Laborant eller bioanalytiker til molekylær genetik og daglig drift af klasse 2 laboratorium

deltid
Laborant eller bioanalytiker til molekylær genetik og daglig drift af klasse 2 laboratorium
  • Aarhus Universitet
  • 8000 Aarhus C
Institut for Biomedicin på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, søger en laborant eller bioanalytiker til molekylær genetik og daglig drift af klasse 2-laboratorium pr. 1. august 2025 eller snarest muligt derefter. Stillingen er en 1-årig deltidsstilling på 30 timer/ugen med mulighed for forlængelse.

Institut for Biomedicin skaber rammen for banebrydende forskning gennem et stærkt fokus på faglighed, diversitet og et sundt arbejdsmiljø. I et internationalt og mangfoldigt forskningsmiljø arbejder engagerede forskere og medarbejdere målrettet på at skabe ny viden inden for centrale biomedicinske felter som infektion og inflammation, membranbiologi, neurovidenskab og personlig medicin. Instituttet værdsætter tværfagligt samarbejde og tilbyder en inspirerende arbejdsplads, hvor både forskningsmæssig nysgerrighed og fællesskab får plads til at vokse. Institut for Biomedicin leverer forskningsbaseret undervisning af højeste kvalitet og har blandt andet ansvaret for en stor del af medicinuddannelsen. Cirka 500 medarbejdere fra hele verden er ansat på instituttet, som huser moderne laboratorie-, core- og dyrestaldsfaciliteter. Engelsk er det foretrukne sprog i både laboratoriet, til møder og ved seminarer. Institut for Biomedicin har fokus på innovation, entreprenørskab og samarbejde med erhvervslivet. Du kan læse mere om instituttet her og om fakultetet her.

En række forskningsgrupper på Institut for Biomedicin er netop flyttet til en nyrenoveret bygning (Bartholin-bygningen) på Aarhus Universitets campus. Her etableres nu en ny corefacilitet, ’klasse 2-laboratoriet’, der giver instituttets medarbejdere mulighed for at arbejde med virus-baserede vektorsystemer til genoverførsel, genterapi og CRISPR-baseret genredigering. Her foregår således primært arbejde med lentivirale vektorsystemer og vektorer baseret på adeno-associeret virus. Faciliteten huser også instituttets forskningsgruppers arbejde med CRISPR-screening, der involverer brugen af lentivirale vektorer og som også tiltrækker forskningsgrupper fra kliniske institutter og andre fakulteter. Den nye state-of-the-art facilitet er udstyret med alt nødvendigt udstyr som Nanoflow cytometer, Incucyte live-cell analysesystem, fluroscens-mikroskoper, nukleofektionsudstyr, ultracentrifuger m.m. Faciliteten har instituttets FACS core-facilitet som nabo og samarbejdspartner.

Dine arbejdsopgaver

Som laborant er dine primære opgaver administration og daglig koordinering af klasse 2-faciliteten. I dit daglige arbejde har du et tæt samspil med dygtige kolleger, og du bliver tilknyttet forskningsgruppen under ledelse af Professor, Jacob Giehm Mikkelsen, som har det overordnede ansvar for driften af faciliteten. Du vil blive introduceret til forskningsområdet og blive en del af det daglige samarbejde i laboratoriet, fx vil du deltage i fælles laboratoriemøder og sociale aktiviteter.

Du bliver ansvarlig for at koordinere den daglige drift af Klasse 2-laboratoriet. Dine opgaver vil primært bestå af:
  • Daglig drift af instituttets nye klasse 2-facilitet
  • Indkøb af materialer til faciliteten
  • Registrering af og kontakt til brugere
  • Oplæring af nye brugere og kontakt til teknisk personale
  • Autoklavering og affaldshåndtering
  • Cellekulturarbejde inkl. produktion af virale vektorer
  • Indgå i samarbejde med FACS core-faciliteten
  • Administrative opgaver relateret til faciliteten

Desuden forventer vi i fremtiden at kunne tilbyde brugere af faciliteten nye services f.eks. i form af hjælp til produktion af genvektorer, cellekultur og genetiske screens. Derfor vil opgaverne også rumme klassisk molekylærgenetisk laboratoriearbejde, herunder arbejde med bakterie- og cellekultur. Dette vil ske i tæt samarbejde med forskningsgruppen, som du tilknyttes.

Du refererer til Professor Jacob Giehm.

Dine kompetencer

Du er uddannet laborant og har erfaring med molekylærbiologisk laboratoriearbejde, herunder cellekultur. Du har kendskab til og måske erfaring med arbejdet i et Klasse 2-laboratorium og forstår vigtigheden af sikkerhed, dokumentation og god laboratoriepraksis. Du har mod på at stå for at koordinere den daglige drift af en corefacilitet og er interesseret i arbejde, der handler om vigtige værktøjer til molekylærgenetisk forskning, genterapier og anvendelse af genredigeringsværktøjet CRISPR. Du trives med ansvar og har gode organisatoriske evner, der gør dig i stand til at varetage daglig drift, koordinering og indkøb. Samtidig trives du med at snakke med kollegaer og brugere af faciliteten (også på engelsk) og går ikke af vejen for de rutineopgaver, der også er forbundet med arbejdet. Du er serviceminded, har let ved at samarbejde med forskere og brugere af faciliteten, og du har lyst til at indgå i et aktivt forskningsmiljø. Du er nysgerrig, fleksibel og har lyst til løbende at tilegne dig ny viden. Vi forventer, at du har det fint med at tale og skrive på engelsk.

Spørgsmål til stillingen

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Jacob Giehm Mikkelsen, på mail giehm@biomed.au.dk eller tlf.: +45 23617253.

Arbejdsstedet er Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, Bartholins Allé 6, 8000 Aarhus C, Danmark.

Vi forventer at afholde samtaler i slutningen af maj.



Ansættelsesgrundlag


Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og relevant gældende overenskomst.


Ansøgning


Din ansøgning skal indeholde følgende:
  • Ansøgning
  • Curriculum Vitae
  • Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
  • Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet

Vi henviser til fakultetets Vejledning for ansøgere.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 


Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk

Log ind