Konsulent til Miljømæssige Bæredygtige Indkøb i Københavns Kommune

fuldtid
Konsulent til Miljømæssige Bæredygtige Indkøb i Københavns Kommune
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Vil du omsætte Københavns Kommunes politiske ambitioner til praksis og bidrage til Københavns Kommunes bæredygtige indkøb? Brænder du for at gøre en forskel for at sikre en bæredygtig fremtid i landets største by? Vil du bidrage til, at Københavns Kommune når sine ambitiøse politiske målsætninger, både økonomiske, sociale og miljømæssige gennem vores indkøb? Så er du måske vores kommende kollega, der skal drive arbejdet med kommunens indkøbspolitik. Så kom og bliv konsulent i kontoret for Bæredygtige Indkøb.

Københavns Kommune er en af Danmarks største offentlige indkøbere. Med en indkøbsvolumen på over 17 mia. kr. om året har vi mulighed for at gøre en reel forskel og præge markedet i forhold til den grønne omstilling, fair arbejdsforhold og lige konkurrence for alle vores leverandører.

Vi er et hastigt voksende kontor, som består af to teams der arbejder med henholdsvis miljømæssige og socialt bæredygtige indkøb. Vores opgaver er mangeartede - fra varetagelse af kommunens klimatiltag til rådgivning om bæredygtige indkøb på tværs af alle kommunens forvaltninger, og kravopfølgning på klausulbelagte kontrakter. Jobbet som konsulent er placeret i teamet Miljømæssige Bæredygtige Indkøb, og du vil indgå i relevante arbejdsfællesskaber på tværs af teamet.

Din primære opgave er at drive arbejdet med Københavns Kommunes indkøbspolitik 2023-2026, som sætter rammen for de særlige indsatser, som skal prioriteres i de år politikken gælder. Med politikken sættes retningen, og alle kommunens forvaltninger, enheder, institutioner og medarbejdere vil i deres daglige arbejde føre politikken ud i livet. Du skal både bidrage til at sikre den årlige opfølgning på politikken og bistå udviklingen af den kommende politik der skal erstatte den nuværende. Konkret skal du medvirke til at de ambitiøse indsatsområder og målsætninger, som politikerne ønsker løftet gennem indkøbspolitikken, bliver til én samlet politik, der formuleres således, at den kan operationaliseres i konkrete initiativer og fungere som styringsværktøj til strategisk indkøb og forbrugsstyring.

I jobbet skal du bl.a.

  • udarbejde en årlig orientering til Økonomiudvalget om status på indkøbspolitikken i tæt samarbejde med alle fagforvaltningerne
  • afdække potentialer samt fastsætte nye mål for indkøbsområdet
  • have dialog med fagforvaltningerne samt eksterne aktører som eksempelvis DI, Oxfarm IBIS, Miljømærkning Danmark og CONCITO for at indhente perspektiver på indkøbsområdet i forbindelse med udvikling af en ny politik på området
  • lave rådhusbetjening, som eksempelvis at producere skarptskårne materialer i form af oplæg til overborgmesteren, svare på politiske henvendelser og indhente høringssvar
  • repræsentere Københavns Kommune i relevante fora både internt i forvaltningerne og eksternt
Om dig

Du er en positiv og ambitiøs holdspiller med et ønske om at bidrage til fair konkurrence og bæredygtig udvikling af landets største kommune. Derudover forestiller vi os, at du

  • har en relevant videregående uddannelse
  • har mellem 3-7 års relevant erhvervserfaring, gerne inden for den offentlige sektor/politisk organisation eller som konsulent fra det private erhvervsliv
  • trives i en politisk styret organisation, hvor du har ansvar for at drive og koordinere flere opgaver samtidig
  • har praktisk erfaring med udarbejdelse af politiske notater og orienteringer
  • er en god forandringsagent, der formår at omsætte komplekse problemstillinger til letforståelig viden, og som ved at det kræver en kontinuerlig og vedholdende indsats at få politikker og strategier til at leve i praksis
  • har kendskab til bæredygtighed og grøn omstilling, særligt i relation til forbrugsstyrring og adfærdsændring
  • kan bistå med at gøre komplekse problemstillinger inden for klima og miljø samt arbejdsmarkedsforhold forståelige i form af notater og politikerbetjeninger
  • er god til at etablere og vedligeholde relationer
  • går analytisk til værks og har flere års erfaring med at drive komplekse projekter med mange aktører
  • er en naturlig formidler, der kan formulere dig let forståeligt på skrift og i tale – også på engelsk både til kollegaer, ledere og i interne og eksterne fora
Det er et plus, hvis du

  • har kendskab til offentlige udbud og kontrakter eller forståelse for indkøb
  • har projektlederegenskaber med orden i værktøjskassen
  • har politisk tæft og kan omsætte politiske beslutninger til konkrete resultater
  • har et godt netværk inden for bæredygtighed og/eller offentligt indkøb
Vi tilbyder

  • mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for bæredygtighed
  • stor indflydelse på dine arbejdsopgaver og arbejdsgange
  • et stærkt arbejdsfællesskab med fokus på faglig sparring og høj trivsel
  • et uformelt arbejdsmiljø med passionerede og engagerede kollegaer med forskellige fagligheder
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Arbejdsugen er på 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause) og med flekstidsordning.

Vi ønsker tiltrædelse pr. 1. juni 2025.

Vi prioriterer din faglige og personlige udvikling, så du har de bedste forudsætninger for at få succes i din opgaveløsning.

Stillingen er placeret i kontoret for Bæredygtige Indkøb. Bæredygtige Indkøb er organisatorisk indplaceret i Københavns Kommunes Center for Finans og Indkøb i Koncernservice, der er en del af Økonomiforvaltningen. Vi har til huse i et moderne kontormiljø på Borups Allé 177. Der kan være perioder, hvor vi har travlt, men vi tilstræber generelt en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, og vi har mange gode tiltag for at sikre et rart og hyggeligt arbejdsmiljø.

Yderligere information
Har du spørgsmål til Miljømæssige Bæredygtige Indkøb, er du velkommen til at kontakte teamleder Ida Ginsborg på 24 79 63 28.

Søg via linket senest onsdag den 9. april 2025
Vi forventer at holde første og anden runde samtaler i uge 17.

Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, løn, indkøb, CSR og forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.

Log ind