Kordegn

fuldtid
Kordegn
  • Københavns Domkirke Vor Frue Kirke
  • Fiolstæde 4, 1171 København
Kordegn

Erfaren kordegn søges til Københavns Domkirke

Da vores afholdte kordegn har fået nye vigtige opgaver inden for provstiet, søger vi en struktureret og imødekommende kordegn, der udover personregistrering mv. kan understøtte de kirkelige handlinger og øvrige aktiviteter i samarbejde med kirkens medarbejdere.

Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke, er en levende sognekirke i hovedstadens centrum. 5 præster og 37 medarbejdere, herunder 2 fagledere og en sekretariatsleder (daglig leder), beskæftiger sig med såvel gudstjenester og kirkelige handlinger som koncerter, menighedsliv, diakoni og administration. Herudover er tilknyttet et stort antal frivillige og en engageret menighed.

Du vil blive en del af et endnu nyere, men stærkt administrationsteam, der har til formål at understøtte kirkens virke. Du vil have reference til sekretariatslederen.



Arbejdsopgaverne udvikler sig løbende, men består primært af:

  • Opgaver vedr. personregistrering
  • Kirketjeneste – kordegn ved forventeligt 2 højmesser pr. måned samt højhelligdage
  • Betjening af kirkekontoret
  • Kalenderstyring
  • Assisterende opgaver for Københavns biskop i forbindelse med bispevielser, ordinationer og festgudstjenester samt enkelte tjenesterejser
  • Deltagelse i planlægning af særlige arrangementer, eksempelvis festgudstjenester
  • 1.16 myndighedsopgaver. Kursus forventes gennemført efter ansættelse
  • Fremsendelse af tekster til DR i forbindelse med transmission af morgenandagter og gudstjenester
  • Diverse mindre administrative opgaver i sekretariatet.


Vi søger en uddannet kordegn, der gerne har flere års erfaring. En struktureret medarbejder, der er god til at planlægge og prioritere sin arbejdstid. Vi lægger stor vægt på, at vores kordegn er serviceminded og imødekommende over for husets mange besøgende. Gode engelskkundskaber er nødvendigt.

Som kordegn i Vor Frue Kirke skal man kunne trives med både at stå i front ved store arrangementer og at arbejde alene i dagligdagen. Kirken er en sognekirke, men har som domkirke tillige en række særlige opgaver og funktioner, herunder ordinationer og et nært samarbejde med bispesædet. Dertil kommer flere årlige tv-transmissioner af højmesserne. Alt dette ønsker vi, at vores kommende kordegn har lyst og evne til at være en del af. Vi sørger naturligvis for en grundig indføring i opgaverne.



Vi ønsker en kollega, der i lighed med resten af medarbejderstaben arbejder dedikeret, og som er struktureret og har øje for detaljer. Vi vægter initiativrighed og selvstændighed i arbejdet, men også at vi har øje for fællesskabet og gerne giver kollegaen en hånd med i særlige perioder.



Til gengæld for vores høje forventninger tilbyder vi:

  • Et godt arbejdsmiljø med en stor flok engagerede og muntre kolleger
  • Et meningsfyldt arbejde til gavn og glæde for både kirken og dens mange forskelligartede brugere og modtagere
  • Et menighedsråd med fokus på faglig oprustning, arbejdsglæde og gode rammer for såvel medarbejdere, menighed som frivillige
  • Fleksibilitet i tilrettelæggelsen af opgaver og arbejdstid
  • God sparring med kirkens øvrige medarbejdere.


Arbejdssted

Københavns Domkirke, Domkirkens Hus, Fiolstræde 4, 1171 København K.

Du får fast arbejdsplads i Københavns Domkirkes sekretariat i Domkirkens Hus. På kontoret er dine kolleger en løn- og personalemedarbejder, en regnskabsfører, en kommunikationsmedarbejder, en musikproducent og en sekretariatsleder. Du får en grundig introduktion til din nye arbejdsplads, og sammen lægger vi en plan for din opstart.

Læs mere på www.domkirken.dk.

Løn og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er 37 timer og vi har en fleksibel arbejdstid. Ansættelsesstart snarest.

Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte kordegne har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 2. Årslønnen aftales inden for intervallet 339.396,00 kr.- 428.285,00 kr.

Hertil kommer årligt ok-tillæg på kr. 3.366,35. Rådighedsforpligtelse til stillingen, og rådighedstillægget udgør årligt 38.349,25 kr. Den endelige løn fastsættes ud fra dine kvalifikationer og erfaring indenfor ovenstående ramme. Alle tal er aktuelt niveau pr. 1. april 2025.

Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Danmarks Kordegneforening.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Sekretariatsleder Line Marschner, på tlf. 3122 6639.

Ansøgningen med relevante bilag sendes via link herunder.

Ansøgningen skal være Vor Frue Kirke i hænde senest den 10. oktober 2025. Vi indkalder til samtaler d. 22. og 23. oktober og evt. 2. samtaler d. 28. og 29. okt. Der vil blive indhentet referencer.

Alle interesserede - uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold - opfordres til at søge stillingen.

Log ind