Brænder du for at styrke patientinddragelsen i sundhedsvæsenet? Vil du bidrage til, at patienters præferencer og livssituation i højere grad bliver en del af beslutninger om udredning, pleje og behandling? Og har du erfaring med at skabe forandringer tæt på den kliniske hverdag i sundhedsvæsenet? Så er du måske vores nye kollega.
Din rolle Vi søger en selvstændig og udadvendt konsulent med stærke kompetencer inden for implementering og forandringsledelse. Du bliver en del af vores rådgivningsteam, der hjælper hospitalerne i Region Hovedstaden med at styrke den kliniknære patientinddragelse – særligt gennem udvikling og implementering af fælles beslutningstagning i praksis.
Du kommer blandt andet til at:
- rådgive og understøtte hospitalsafdelinger i at implementere fælles beslutningstagning
- udvikle og tilpasse beslutningsstøtteredskaber, så de giver mening i en travl klinisk hverdag
- undervise og facilitere læringsforløb for ledere og sundhedspersonale
- gennemføre interview, observationer og analyser af arbejdsgange med fokus på, hvordan patientens præferencer kan blive en integreret del af beslutningerne
For at få succes i jobbet skal du være samarbejdsorienteret og trives i en udadvendt rolle som konsulent i mødet med såvel afdelingsledelser som dygtige klinikere. I din rådgivning skal du have blik for, hvad der er muligt og meningsfuldt i en travl klinisk hverdag. Du skal derfor både kunne lægge en god plan og formå at tilpasse den, når situationen kræver det.
Dine kvalifikationer Vi ønsker, at du:
- har en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse eller tilsvarende
- har et par års erfaring med at arbejde med implementering af patientinddragende indsatser i sundhedsvæsenet
- har erfaring med procesledelse, facilitering og kvalitative metoder
- kan omsætte teori om fælles beslutningstagning til konkrete løsninger i praksis
- arbejder struktureret, er idérig og følger opgaver til dørs
- kommunikerer klart og motiverende – både i tale og på skrift
- trives i en udadvendt konsulentrolle og formår at skabe tillid blandt både klinikere og ledere
Om os Center for Patientinddragelse (CPI) er en enhed i Center for Sundhed i Region Hovedstaden med adresse på Østerbro. Vi tror på, at patientinddragelse er nøglen til et mere medmenneskeligt og bæredygtigt sundhedsvæsen. Vi indsamler og formidler viden om patienternes perspektiver og hjælper sundhedspersonalet med at omsætte det i praksis.
Vi lægger vægt på høj faglighed og kvalitet i opgaveløsningen. Vi har en uformel omgangstone og interesserer os for hinanden. Vores kultur er præget af samarbejde, sparring og feedback som en integreret del af arbejdsdagen. Du skal regne med travle perioder, men der er god mulighed for fleksibel arbejdstilrettelæggelse, fx med mulighed for hjemmearbejde.
Ansættelsesvilkår Stillingen er på 37 timer/ugen med tiltrædelse pr. 1. januar 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Du vil referere til enhedschefen.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Karen Skjødt Hansen på 91 16 65 60 eller enhedschef Marlene Würgler på 30 69 12 82.
Ansøgningsfrist Hvis stillingen som konsulent er noget for dig, skal du sende din ansøgning, CV og eksamensbevis ved at benytte vores online ansøgningsfunktion ’Søg job’, senest den 29. oktober kl. 23.59.
Vi afholder samtaler i uge 46/47.