Kontorchef til nyoprettet kontor for Tilsyn med leasingvirksomheder

fuldtid
Kontorchef til nyoprettet kontor for Tilsyn med leasingvirksomheder
  • FINANSTILSYNET
  • Strandgade 29, 1401 Kbh K
Vil du være med til at udforme og implementere en ny tilladelsesordning for leasingbranchen i Danmark, og sikre et professionelt tilsyn med virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer? Har du stærke ledelseskompetencer og solidt kendskab til den finansielle sektor og hvidvaskområdet, så er det måske dig, vi søger til denne centrale rolle hos Finanstilsynet.

Jobbet
Du bliver ansvarlig for at stå i spidsen for det nye kontor, der varetager Finanstilsynets forvaltning af og tilsyn på leasingområdet. Kontoret håndterer den kommende tilladelsesordning, der betyder, at virksomheder kun kan udbyde leasing af motorkøretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift, hvis de har en tilladelse. Kontoret vil også stå for tilladelsesordningen for forbrugslånsvirksomheder, kreditservicevirksomheder og crowdfundingtjenester. Endelig vil kontoret skulle registrere kreditformidlere. Som kontorchef bliver dine opgaver bl.a. at:

  • Lede, udvikle og støtte medarbejderne gennem tillidsfuld sparring, tydelige rammer og løbende feedback, så alle kan levere høj faglig kvalitet og bidrage til et inkluderende og værdibaseret arbejdsmiljø.
  • Sætte rammerne for et nyt tilsynsområde i Finanstilsynet, opbygge viden og sætte det rigtige hold.
  • Implementere og løbende tilpasse tilladelsesordningen for leasingvirksomheder.
  • Vejlede virksomheder, der ansøger eller overvejer at søge tilladelse eller registrering indenfor de virksomhedstyper, som kontoret er ansvarlig for.
  • Udarbejde generelle processer for vurdering af ansøgninger om tilladelse, herunder vurdere en ansøgers forretningsmodel, processer for virksomhedens løbende overholdelse af de lovmæssige krav og vurdering af ledelsens egnethed og hæderlighed
  • Lede og videreudvikle det risikobaserede tilsyn med de virksomhedstyper, som kontoret er ansvarlig for.
  • Sikre en effektiv administration, herunder etablering af effektive processer for behandling af ansøgninger og registreringer, f.eks. ved brug af robotter og AI.
  • Varetage ansvaret for lov om visse leasingselskaber, lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om kreditservicevirksomheder samt fortolkning af crowdfundingforordningen.
Du bliver ansvarlig for et nyt kontor og får muligheden for i vidt omfang at sætte et nyt hold. Kontoret bliver normeret til ca. 14 medarbejdere inkl. kontorchefen. Vi forventer, at du sætter en klar ramme og struktur for arbejdet, sikrer høj faglighed og formår at skabe et konstruktivt samarbejdsklima i kontoret og i huset. Du går forrest med integritet og skaber et arbejdsmiljø præget af dialog, upartiskhed og professionalisme. Som kontorchef har du også det overordnede ansvar for personaleledelsen af medarbejderne i kontoret, herunder afholdelse af MUS- og lønsamtaler samt den generelle trivsel og udvikling i teamet.

Du vil indgå i chefgruppen, hvor du har mulighed for at sparre og vidensdele med ligesindede. Du vil desuden blive en del af et tungt videnshus, hvor der bliver gjort meget ud af at kompetenceudvikle både medarbejdere og ledere. Du vil referere til Rigmor Ansdal, som er vores juridiske vicedirektør

Bemærk, at lovforslaget om visse udbydere af leasing af motorkøretøjer forventes fremsat i Folketinget i slutningen af november 2025.

Om dig
Du har interesse for at starte et nyt kontor op og sætte retningen for et nyt fagområde. Du har et godt blik for, hvordan vi kan udvikle og føre et solidt tilsyn og efterfølgende løbende udvikle vores tilsynspraksis. Kan du sætte kryds ved følgende, er du et godt match til stillingen: 1. Du har kendskab til regulering af virksomheder og den finansielle sektor
Du har et solidt kendskab til den finansielle sektor og har erfaring sagsbehandling med tilladelser og tilsyn. Hvis du har kendskab til leasingbranchen, vil det være en fordel. Du lægger vægt på at bringe din viden ind i den daglige opgaveløsning af tilsynsvirksomheden og sætter en ære i at holde din høje faglighed ved lige.

2. Du er analytisk skarp og kan videreudvikle et risikobaseret tilsyn
Du har en god risikoforståelse og kan skelne væsentligt fra uvæsentligt og bruge det til at udvikle tilsynsvirksomheden og tilsynsværktøjer.

3. Du trives som embedsmand med mange berøringsflader
Du trives i rollen som embedsmand og har en bred kontaktflade både internt og eksternt. Det er vigtigt, at du kan begå dig på alle niveauer i og uden for organisationen.

4. Du har en relevant faglig baggrund med formel eller uformel ledelseserfaring
Vi forestiller os, at du har en samfundsvidenskabelig, økonomisk eller juridisk uddannelse med erfaring fra en offentlig myndighed, den finansielle sektor eller lign. Det er en fordel, hvis du har erfaring som leder. Du trives i en rolle, hvor du løbende skaber motivation og udvikling i dit team. Du forstår dig på at sætte et godt hold på tværs af kompetencer og anciennitet, når opgaverne skal løses.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten i løngruppe 1. Ansættelse sker i et 5-årigt åremål med mulighed for forlængelse i tre år. Der vil være mulighed for at forhandle personligt kvalifikationstillæg afhængigt af kvalifikationer. Ansættes du i stillingen, bliver du underlagt en vidensklausul, som betyder, at skulle du efterfølgende tage ansættelse i den finansielle sektor, så skal der være en pause på to måneder imellem ansættelserne.

Du vil være underlagt de interne retningslinjer, som gælder alle ansatte i Finanstilsynet. I forbindelse med ansættelse skal der fremvises straffeattest.

Sådan ansøger du
Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem på finanstilsynet.dk senest den 26. november 2025. Husk at uploade dit CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag sammen med din ansøgning. Vi tager ikke ansøgninger i betragtning, der er blevet indsendt på anden vis. Spørgsmål?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte juridisk vicedirektør Rigmor Ansdal på tlf. 33 55 83 23 vedr. oplysninger om stillingens indhold. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til vores HR-Partner Line Vasseux på tlf. 91 33 70 49. Vi forventer at holde samtaler i uge 49/50 og 51. Vi gør opmærksom på, at ledelsestest indgår som en del af rekrutteringen.

Du kan læse mere om Finanstilsynet på www.finanstilsynet.dk – særligt under rubrikken ”Karriere”. Du kan også finde os på LinkedIn ved at søge på Finanstilsynet Danmark.

Log ind