Er du frisk på gåture og samtaler om, hvad der sker i nærmiljøet og i verden? Er du derudover interesseret i kunst og kultur? Har du tid og overskud til et eller flere meningsfulde jobs, og sætter du pris på at gøre en forskel for andre, så er læs videre.
CFD Rådgivning søger for Vejle Kommune kontaktperson til to mænd med nedsat syn og hørelse.
Helt konkret søger vi kontaktperson til:
En mand i slutningen af 70’erne, der har et ønske om at være fysisk aktiv og få tilført information. Han er helt blind og har nedsat hørelse. Han bor på plejehjem og har i forvejen én kontaktperson. Du kommunikerer med manden med tydelig tale. Stillingen er på 3 timer om ugen, enten onsdag eller torsdag 13-16.
Arbejdet består i oplæsning og samtale i mandens hjem samt ledsagelse og synsbeskrivelse på plejehjemmets arealer samt på gåture ud derfra.
Og vi søger en kontaktperson til:
En aktiv, videbegærlig og kunstinteresseret 80-årig mand med nedsat syn og hørelse. Han bor i egen bolig med sin hustru i den sydlige del af Vejle kommune. Du kommunikerer med manden med tydelig tale.
Stillingen er på tre timer én dag om ugen, gerne tirsdag, onsdag eftermiddag eller torsdag. Dertil kommer 260 ekstra timer fordelt hen over året i forbindelse med diverse aktiviteter der primært ligger i dagtimerne.
Opgaverne består dels af oplæsning og synsbeskrivelse i hjemmet og dels af synsbeskrivelse og ledsagelse fx på gåture i naturen/byer, ved kulturelle arrangementer samt ved møder og kurser i Døvblinde Danmark regi.
Introduktion til arbejdet
Du vil få grundig introduktion til ledsagelse, synsbeskrivelse og dine øvrige arbejdsopgaver af døvblindekonsulenten og mændene selv. Du vil også efterfølgende få tilbudt instruktion og supervision.
Inden du påbegynder arbejdet, skal du gennemgå et e-læringsforløb (samlet cirka 2,5 timers varighed), som giver en yderligere introduktion til arbejdet. Denne undervisning foregår hjemme ved egen computer, og du får løn for den.
Som kontaktperson vil du ligeledes blive inviteret til at deltage i lønnede kursusdage, hvor du også møder andre kontaktpersoner.
Hvis du vil vide lidt mere om arbejdet som kontaktperson, kan du se andre kontaktpersoner fortælle i disse korte videoer.
Om dig
For at passe godt til stillingerne skal du
være mødestabil og professionel
være tålmodig og have en god situationsfornemmelse
være god til at formidle og synsbeskrive – eller have lyst til at lære det
tale klart og tydeligt dansk
være glad for at være ude i alt slags vejr
være villig til at modtage instruktion og supervision fra den tilknyttede døvblindekonsulent.
Mere information og ansøgning
Du kan læse mere om døvblindhed og kontaktpersonordningen her. Der er tale om timelønnet arbejde. De nærmere forhold i forbindelse med ansættelsen aftales med Vejle Kommune, som er ansættende myndighed.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte døvblindekonsulent, Rikke Norup på 4032 6343. Send din ansøgning senest torsdag den 4. december 2025 kl. 12 til fredericia@cfd.dk, skriv "Kontaktperson – Vejle” i emnefeltet.
Ansættelsessamtaler finder sted torsdag den 11. december. Hvis du ikke hører fra os, er stillingen besat til anden side.
OBS: Vi har løbende brug for kontaktpersoner. Skriv gerne i din ansøgning, om vi må gemme dine oplysninger, hvis du ikke får denne stilling. Så kan vi kontakte dig, hvis vi får en ledig stilling i området på et senere tidspunkt. Din ansøgning gemmes i to år, og du kan til enhver tid bede os om at slette den.