Laborant til Sektion for Akvakultur - DTU Aqua i Hirtshals

fuldtid
Laborant til Sektion for Akvakultur - DTU Aqua i Hirtshals
  • HAVUNDERSØGELSESSKIBET DANA DANMARKS FISKERIUNDERSØGELSER
  • Willemoesvej 2, 9850 Hjørring

Har du lyst til at bidrage til den fortsatte udvikling af bæredygtigt fiskeopdræt? Trives du med at arbejde i et dynamisk og positivt, internationalt miljø med fokus på forskning og uddannelse? Kan du selvstændigt varetage vejledning og assistance til vores internationale studerende i laboratoriet? Så er du måske vores nye kollega, for vi søger en erfaren, uddannet laborant (37 t/uge) til vores laboratorier og faciliteter i Hirtshals. 

Jobbet 
Vi tilbyder et spændende og udfordrende job i en international atmosfære. Vi er en ekspanderende enhed, der arbejder med en lang række opgaver, så der er betydelig variation i arbejdsdagene.

Stillingens arbejdsområder vil omfatte nedenstående funktioner:

  • Løbende vedligehold af levende kulturer, i særdeleshed alger 
  • Vandkemiske analyser (titrering, spektrofotometri, pladelæser m.m.)
  • Analyser af våde biologiske prøver
  • Drift af apparatur (f.eks. HPLC, IC, GC, Coulter counter, qPCR, flowcytometer)
  • Kalibrering og vedligehold af målesensorer og brug af dataloggerudstyr
  • Assistance ved gennemførelse af praktiske forsøg
  • Indkøb af kemikalier og øvrigt laboratorieudstyr

Denne del af jobbet er anslået til 15-20 timer/uge:

  • Selvstændig varetagelse af vejledning og assistance til studerende i laboratoriet
  • Løbende sørge for orden, supplere varelager m.v. i studenterlaboratoriet på Campus Hirtshals

Du må desuden forvente at indgå i sektionens øvrige aktiviteter og feltarbejde efter behov. 

Vores forventninger til dig
Du er fleksibel og arbejder selvstændigt og struktureret. Du forventes at have en baggrund som uddannet laborant el.lign. med dokumenteret tidligere erhvervserfaring, der understøtter flere af de nævnte arbejdsopgaver; i særdeleshed vedr. drift af levende kulturer og/eller praktisk vejledning af studerende. Har du teknisk flair vedr. drift af udstyr vil det være en fordel. 

Du forventes at kunne kommunikere på dansk og engelsk både i tale og skrift og herudover at have:

  • Gode evner til teamwork såvel som til at arbejde selvstændigt
  • Myndighed og ordenssans 
  • En initiativrig og proaktiv tilgang til dine opgaver med høj kvalitet i fokus
  • Endvidere er det væsentligt, at du føler ansvar i forhold til arbejdsplads, kolleger og opgaver, og vilje til at bidrage fagligt og socialt ved udvikling af arbejdspladsen.

Din nye arbejdsplads
På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed.

Vi tilbyder et spændende job i internationalt miljø, der er både forsknings- og undervisnings-orienteret. Vi er en dynamisk og travl sektion på omkring 30 personer med forskellig baggrund. Vi er førende indenfor vores felt, og vi håber, du vil hjælpe os til at fastholde denne position fremover. Sektionen udfører forskning, undervisning og rådgivning med fokus på teknologi og bæredygtighed og beskæftiger p.t. to laboranter og en elev.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til fællesoverenskomst og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/Stat) indgået med Finansministeriet.

Ansættelsesstedet er DTU Aqua, Nordsøen Forskerpark, Willemoesvej 2, 9850 Hirtshals.

Stillingen vil være til besættelse fra 1. februar 2026 eller snarest derefter eller efter gensidig aftale og hensyn til evt. opsigelsesvarsel.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 15. december 2025 .  Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte ledende laborant Ulla Sproegel tlf. 21 31 58 63 el. mail usp@aqua.dtu.dk  eller sektionsleder Per Bovbjerg Pedersen på mail pbp@aqua.dtu.dk .

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

Om DTU Aqua
DTU Aqua – Institut for Akvatiske Ressourcer – arbejder for velfungerende have, åer og søer, hvor biodiversiteten kan trives. Vores forskning, rådgivning og uddannelse bidrager til at udvikle en bæredygtig blå bioøkonomi og robuste akvatiske økosystemer og til at reducere effekterne af klimaændringer. Vi har et stort nationalt og internationalt netværk og samarbejder med andre forskningsmiljøer, myndigheder, erhverv og NGO'er. Vi har state-of-the-art-forskningsfaciliteter og Danmarks eneste oceangående forskningsskib, som også kan sejle i Arktis. Instituttet har 360 medarbejdere, hvoraf halvdelen er videnskabeligt personale, inklusive ca. 50 ph.d.-studerende. Mere end 35 nationaliteter er repræsenteret på instituttet, og vi arbejder for en ligelig kønsfordeling. Vi holder til i Lyngby, Hirtshals, Nykøbing Mors og Silkeborg og har faste aktiviteter i Grønland. Læs mere på aqua.dtu.dk

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

Log ind