Kostkonsulent til ”Enhed for Mad og Drikke”, Servicecenteret, Rigshospitalet Er du kostfagligt uddannet som pb. i ernæring og sundhed eller lignende og har du lyst til at arbejde inden for et område, som gør en kæmpe forskel for patienterne, personalet på afdelingerne og vores produktionskøkken?
Så er dette måske den rigtige stilling for dig.
Din hverdag vil bære præg af mange forskellige udadvendte opgaver, som du løser i et tæt samarbejde med vores nuværende kostkonsulent. Du kommer til at indgå i bredt samarbejde med afdelinger på hele hospitalet, vores interne kundeservice, produktionskøkkenet, serveringspersonalet, måltidsværterne, diætisterne, ergoterapeuterne og vores eksterne kunder.
Du vil få fast kontorplads på fælleskontor i tilknytning til centralkøkkenet, men meget af tiden vil også tilbringes ude på afdelingerne i dialog med personalet, der bestiller eller serverer patientmaden.
Primære arbejdsopgaver - Vedligeholde overblik over afdelingernes patientsammensætning og kostmæssige behov, samt justere afdelingernes standardbestillinger af frokost og aftensmad i Master Cater.
- Agere bindeled mellem produktionskøkken, afdelinger, diætister og ergoterapeuter.
- Indgå i løbende dialog med afdelingerne ift. kosttyper, diæter, menu og større ændringer fra centralkøkkenets side, samt undervise afdelingspersonale i bestillingsmodulet i Master Cater.
- Undervise og oplære måltidsværter og serveringspersonale i anretning og servering af mad, samt instruere i Master Cater.
- Indgå i projektarbejde omkring fx varesortiment, procesoptimering, kostkoncepter og minimering af madspild.
- Være tovholder på opdatering af centralkøkkenets internet- og intranetsider, samt løbende opdatering af køkkenets opslag og infofoldere om patientmad, varebestilling og lign. vejledninger.
Du vil desuden skulle varetage ad-hoc administrative opgaver, samt bistå med løsning af forskellige opgaver i staben.
Om dig Vi forventer, at du har kostfaglig erfaring, solidt fødevarekendskab, og interesse i at have dialog med mange forskellige mennesker, og at du har rigtig gode samarbejds- og kommunikationsevner. Du har undervisningserfaring og har et højt niveau af skriftlig og mundtlig formidling – også pr. telefon og online.
Du har en god digital forståelse, kan hurtigt tilegne dig kendskab og forståelse af nye IT-systemer, og er rutineret bruger i Office. Det vil desuden være en fordel, hvis du har kendskab til Master Cater, hvilket dog ikke er et krav.
Personligt er du ansvarsbevidst, analytisk og kan lide at arbejde med deadlines, samtidig med, at du er fleksibel og ser muligheder fremfor begrænsninger. Du har en positiv indstilling og et godt humør, arbejder struktureret og kan håndtere mange opgaver på én gang samt bevare overblikket i en travl og omskiftelig hverdag. Og så er du god til at omgås mange forskellige mennesker med forskellige færdigheder og baggrunde.
Ansættelsesvilkår - Vi har brug for en fuldtidsmedarbejder, 37 timer ugentligt, med opstart snarest muligt, men vi venter gerne på den rette.
- Arbejdstiden er hverdage i tidsrummet 6.30 – 16.00 med lejlighedsvise afdelingsbesøg sen eftermiddag/tidlig aften.
- Tjenestested er hovedsageligt på Blegdamsvej, men der kan forekomme oplæring, møder og lignende på Glostrup efter aftale.
- Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst indgået med Danske Regioner og relevant organisation.
Vi står klar med oplæring og masser af nye spændende opgaver, så hvis dette har vagt din interesse, vil vi glæde os til at modtage din ansøgning.
Vil du vide mere? Så kontakt souschef Anita Madsen på 51 44 45 30 eller send en mail til
anita.madsen@regionh.dk Sådan søger du Send ansøgning, CV og relevante uddannelsesdokumenter via linket i annoncen.
Ansøgningsfrist D. 7. januar 2026
Samtaler forventes afholdt i uge 3 og 4
Om os Centralkøkkenet er en del af funktionen Enhed for Mad og Drikke (EMD), og har ansvaret for at tilberede velsmagende og målrettet mad til ca. 800 patienter. Det er en stor, vigtig og kompleks opgave, hvor maden skal være både appetitvækkende og ernæringsrigtig. Vi arbejder målrettet mod øget brug af økologiske og bæredygtige råvarer og stræber hele tiden efter at forbedre vores praksis.