Kommunikationsmedarbejder til Ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse i Hjørring

fuldtid
Kommunikationsmedarbejder til Ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse i Hjørring
  • Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse
  • Arsenalvej 55, 9800 Hjørring
Har du stærke kommunikative kompetencer og evnen til, at omsætte komplekst fagligt stof til klar og målrettet formidling? Og motiveres du af, at understøtte direktionen og organisationens strategiske retning? Så er du måske vores nye kommunikationsmedarbejder i Ledelsessekretariatet.

Om os
Som kommunikationsmedarbejder bliver du en vigtig del af Ledelsessekretariatet, som i dag består af seks engagerede kolleger, som du får et tæt dagligt samarbejde med. Ledelsessekretariatet har en central rolle i forhold til, at understøtte direktionen, samt resten af organisationen og vi løser en lang række forskellige administrative og koordinerende opgaver. Vores kunder spænder bredt – fra medarbejdere og ledere til eksterne samarbejdspartnere.

Vi har en alsidig hverdag med faglige udfordringer i et miljø, hvor vi hjælper hinanden. Vi bestræber os på at have det gode humør med på arbejde – imens vi løser vores arbejdsopgaver og har god faglig sparring. Samtidig har vi en stor kontaktflade med hele organisationen, og selvom opgaverne kan spænde vidt, har vi altid fokus på at være imødekommende og løsningsorienterede. Vi har en uformel omgangstone, og vi sætter pris på mulighederne for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden.

Om stillingen
Som kommunikationsmedarbejder har du ansvaret for at sikre, at direktionen og organisationen understøttes i forhold til de kommunikative opgaver. Du skal bl.a. sikre, at der er en sammenhæng mellem myndighedens strategi og den interne kommunikation.

Du kommer til at løse følgende faste opgaver:

  • Storytelling, både internt i Regnskabsstyrelsen og i forhold til resten af koncernen, herunder formidling af informationer fra diverse møder rettet både til ledelses- og medarbejderniveau.
  • Planlægning af deltagelse i events, karriere- og jobmesser, samt samarbejde på tværs af ministerområdet med employer branding kommunikation.
  • Chefredaktør på vores interne og eksterne hjemmesider, herunder løbende opdateringer af indholdet og sikring af en klar rød tråd i al kommunikation.
  • Fastlæggelse og opdatering af kommunikationsplaner til strategiske projekter, beredskabsplaner, kampagner (herunder branding) m.v.
  • Sikre at alle kommunikationsmaterialer altid er opdateret, herunder skabeloner, layouts, præsentationer mv.
Mindre kommunikationsopgaver, fx fotografering til arrangementer og ceremonier, medieovervågning, nyhedsbreve, artikler, opdateringer på de sociale medier samt udarbejdelse af talesedler til ledelsen ved ceremonier, ølkassemøder m.v.

Derudover vil der være en række ad hoc-opgaver relateret til kommunikationsopgaven, herunder deltagelse i presse- og kommunikationsnetværk samt at være styrelsens repræsentant i koncernfælles projekter og udviklingsopgaver indenfor kommunikationsområdet, herunder digitale platforme.

Om dig
Vi leder efter dig, som trives i en dynamisk hverdag med mange kontakter, og som er nysgerrig, opsøgende og interesseret i den daglige drift og tilstand i Regnskabsstyrelsen, således, at du kan omsætte den viden du opnår til brugbar kommunikation i hele organisationen.

Desuden forventer vi, at du:

  • Er en dygtig formidler, der kommunikerer tydeligt, positivt og konstruktivt og kan levere indhold af høj kvalitet.
  • Er initiativrig og kan arbejde selvstændigt med opgaver.
  • Arbejder struktureret, er omhyggelig og sørger for at skabe løbende fremdrift.
  • Har en positiv tilgang til opgaverne og bidrager positivt til samarbejdet.
  • Derudover må du gerne have kendskab til digitale værktøjer til web- og SoMe-produktion.
Vi forventer, at du har en relevant uddannelse på kandidatniveau, for eksempel cand.comm. eller cand.mag. i journalistik og gerne et par års erfaring fra en lignende stilling.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhænig af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Hjørring.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Har du lyst til at høre mere om stillingen, kan du kontakte sektionschef Jesper Jungclaus på telefon 72 81 07 21 eller mail frs-chforv@mil.dk. Træffes ikke i perioden fra og med 17. december til 5. januar

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mie Jensen på telefon 32 66 53 94. Træffes ikke i perioden fra og med 22.12.25 til og med 05.01.25.

Ansøgningsfristen er den 11. januar 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse
Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse holder til i Hjørring og har ca. 250 medarbejdere med en bred civil baggrund. Vi sørger for regnskaber, betalinger, lønadministration og bogføring for hele ministeriets koncern. Samtidig hjælper vi vores kunder – de andre styrelser og myndigheder – med at styrke deres kontrolmiljø og sikre en solid økonomistyring. Vi arbejder også på at gøre processerne smartere med videndeling og automatisering, og vi lægger stor vægt på samarbejde og faglig kvalitet.



Log ind