Brænder du for intern og ekstern kommunikation i øjenhøjde, og kan du levere skarpe budskaber i og om en nyoprettet organisation? Kan du – sammen med dine kolleger i Ledelsessekretariatet – opbygge den nødvendige kommunikationsindsats, der både understøtter enhedens behov for synlighed og bidrager til at tiltrække og fastholde medarbejdere i Air Defence Wing?
Så har vi en nyoprettet stilling klar til dig, hvor du får mulighed for at gøre en forskel – og i høj grad være med til at forme mediebilledet af Flyvevåbnets nye jordbaserede luftforsvar.
Om os Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation har medført en styrkelse af Forsvarets kampkraft. I den forbindelse er Air Defence Wing blevet oprettet som en ny operativ enhed i Flyvevåbnet, der skal danne rammen om opbygningen af et nyt jordbaseret luftforsvar. I de kommende år vil der være behov for rekruttering, anskaffelser og uddannelse i et meget højt tempo.
Om stillingen I din nye stilling skal du forvente, at en uge på kontoret sjældent blot er en almindelig uge på kontoret. Du skal både være klar til at indgå i længerevarende projekter og kunne håndtere ad hoc-opgaver i en organisation under opbygning – i højt tempo og med stor politisk bevågenhed.
Sammen med enhedens presseofficer bliver du en drivkraft i udviklingen og eksekveringen af enhedens kommunikationsstrategi og skal understøtte chefen og ledelsesgruppen i den strategiske kommunikation. Du kan formidle og nuancere fortællingen om Air Defence Wing og bidrage til at udbrede kendskabet til enheden, målrettet forskellige målgrupper såsom kommende medarbejdere, medier og andre interessenter, så de får et retvisende billede af Air Defence Wings rolle og udvikling. Dette sker i tæt koordinering med øvrige kommunikationstiltag fra Flyverkommandoen og Forsvarskommandoen.
Som kommunikationsrådgiver ved Air Defence Wing bliver du en del af enhedens Ledelsessekretariat, som er under opbygning.
Air Defence Wing består af både militære og civile medarbejdere, og sammen vil vi samle mange forskellige faglige og personlige kompetencer til at opbygge en helt ny enhed. Antallet af ansatte stiger i øjeblikket måned for måned, og du får mulighed for at være med helt fra starten og – gennem din rådgivning – sætte præg på enhedens kommunikative rammer og offentlige profil.
Om dig Du kan være uddannet journalist eller have en anden kommunikationsfaglig baggrund. Det vil være en stor fordel, hvis du har flair for digital kommunikation, og det er et plus, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.
Vi forventer ikke, at du har kendskab til jordbaseret luftforsvar, men kendskab til Flyvevåbnet eller Forsvaret vil være en fordel – og vi vil naturligvis meget gerne høre om dine relevante erfaringer.
Derudover forventer vi, at du:
- er ambitiøs og målrettet og trives i en afvekslende og til tider travl hverdag med forskelligartede opgaver af både koordinerende og udførende karakter
- kommunikerer skarpt – også når du skal formidle komplekse problemstillinger
- har gode samarbejdsevner og sætter en ære i at skabe og anvende stærke faglige relationer på tværs af organisationen
- er opsøgende og proaktiv i din tilgang til opgaveløsningen
- arbejder struktureret og kan eksekvere hurtigt og præcist
Hvis du er klar til at tage del i et meningsfuldt arbejde, hvor dine kommunikationsevner virkelig kan gøre en forskel, glæder vi os til at høre fra dig!
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker henhold til den til enhver tid gældende overenskomst. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg.
Stillingen er en fastansættelse på fuld tid og dit faste tjenestested vil være i Gadstrup.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes, samt at du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer mv.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Ledelsessekretariatet major Lotte Jæger Bank-Nielsen på telefon 72 85 00 10.
Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse Bianca Røjbæk på telefon 32 66 53 98.
Ansøgningsfristen er den 26. maj 2025, og vi forventer at holde samtaler løbende.
Stillingen er til besættelse hurtigst muligt men vi venter gerne på den rette.
Du opfordres til at vedlægge dokumentation for relevant uddannelse.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.