Konservatorer med fokus på udstillinger og genstande i bevægelse

fuldtid
Konservatorer med fokus på udstillinger og genstande i bevægelse
  • Nationalmuseet Brede
  • I. C. Modewegsvej 1, 2800 Brede
Nationalmuseets enhed Konservering & Magasinering søger fem nye kolleger, der skal bidrage til at løfte museets nye satsning ”genstande i bevægelse”, der skal understøtte aktiv brug af kulturarven, samtidig med at vi sikrer dens bevaring for fremtiden.

Satsningen er afledt af Nationalmuseets nye strategi ”Altid på opdagelse”, der som et kompas sætter kursen, for det vi gerne vil være. Sammen skal vi udforske og opdage nye horisonter, så museet altid er aktuelt, overraskende og sætter varige spor.

Enheden Konservering & Magasinering bidrager til at løfte Nationalmuseets nye strategi ved at bringe liv til udstillingerne, og sikre god kulturarvsbevaring gennem museumsflytningen til magasinet i Vinge. Har du lyst til at være med i Nationalmuseets spændende udvikling som en del af et kompetent hold, der sammen løser opgaver i et givende og tværfagligt miljø, så er det dig, vi søger som ny kollega.

Arbejdsområder
Enheden Konservering & Magasinering understøtter Nationalmuseets satsning ”genstande i bevægelse” ved at sikre orden i museets samlinger, opgradere de præventive bevaringsforhold gennem flytning til nyt magasin, og konservere og bevare museumsgenstande, der kan aktiveres i forskning, udlån og udstillinger. Din hovedopgave vil både være magasinflytning og udstillinger.

I museumsflytningen vil du primært arbejde med håndtering, rengøring, fotografering, pakning til magasin og transport, pladsregistrering og flytning af museumsgenstande. I udstillingsproduktioner vil du primært arbejde med nedtagning, fremfinding, klargøring, rensning, konservering, og montering af museumsgenstande. Arbejdet vil ske i tæt samarbejde med relevante projektledere. Har du en kandidatgrad, skal du i tillæg bidrage med koordinering af opgaver, tidsestimering og undersøgelse af materialer mhp. indkøb. Dele af arbejdet foregår med stabler, gaffeltruck og rækketruck.

Vi tilbyder et åbent fagfællesskab med fokus på en positiv tilgang til samarbejde, hvor vi prioriterer faglighed og deler vores viden. Vi værdsætter fleksibilitet og et positivt løsningsorienteret engagement, og vi møder kollegers faglighed med nysgerrighed. Nationalmuseet har en størrelse, der muliggør specialisering inden for eget stillingsområde, og der er fokus på kompetence- og metodeudvikling.

Kvalifikationer
Du skal have en kandidat- eller bacheloruddannelse fra Det Kongelige Akademi, Institut for Konservering, eller en lige­stillet uddannelse anerkendt af European Network for Conservation-Restoration Education. Det er en fordel, hvis du har erfaring med alle delprocesser i flytning af museumssamlinger og deltagelse i udstillingsproduktioner.

Du skal have en systematisk og pragmatisk tilgang til opgaveløsning og kunne lide et varierende arbejdsliv, hvor opgaver både løses alene og i tæt samarbejde med kolleger indenfor tidsfrister. Da Nationalmuseet er en stor organisation, skal du også have lyst til at indgå i samarbejder på tværs af kompetenceområder og adresser, hvor der stilles krav til gode samarbejdsevner. Du må gerne kunne tale med og omgås mange typer af mennesker og have lyst til at bidrage positivt i en enhed med forskellige fagligheder og opgaver, der vægter arbejdsmiljø og -trivsel højt.

Du skal kunne formulere dig på dansk, både skriftligt og mundtligt. Hvis dansk ikke er dit hovedsprog, forventes det, at du kan gøre dig forståelig på dansk i tale og skrift inden for to år. Du skal have kørekort til kategori B. Der benyttes stabler, gaffeltruck og rækketruck til magasinering af museumsgenstande. Certifikatet kan tilbydes som en del af ansættelsen.

Løn- og ansættelsesvilkår
Det faste arbejdssted er i Brede nord for København. Du skal dog være indstillet på, at arbejdsstedet kan variere mellem museets magasinadresser fordelt på Sjælland. Arbejdstiden er 37 timer ugentlig, og vi har flekstid.

Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende Overenskomst for Akademikere i Staten eller Organisationsaftale for tekniske funktionærer.

Nationalmuseet skal have mulighed for at vurdere en straffeattest inden ansættelsen.

Stillingerne ønskes besat pr. 1. september 2025 eller hurtigst derefter.

Ansøgning
Nationalmuseet arbejder aktivt for at fremme ligestilling blandt vores medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.

Skriftlig ansøgning sendes via vores elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk/job og skal være museet i hænde senest onsdag den 18. juni 2025.

Samtaler afholdes i uge 26.

Yderligere oplysninger kan indhentes hos chef for Konservering og Magasinering Camilla Jul Bastholm på telefon 4120 6002.




Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseets formål er altid at være på opdagelse, og at arbejde på at være mere for flere. Vores fyrtårne er Værdifulde oplevelser, Levende viden og Bæredygtigt liv. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk







Log ind