Er du på udkig efter et lille, men spændende job, og trives du med at gøre en stor forskel for et andet menneske, så er dette job som kontaktperson måske noget for dig.
På vegne af Rebild Kommune søger vi en kontaktperson til en mand i starten af 60'erne med kombineret syns- og høretab. Kommunikationen med ham foregår ved tydelig og direkte tale.
Stillingen er timelønnet med et varierende timetal fra tre-syv timer én gang ugentlig (mandag). Den nærmere arbejdstid aftales løbende.
Derudover er der puljetimer, som kan benyttes efter behov til for eksempel kurser, som kan være af flere dages varighed (og dermed med overnatning)
Opgaver
Din overordnede opgave som kontaktperson er at fungere som øjne og ører for manden i situationer, hvor hans egne forudsætninger ikke længere slår til. Det indebærer blandt andet at ledsage, beskrive omgivelserne, hvor I færdes (synsbeskrive), og støtte i forbindelse med kommunikation efter behov.
Opgaverne vil foregå både i og udenfor mandens hjem og består i ledsagelse og synsbeskrivelse i forbindelse med blandt andet
indkøb
gåture
udflugter
kurser.
Desuden skal du hjælpe med oplæsning og sortering af post.
Det må som nævnt forventes, at du i forbindelse med kurser er afsted flere dage, og at der derfor vil være overnatning.
Hvis du ikke kender til ledsagelse eller synsbeskrivelse i forvejen, skal vi nok lære dig det.
Inden du påbegynder arbejdet som kontaktperson, skal du gennemgå et e-læringsforløb (samlet cirka 2,5 timers varighed), som giver en god introduktion til arbejdet. Denne undervisning foregår hjemme ved egen computer, og du får løn for den.
Du vil efterfølgende få løbende undervisning og supervision ved CFD’s døvblindekonsulenter, hvor du også vil kunne møde andre kontaktpersoner. Dette er også lønnet.
Vi forventer, at du
er nysgerrig
er fleksibel
har humoristisk sans
taler klart og tydeligt dansk
er god til at formidle og synsbeskrive – eller er villig til at lære det.
Det er en fordel (men ingen betingelse), at du har kørekort.
Mere information og ansøgning
Du kan læse mere om døvblindhed og kontaktpersonordningen her.
Og du kan se, hvad andre kontaktpersoner fortæller om deres arbejde i disse korte videoer.
Du vil blive ansat i Rebild Kommune og aflønnet med løntrin 11.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte døvblindekonsulent Louise Brygger Klattrup på lbk@cfd.dk.
Send din ansøgning til lbk@cfd.dk hurtigst muligt og senest den 31. oktober 2025.
Skriv venligst "Kontaktperson – Rebild Kommune" i emnefeltet.
Hvis du ikke har hørt fra os senest den 15. november, er stillingen besat til anden side.
OBS: Vi har løbende brug for kontaktpersoner. Skriv gerne i din ansøgning, om vi må gemme dine oplysninger, hvis du ikke får denne stilling. Så kan vi kontakte dig, hvis vi får en ledig stilling i området på et senere tidspunkt. Din ansøgning gemmes i to år, og du kan til enhver tid bede os om at slette den.