Kontorchef til nyt sekretariat for den Nationale Operative Stab (NOST)

fuldtid
Kontorchef til nyt sekretariat for den Nationale Operative Stab (NOST)
  • Styrelsen for Samfundssikkerhed, Østerbro
  • Holsteinsgade 63, 2100 København Ø
Har du lyst til ledelse og til at stå i spidsen for effektiv national koordination og overblik i krisesituationer? Vil du være med til at forme og styre myndighedernes samarbejde om beredskabsplanlægning og indsatser ved større kriser og hændelser? Så er det dig vi søger som kontorchef for NOST-sekretariatet i Styrelsen for Samfundssikkerhed

Om stillingen
I tilfælde af at Danmark bliver ramt eller påvirket af større kriser og hændelser, som for eksempel ekstremt vejr, brand, eksplosioner, strømafbrydelser, ulykker eller angreb, træder Den Nationale Operative Stab – i daglig tale NOST – sammen for at styre og koordinere den operative indsats på tværs af myndighederne.

Styrelsen for Samfundssikkerhed søger en chef til det nye sekretariat, der skal understøtte, udvikle og styrke koordineringen af opgaver relateret til national krisestyring- og kommunikation. Du får en nøglerolle i at sikre tilvejebringelse af et solidt og relevant beslutningsgrundlag for koordination og prioritering af opgaveløsning og ressourcer.

Du bliver chef for et sekretariat for hvem, du skal sætte retning, prioritere opgaver og skabe trivsel og faglig udvikling.

Dine ledelsesopgaver vil bl.a. være at:

  • Sætte retning og skabe rammer for sekretariatets arbejde med tværgående koordination af den operative og kommunikative indsats
  • Sikre høj faglighed og samarbejde på tværs af myndigheder og med eksterne aktører.
  • Indgå i styrelsens chefkreds og bidrage til den strategiske udvikling af hele organisationen.
  • Udvikle og motivere medarbejdere gennem anerkendende og nærværende ledelse.
  • Varetage den daglige ledelse og prioritering af sekretariatets opgaver.
Om dig
Vi søger dig, der:

  • Har solid beredskabsmæssig erfaring og forståelse for styring i den offentlige sektor.
  • Har stærke samarbejdsevner og kan kommunikere åbent og klart
  • Har erfaring med personaleledelse og trives med at skabe resultater gennem andre.
  • Har en relevant akademisk uddannelse (f.eks. cand.scient.pol., cand.oecon., cand.jur. eller officer- eller politifaglig baggrund).
Det tilbyder vi dig
Vi har et godt arbejdsmiljø og en imødekommende kultur, hvor vi lægger vægt på, at trivsel og performance går hånd i hånd. Vi er samlet på tværs af fagområder og kulturer og er lige nu ved at bygge en ny, stærk arbejdsplads op sammen. Fælles for os er, at vi brænder for vores arbejde og er klar til at hjælpe dig godt og sikkert i gang med dit nye job.

Om os
Fagområderne for beredskabsplanlægning, forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur, tele, cyber- og informationssikkerhed, national sikkerhedsmyndighed samt NOST er blevet samlet i Styrelsen for Samfundssikkerhed. Styrelsen beskæftiger sig med rådgivning og kommunikation til myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står overfor.

Styrelsen for Samfundssikkerhed hører under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og består af ca. 200 medarbejdere.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt. Du ansættes efter rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten med aflønning i løngruppe 1 (lønramme 37). Ansættelse sker som udgangspunkt på åremål for en 5-årig periode. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Arbejdsstedet vil indtil videre være Holsteinsgade 63, 2100 København Ø. Styrelsen har også lokation i Birkerød.

Send din ansøgning via knappen 'Søg stillingen'. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 17. september 2025. Hvis du er tjenestemand i forvejen, vil ansættelse kunne ske som tjenestemand. I givet fald skal du stile din ansøgning til Kongen. Der kan indgå test som en del af ansættelsesforløbet.

Har du spørgsmål til stillingen eller brug for uddybning, så kontakt vicedirektør Henrik Findahl Brodersen på mobil 30 37 45 19.

Interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Log ind