Laboratorieleder for Immunhistokemisk Team v/Patologiafdelingen, Sjællands Universitetshospital

fuldtid
Laboratorieleder for Immunhistokemisk Team v/Patologiafdelingen, Sjællands Universitetshospital
  • Region Sjælland
  • Lykkebækvej 1, 4600 Køge

Vil du være med til at forme din fremtidige arbejdsplads? Brænder du for ledelse med drifts- og personaleansvar, og har du mod på tværfagligt samarbejde, faglig udvikling og effektiv drift i en afdeling med fart og ambitioner?

Patologiafdelingen ved Sjællands Universitetshospital (SUH) søger pr. 1. marts 2026 eller snarest muligt en dedikeret laboratorieleder til afdelingens immunhistokemiske team, afsnit Køge. Teamet leverer immunhistokemiske analyser, der understøtter diagnostik og forskning/udvikling.

Vi ønsker en synlig, tydelig og tillidsskabende leder med en stærk motivation for at sikre afdelingens fortsatte høje kvalitet indenfor afdelingens immunhistokemiske område. Som laboratorieleder vil du blive en del af afdelingens tværfaglige lederteam, bestående af en cheflæge, en chefbioanalytiker, fire overbioanalytikere, en enhedsleder, en sundhedsadministrativ leder, en ledende klinisk akademiker og to ledende overlæger. Du vil indgå i et tæt samarbejde med overbioanalytikerne og du vil indgå i et ”makkerpar” med en af de ledende overlæger.

Patologiafdelingen er en stor, varieret og spændende afdeling, der leverer et omfattende spektrum af diagnostiske analyser på patientprøver i form af væv og celler. Afdelingen dækker hele Region Sjælland, og vores vigtigste opgave er at levere præcise og rettidige svar af højeste kvalitet, så vores kliniske samarbejdspartnere kan tilbyde patienterne den bedst mulige behandling. Afdelingen er inde i en omfattende udvikling, og der er store forandringer forude i form af en igangværende flytning af afsnittet i Roskilde til det nye SUH i Køge, akkreditering af afdelingen, øget niveau af digitalisering og automatisering, samt en betydningsfuld forsknings- og udviklingsindsats. Vi deltager aktivt i bioanalytiker- og speciallægeuddannelsen, og vi stræber hele tiden efter at forbedre os både patologi- og ledelsesfagligt. Vi lægger vægt på nytænkning, åbenhed, tillid, tværfagligt samarbejde og stor selvstændighed i opgaveløsningen.

Vores forventninger til dine kvalifikationer er:

  • Du har en relevant sundhedsfaglig eller naturvidenskabelig uddannelsesmæssig baggrund
  • Vi forventer, at du på sigt opnår indsigt i de analysemetoder, som teamet arbejder med, samt indsigt i patologispecialet
  • Du påtager dig aktivt ansvar og lederskab gennem tydelig og transparent kommunikation
  • Du har erfaring med personaleledelse. Du har gennemført eller ønsker på sigt at gennemføre en lederuddannelse
  • Du har overblik, er omstillingsparat og visionær
  • Du udviser et stort fagligt engagement og arbejder kvalitetsbevidst med en anerkendende, inddragende, motiverende tilgang, så dine medarbejdere ser mening i at arbejde proaktivt for samarbejdet og løsningen af opgaverne
  • Du er serviceorienteret og bringer de forskellige faggruppers kompetencer, viden og erfaring i spil, så der kan samarbejdes på tværs om at skabe resultater
  • Du skal, i samarbejde med teamet, kunne organisere og planlægge afvikling af forsknings- og udviklingsopgaver sideløbende med rutineopgaverne og have fokus på høj aktivitet og kvalitet
  • Du skal kunne inspirere og understøtte relevant udvikling af de nødvendige kompetencer hos den enkelte såvel som i teamet i forhold til nuværende og fremtidige behov
  • Du er i stand til at udfordre vanetænkning og kultur, men med et balanceret overblik, struktur og klare mål

Teamet og opgaverne

I vores immunhistokemiske team er der ansat 22 dygtige bioanalytikere, som du vil have personale-, drifts- og overordnet faglig ledelse af. Alle mellemledere i afdelingen deltager med en delmængde i driftsopgaven.Teamet samarbejder om varetagelsen af følgende laboratorieopgaver:

  • Håndtering af afdelingens immunhistokemiske analyser på forskelligt apparatur, herunder kvalitetssikring af udførte analyser
  • IF (Immun Fluorescens farvning)
  • TMA (Tissue Micro Array) for udvalgte organområder
  • GPA (Gen protein assay) for udvalgte organområder
  • Manuel mikrotomi af alle ekstrabestillinger samt maskinel mikrotomi på afdelingens skærerobotter
  • Scanning og kvalitetssikring af snit til digital patologi
  • Udskæring af komplekst materiale ved patolog indenfor GYN/LUNGE/ØNH/HÆM/ HUD/BLØD, inkl. generel vævsindsamling til kontrolfremstilling
  • Kvalitetsudvikling og kvalitetskontrol af analyseproduktionen, inkl. kommende akkreditering
  • Analyse- og forskningsopgaver for afdelingen samt for regionale og nationale samarbejdspartnere
  • Undervisning af bioanalytikerstuderende

Afdelingens laboratorie er opdelt i fem teams, og de øvrige laboratorieteams er opdelt i fagområderne histologi, cytologi, frysediagnostik og molekylærpatologi. Til hvert team er der tilknyttet egne funktioner samt fællesfunktioner på tværs af teams, afsnit og afdeling, endvidere samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere.

Patologiafdelingens organisering, profil og uddannelsesansvar

Patologiafdelingen på SUH er en regional afdeling, der betjener alle regionens sygehuse, praksissektoren, privathospitaler og regionens tandlæger. Afdelingen har aktuelt afsnit i Roskilde, Køge og Næstved. I september 2025 flyttede tre laboratorieteams fra afsnittet i Næstved ind i vores nye laboratorielokaler på Sjællands Universitetshospital i Køge. Roskildeafsnittet påbegynder indflytningen i Køge i januar 2026, hvorved Immunhistokemisk Team samles fysisk.

Patologiafdelingens afdelingsledelse består af en chefbioanalytiker og en cheflæge. Afdelingen består i dag af ca. 185 dygtige og engagerede medarbejdere, der omfatter bioanalytikere, laboranter, speciallæger, kliniske akademikere, sekretærer og mange andre faggrupper, da vi ser den diverse faggruppesammensætning som en styrke og et krav i en omfattende og kompleks opgaveløsning.

Løn- og ansættelsesvilkår:

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af relevante tillæg.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, eller ønsker du mere information, er du velkommen til at kontakte chefbioanalytiker Mette Weidinger Nordmann (tlf. 24 98 77 28) eller overbioanalytiker Helle Kayser (tlf. 29 25 91 96).

Svarfrist og samtaler

Har stillingen din interesse, skal ansøgning, CV samt relevante bilag sendes via linket i dette stillingsopslag. Ansøgningsfristen er 9. januar 2026. Der afholdes samtaler på afdelingens afsnit Køge i uge 4, 2026.

Om os

Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.

Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her

Se video om Sjællands Universitetshospital her

Log ind