Har du et godt overblik og arbejder struktureret? Brænder du for at bygge offentlig IT? Og vil du være med til at videreudvikle, vedligeholde og drifte fremtidens digitale løsninger til Danmarks virksomheder - så er du måske den, vi søger. Om jobbet Vi søger dig, der kan hjælpe os i CVR IT-kontoret med at holde overblikket, sikre koordinering mellem de fire agile udviklingsteams, forretningen (kolleger, der bruger systemerne) og IT-udviklingsleverandørerne. Kontoret leverer samfundskritiske it-løsninger i hjertet af Erhvervsstyrelsen.
Vi søger en ny kollega, som sammen med en anden nyansat koordinator og vores to dygtige studenter skal udgøre det tværgående team i kontoret. Det tværgående team er den centrale indgang for CVR IT-kontoret, så forretningens nye idéer bliver taget vel imod og kommer godt videre til de fire agile udviklingsteams.
Vi forestiller os, at du vil have fokus på udviklingsteams og du vil have følgende opgaver:
- Gennemføre foranalyser
- Skrive indstillingsnotater, f.eks. til ansøgning om midler
- Fastsætte budgetter til vedligehold og videreudvikling, samt opfølgning på budgetter
- Visualisering af forbrug og opfølgning på balancen mellem udvikling og drift
- Skrive indstillingsnotater, f.eks. til ansøgning om midler
- Hjælpe med at betjene Styregruppen
- Udbud, ændringer til eksisterende kontrakter med IT-udviklingsleverandører og databehandleraftaler
- Fungere som gatekeeper og koordinator for opgaver på tværs af teams og områder.
Vi tilbyder Vi tilbyder dig en arbejdsdag fyldt med store og små opgaver. Primært vil arbejdet bestå i at sikre en fælles forståelse for styregruppens prioriteter på tværs af CVR IT-kontoret og facilitere en tæt og åben dialog med forretning, kolleger og leverandører.
Lone Skak-Nørskov, kontorchef for CVR IT-kontoret siger om jobbet:
Vi står overfor spændende udfordringer, hvor EU stiller stadig højere krav til os. Samtidig står vi med en guldgrube af data i cvr-registret. Det er en spændende kombination af nyudvikling pga. lovkrav, udvikling for at forblive relevante og samtidig sikre stabil drift. CVR IT-kontoret består af medarbejdere med forskellig erfaring, baggrund og kompetencer – det er en af vores styrker. Omgangstonen er uformel, og der er højt til loftet. Nye idéer bydes velkommen, ny teknologi afprøves, og vi er ikke bange for at fejle – så længe vi lærer af det. For at understøtte dig i dit arbejde, vil du have tæt dialog og sparring med din chef og få ledelsesopbakning, når det spidser til.
Nysgerrig på vores løsninger? Se her:
Start Virksomhed,
indberet regnskab og
cvr.
Vores forventninger til dig Vi forventer, at du har lyst til at arbejde i et IT-kontor, der både arbejder med udvikling, vedligehold og applikationsdrift. Du har et par års erfaring, er struktureret og har en interesse for projektledelse og styring. Du er pragmatisk og helhedsorienteret i din tilgang til arbejdet, så du søger løsninger med et blik for helheden. Du samarbejder med glæde med andre fagligheder og sætter en ære i at løfte i flok. Du kan f.eks. være kandidat i Business Administration & Information Systems, Medialogi eller lignende.
Det er en fordel, men ikke et krav at du har erfaring med et følgende:
- Udarbejdelse af beslutningsoplæg, herunder styregruppe- og ledelsesbetjening
- Agile metoder, helst scrum erfaring
- Planlægning
- Interessentanalyse
- Budgetstyring, herunder god til Excel
- Leverandørsamarbejde
Om os Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og er placeret på flere forskellige lokationer. Denne stilling er placeret på Langelinie i København.
Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk
Om ansættelsen Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC med mulighed for forhandling af tillæg. Der er tale om en fast fuldtidsstilling.
Indplacering vil som udgangspunkt være som fuldmægtig.
Du kan få yderligere information om stillingen ved at henvende dig til kontorchef Lone Skak-Nørskov på tlf. 35 29 12 29. Hvis du har brug for oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår, kan du henvende dig til HR-rekrutteringspartner Diana O. Birch på 91 33 71 39.
Bemærk at tilgængeligheden vil være begrænset i juleferien.
Om ansøgning Du søger stillingen ved at klikke på linket ”Søg stilling” i annoncen og følger instruktionerne. Dit CV, ansøgning og dine eksamenspapirer skal være modtaget
senest søndag den 4. januar 2026. I din ansøgning må du gerne oplyse din lønforventning inkl. pension baseret på en fuldtidsstilling (37 timer inkl. frokostpause).
Samtaler forventes afholdt i uge 3 og 4.
Læs mere om Erhvervsstyrelsen som arbejdsplads samt rekrutteringsprocessen her:
https://erhvervsstyrelsen.dk/jobs-i-erhvervsstyrelsen