Konsulent til Strategi & Analyse på ældre- og sundhedsområdet i Holbæk Kommune

fuldtid
Konsulent til Strategi & Analyse på ældre- og sundhedsområdet i Holbæk Kommune
  • Holbæk Kommune
  • Kanalstræde 2, 4300 Holbæk

Vil du være en del af Holbæk Kommunes væsentligste strategiske indsatser i de kommende år? Har du en lang, videregående uddannelse – gerne med fokus på forandringskommunikation? Er du god på den relationelle bane og til rådgivning og sparring? Og kunne du tænke dig at arbejde med ledelsesbetjening og styring af en større opgaveportefølje? Ja, så håber vi, at du vil læse videre! 

Derfor søger vi dig! 

Det er reformernes tid på ældre- og sundhedsområdet. Vi er allerede godt i gang med at implementere ældreloven, der skal sikre ældrepleje med fokus på livsglæde, selvhjulpenhed og omsorg. I 2026 kommer sundhedsreformen for alvor op i gear med et fokus på opgaveflytninger og nye samarbejdsstrukturer på tværs af sektorer. I horisonten er der udsigt til en ny folkesundhedslov og byggeri af et nyt plejehjem. Det hele har politisk og strategisk betydning for kommunen.  

Vi søger en kollega, der kan være vores kommunikationsfaglige fyrtårn på kerneområdet, og som kan være med til at gribe de strategiske dagsordener og bidrage til, at de kommer til at leve i dagligdagen i vores organisation. Du skal derfor kunne trives i det alsidige og til tider hektiske miljø, der er helt tæt på den politiske og administrative ledelse.  

Hvad skal du lave? 

Du vil blive en del af teamet Strategi & Analyse i Fagsekretariatet for Ældre og Sundhed. Du vil skulle hjælpe os med at blive dygtigere til forandringskommunikation, men vil også skulle løfte klassiske kommunikationsopgaver og tage del i vores generelle betjening af topledelsen og de politiske udvalg, fx i form af beslutningsoplæg, notater og dagsordenssager. Ledelsen af programmer ligger også i teamet, så du vil skulle styre delmængder af vores samlede portefølje. Kan du tilmed bidrage med dybde i teamets analytiske arbejde, vil det være en klar fordel. 

Kort om os 

Fagsekretariatet er dannet ved årsskiftet 2024-2025, hvor to afdelinger blev lagt sammen til én med ca. 30 medarbejdere. Vi arbejder målrettet på at styrke og udvikle fagligheden og opgaveløsningen og har derfor skabt mindre arbejdsfællesskaber, der skal fokusere på at være særligt dygtige til bestemte opgavefelter. Vi vil samtidig dyrke vores tværgående samarbejde, bl.a. ved at sætte de rette hold til vores større indsatser. Vi er særligt optaget af, hvordan organisationen kan finde og levere de gode løsninger til gavn for borgerne, og hvordan vi kan støtte organisationens ledere, så de i endnu højere grad kan præstere i deres funktion. 

Din profil og kvalifikationer 

Du har en relevant akademisk uddannelse og nogle års arbejdserfaring, gerne fra politisk styrede organisationer som fx en kommune. Vi lægger vægt på, at du er: 

  • funderet på den kommunikationsfaglige bane og kan bruge din faglighed i arbejdet med at implementere forandringer i en stor organisation 
  • tryg i rollen som rådgiver og sparringspartner for ledere og kolleger, og du ser det som en fornem opgave, at fællesskabet lykkes 
  • dygtig til at skabe relationer og er vedholdende, opsøgende og inddragende i din opgaveløsning 
  • analytisk skarp, ser helheder og sammenhænge og har fornemmelse for strategiske dagsordener 
  • god til at koordinere og planlægge og du evner at få opgaverne i mål som aftalt. 
  • struktureret og har et godt overblik og evne til at følge tingene til dørs 
  • tillidsvækkende og tør give noget af dig selv. 

Du vil være placeret helt centralt i Ældre og Sundhed og skal derfor håndtere mange dagsordener og kontakter samtidig. Du finder det naturligt at følge op og stille undersøgende spørgsmål, så opgaverne kommer på rette spor fra starten. Du trives i en varieret hverdag, hvor du både kan varetage dine egne opgaver og bidrage til succes i andres opgaveløsning. Er du udover dette i besiddelse af værktøjer inden for procesfacilitering, vil det bare være en styrke, men det er ikke et krav. 

Vi tilbyder dig 

Vi kan tilbyde dig et spændende og alsidigt job med stor selvstændighed, indflydelse og fleksibilitet. Du vil i høj grad være en del af arbejdet med nogle af kommunens mest aktuelle og spændende udfordringer. Da vores afdeling er relativt nydannet, er der god mulighed for at være med til at præge kulturen.  

Som arbejdsplads er vi optagede af at tilbyde medarbejderne fleksible arbejdsvilkår tilpasset opgaver og individuelle behov. Der er selvfølgelig mulighed for hjemmearbejdsdage, men vi vægter betydningen af at være fysisk til stede for skabe at gode fælles rammer for sparring og kendskab samt socialt fællesskab højt. 
 
Tiltrædelse, løn- og ansættelsesforhold  

Stillingen er forankret i AESU Fagsekretariatet, og du vil referere til sekretariatslederen.   

Stillingen indplaceres på konsulentniveau efter erfaring. Løn og ansættelsesvilkår efter aftale.  

Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2026. 

Ansøgningsfrist 

Der er ansøgningsfrist tirsdag den 6. januar 2026. 

Vi forventer at holde to samtalerunder med de første samtaler torsdag den 15. januar 2026. Anden runde er planlagt til fredag den 23. januar 2026. Forud for anden samtale runde vil kandidaterne skulle udfylde en DISC-profil, som vil danne udgangspunkt for en del af samtalen.  

Vil du vide mere? 

Hvis du har lyst til at høre nærmere, er du velkommen til at kontakte: 

Helena P. N. Jørgensen (leder af AESU Fagsekretariat): Telefon 72366333 / E-mail: hepnj@holb.dk   

Esben Frederiksen (chefkonsulent, faglig leder af Strategi & Analyse): Telefon: 72368734 / E-mail: esbfr@holb.dk (ikke i ugerne 52 og 1) 

Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.

Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.

Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.  

Log ind