Kontraktforhandler til det specialiserede børneområde i Faxe Kommune

fuldtid
Kontraktforhandler til det specialiserede børneområde i Faxe Kommune
  • Faxe Kommune, Rådhuset
  • Frederiksgade 9, 4690 Haslev
GENOPSLAG

Kontraktforhandler til det specialiserede børneområde i Faxe Kommune

Vil du være med til at sikre de bedste rammer for børn og unge i udsatte positioner og gøre det i tæt dialog med dem, der hver dag arbejder pædagogisk og socialfagligt med børnene? Har du styr på jura, økonomi og forhandling, men også blik for den faglige virkelighed bag ydelserne? Så er det måske dig, vi søger som vores nye kontraktforhandler.

Om stillingen

Som kontraktforhandler bliver du en central aktør i arbejdet med at indgå og følge op på kontrakter med leverandører af specialiserede indsatser til børn, unge, familier og deres netværk. Du får ansvar for at sikre, at aftalerne understøtter både kvalitet, lovgivning og økonomisk bæredygtighed, og at de tager afsæt i den pædagogiske og socialfaglige praksis, som indsatserne skal fungere i.

Stillingen forudsætter, at du kan bevæge dig sikkert i krydsfeltet mellem faglighed, økonomi og relationer. Du skal kunne forhandle professionelt og konsekvent, men også med nysgerrighed og respekt for leverandørernes virkelighed, så dialogen tager udgangspunkt i det rigtige for barnet og familien.

Dine opgaver

Du vil blandt andet arbejde med:

  • Forhandle og indgå kontrakter med private og offentlige leverandører.
  • Sikre overholdelse af Barnets Lov og øvrig relevant lovgivning.
  • Udarbejde, standardisere og kvalitetssikre kontraktgrundlag, herunder pris- og ydelsesbeskrivelser.
  • Arbejde aktivt med tilbudsindhentning som arbejdsmetode
  • Følge systematisk op på kontrakter og leverandørernes opfyldelse af aftaler.
  • Bidrage til udvikling af fælles standarder og arbejdsgange for kontraktstyring.
  • Samarbejde tæt med fagchefer, økonomikonsulenter, myndighedsområdet og fællesadministrationen.
Hvem er du:

Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund - f.eks. inden for jura, økonomi, offentlig administration eller det socialfaglige/pædagogiske område og at du har erfaring med kontraktforhandling og kendskab til udbudsregler.

Det er en klar fordel, hvis du har arbejdet med eller tæt på det specialiserede socialområde og har et indgående kendskab til den pædagogiske praksis, som indsatserne udfolder sig i. Du forstår, hvad der er på spil i hverdagen hos leverandørerne, og kan bringe den forståelse aktivt i spil i dialog og forhandling.

Du arbejder analytisk og struktureret, kan identificere forhandlingspotentialer og har samtidig stærke kommunikationsevner. Du skaber tillid i både interne og eksterne samarbejder og formår at balancere tydelighed, respekt og faglig nysgerrighed også når interesserne ikke er sammenfaldende.

Vi søger dig, der:

  • Har en relevant uddannelse, fx inden for jura, økonomi, offentlig administration og socialfagligt arbejde.
  • Har erfaring med kontraktforhandling og kendskab til udbudsregler.
  • Har erfaring med det specialiserede socialområde
  • Er analytisk stærk og kan identificere forhandlingspotentialer.
  • Har gode kommunikationsevner og kan skabe tillid i forhandlinger.
  • Arbejder struktureret og har blik for både detaljer og helhed.
Konteksten

På det specialiserede børneområde arbejder Faxe Kommune efter en politisk vedtaget udviklings- og genopretningsplan. Planen har til formål at sikre lovmedholdelighed og styrket støtte til børn, unge og familier med behov for hjælp. En væsentlig del af indsatsen handler om at styrke datakvalitet og økonomistyring samt omlægge udgiftspresset fra dyre og indgribende indsatser til tidligere og mere forebyggende tiltag, så børn, unge og deres familier får hjælp hurtigere og bedre.

Stillingen er nyoprettet og en del af denne samlede indsats. Du skal derfor forvente at få en aktiv rolle i at forme stillingen, opbygge samarbejdsflader og bidrage til at udvikle området i tæt samspil med dine kolleger.

En arbejdsplads med fællesskab og faglighed

I Faxe Kommune lægger vi vægt på arbejdspladser, hvor medarbejdere og ledere trives, og hvor vi tager fælles ansvar for arbejdsmiljøet. Vi tror på, at stærke arbejdsfællesskaber er en forudsætning for både høj kvalitet, arbejdsglæde og produktivitet. Vi tror på at vi kun lykkes sammen og at fællesskaberne er fundamentet.

Hos os får du ikke kun ansvar, men også indflydelse. Du får mulighed for at bringe dine idéer i spil og være med til at udvikle familieområdet både i og på tværs af stabe og centre. Hverdagen er præget af selvstændighed, fleksibilitet og faglig sparring, i en kultur med uhøjtidelig omgangstone og plads til humor.

På børn, unge og familieområdet arbejder vi ud fra det netop politisk vedtagne børne- og ungesyn, hvor vi står på, at vi i Faxe Kommune ønsker vi, at alle børn og unge – uanset deres vilkår og baggrund – får et godt liv, hvor de trives, udvikler sig og er kompetente medskabere af deres eget liv. Vi ønsker gennem dannelse og udvikling at sikre demokratiske og engagerede medborgere, der indgår i og bidrager til de fællesskaber, de er en del af.

Rammer for ansættelsen

Du vil formelt set blive ansat i Staben for Økonomi og Teknologi i indkøbsteamet, men du vil have dit daglige arbejde i Familieområdet i Center for Børn, Unge og Familier med faglig reference til ledelsen på familieområdet. Din arbejdsplads vil således også være på Familieområdet.

Stillingen er på 37 timer og til besættelse hurtigst muligt.

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Der vil være mulighed for at blive ansat som chefkonsulent.

Der er mulighed for hjemmearbejde i et vist omfang.

Ansøgningsfrist er tirsdag den 20. januar. Samtaler forventes afholdt torsdag den 22. januar 2026. Eventuelt 2. samtale kan forekomme.

Vil du høre mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte Stabschef for Økonomi og Teknologi Jens Vedel Jørgensen på 2465 0747 eller leder af Familie- og Ungeindsatsen Marlene Venborg Wittendorff 2475 0339.



Log ind