på 18,07 %. Arbejdstiden er 7,4 timer pr. dag og eventuelt overarbejde godtgøres med 50 %.

Nærmere aftale om plan for arbejdsdage koordineres med chefen for Infirmeri Nordjylland. Der stilles kliniktøj til rådighed.

Som ansat under Forsvarsministeriets område skal du kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

Ansættelsen ophører ved afslutning af lægestudiet.

Kontakt og ansøgning
Din ansøgning vedlagt dokumentation for uddannelse og oplysning om tidligere beskæftigelse sendes til Personelkommandoen via nedenstående link.

Ansøgningsfristen er 15. juni 2025. Efter nærmere aftale med infirmerichefen planlægger vi at holde samtaler løbende. Ansættelsesdato 1. august 2025 eller snarest muligt derefter.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Infirmeri Nordjylland i Aalborg
Infirmerichef overlæge Thomas Lubbert Nielsen
Telefon: 7281 8112.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Charlotte Møller Nielsen på telefon: 3266 5767.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Log ind