Laborantpraktikant til Fødevareforskning

fuldtid
Laborantpraktikant til Fødevareforskning
  • KU - SCIENCE -FOOD og NEXS
  • Frb. Campus område , Rolighedsvej 30 2, 1958 Frb. C
Københavns Universitet, Institut for Fødevarevidenskab (FOOD), Sektion for Ingrediens og Mejeri Teknologi (IDT), søger 1 laborantpraktikant med ansættelse i 1 år fra 1.februar 2026.

Sektionen for Ingrediens- og Mejeriteknologi søger 1 laborantpraktikant, til et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø. Sektionen består af tre forskningsgrupper; Food Protein, Molecular Food Science, and Dairy and Food Processing.

Som praktikant i IDT vil du få en tilknytning til en af forskningsgrupperne, men i løbet af praktikken vil du også arbejde på opgaver i en eller flere af de andre forskningsgrupper, da mange projekter ofte er et samarbejde mellem flere forskningsgrupper. Opgaverne kan være analysearbejde på projekter, udvikling, optimering eller validering af analysemetode, fejlfinding og kontrol af udstyr, og som praktikant vil du oftest arbejde på 2-3 opgaver ad gangen.

Sektionen råder over spektrofotometrisk og kromatografisk udstyr som UV/VIS, Fluorescens, HPLC, UHPLC og GC, samt udstyr til proteinbestemmelse, som SDS-Page og Western-Blot. Derudover råder sektionen over avanceret analytisk udstyr til karakterisering af fysisk kvalitet og funktionalitet af eksempelvis mejeriprodukter, øl og ingredienser. Dette kan f.eks. omhandle målinger af partikelstørrelsesfordeling, reologiske egenskaber, og mikroskopi.

Laborantgruppen består af 3 laboranter og 2 laborantpraktikanter, og som praktikant vil du desuden skulle assistere ved laboratorieundervisning med klargøring af øvelser, opstilling af udstyr, fremstilling af opløsninger og praktisk vejledning til de studerende i laboratoriet.

Praktikant profil

  • Du har bestået den teoretiske del af laborant-uddannelsen inden praktikstart.
  • Du har en god fysik til at bevæge dig og løfte, da vi er et dynamisk lab der hele tiden er i forandring og vores lab er placeret forskellige steder på campus og evt. arbejde i Pilot Plant kræver en god fysik.
  • Du har lyst til at tage del i det almene laboratoriearbejde som fremstilling af reagenser, opvask og bortskaffelse af affald, samt introduktion af metoder og udstyr til vores studerende og andre kollegaer.
  • Du kan formulere dig mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk, da der er mange internationale forskere i sektionen.
  • Du har et godt kendskab til Microsoft Office Outlook, Word og Excel.
Evt. yderligere oplysninger kan indhentes ved henvendelse til laborant Bente Danielsen, Tlf. 40 19 62 28, E-mail: bsoe@food.ku.dk

Løn- og ansættelsesforhold:
Ansættelsen er tidsbegrænset til 1 år. Den ugentlige arbejdstid er 37 timer. Løn og ansættelse i henhold til gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO) samt organisationsaftale for laboranter indgået mellem Finansministeriet og HK/STAT. For KVU-voksenpraktikanter, dvs. praktikanter der er fyldt 25 år ved ansættelsen, sker aflønningen under hele praktikken med 220.533 kr. (31.3.2012-niveau). Praktikanter som fylder 25 år under uddannelsen, aflønnes som KVU-voksenpraktikanter fra måneden efter de er fyldt 25 år.

Dit arbejds- og ansættelsessted vil være:

Institut for Fødevarevidenskab

Rolighedsvej 26

1958 Frederiksberg C

Ansøgning mv.:
Ansøgning vedlagt CV, kopi af førsteårskarakteren og evt. tidligere eksamenspapirer skal være instituttet i hænde senest mandag den 20. oktober 2025. Ansøgning sendes via Københavns Universitets hjemmesiden eller jobportal. Tryk på linket ”Søg stillingen” nederst i opslaget.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning

Log ind